SOL OG REGN OVER MARKEDSDAGEN

 

Af Benny Nygaard, Gug Boldklubs Venner.

Efter den strålende lange sommer er det danske vejr nu blevet mere normalt, bl.a. med masser af regn til de tørre græsplæner og afgrøder.

Regn drillede således endnu en gang, da Vennernes årlige markedsdag blev holdt for nylig på Gug Stadion. Regn for tredje år i træk, i øvrigt. Denne gang dog først lidt hen på eftermiddagen, men alligevel nok til, at mange besøgende for tidligt trak hjemover.

Markedsdagen er traditionelt en god anledning til at tjene en skilling eller to til gode formål i Gug Boldklub - samt for at holde en lille social begivenhed for lokalbefolkningen. Men bedst, når vejet arter sig!

Dagen før markedsdagen var alle gader og veje i Gug- og Visseområdet blevet støvsuget for ting og sager, gode folk havde sat frem og foræret os til de gode formål - genbrug samt indtjening af midler til klubarbejdet.

Alle markedsdagens planlagte aktiviteter blev gennemført - trods det lunefulde sensommervejr. Straks fra morgenkvisten var der nemlig gratis kaffebord - med lækre friskbagte rundstykker sponsoreret af vores lokale KonditorBager.

Formiddagen gik herefter med flittig handel i loppemarkedsteltet samt hos kræmmerne.
Bl.a. fik Gug - Sønder Tranders Lokalhistorisk Forening tilsyneladende pæn opmærksomhed - og måske et par nye medlemmer, mens de spillelystne brugte pænt med skillinger i den bugnende tombolavogn. De mange flotte gevinster heri var sponsoreret af mange firmaer, som derigennem er en stor støtte for arbejdet, der gøres i klubben.

Omkring middag blev der budt på det traditionelle gratis sildebord sponsoreret af Meny i Skalborg. Dertil serveredes til værdig trængende endda en snaps - sponsoreret af Spar-købmanden i Visse. Gode sponsorer er rare at have med på holdet!

Musikalsk underholdning dertil blev igen i år klaret af husorkestret - duoen Brødrene Allan og Hugo Albret, som kan lidt af hvert inden for denne branche.

Eftermiddagen bød i øvrigt på gensyn til Gug MC, der - med passende højt støjniveau - indtog forpladsen med deres flotte fartmaskiner. De vakte selvfølgelig stor opmærksomhed, og mon ikke en ungesvend eller to ønskede sig en lille prøvekørsel. Samtidigt hermed åbnede Gug Petanqueklub dørene for en skare interesserede - og demonstrerede nogle af spillets hemmeligheder og finesser. Desværre blev både besøget af Gug MC og petanque-demonstrationen afbrudt, da vejrguderne igen åbnede for sluserne. Ærgerligt!

Enkelte hårdføre gæster holdt dog heldigvis ud, så der var fortsat lidt gang i den hen over eftermiddagen, indtil dagens sidste begivenhed, fællesspisningen. Denne var på forhånd arrangeret med Gug Boldklubs seniorafdeling, og de unge spillere sørgede herunder for god stemning og højt humør indtil lukketid.

Mange gavmilde sponsorer har igen i år støttet arrangementet. Nogle med gode kontante bidrag - og andre med flotte gevinster til tombolaen. Gug Boldklubs Venner er naturligvis meget taknemmelig for den store støtte. Uden denne støtte er det ikke muligt at gennemføre en markedsdag, der jo kræver megen indsats og har mange udgifter. Bevares, ikke på størrelse med Hjallerup Marked, men alligevel!

En stor tak skal i øvrigt også gives til de mange gode klubfolk, der gav en hånd med, da der skulle løftes, bæres, rejses telt, serveres og kokkereres etc. Dejligt at opleve samarbejdet heromkring.

Vennerne skal nu evaluere forløbet af markedsdagen - og kassereren aflægge regnskab. Han har dog antydet, at resultatet bliver omtrent som sidste år, dvs. nogenlunde tilfredsstillende - ikke mindst vejret taget i betragtning.

Som altid, når Gug Boldklubs Venner er på banen, vil overskuddet nu gå til gode formål i Gug Boldklub - både til ønsker for hele klubben, men også til aktiviteter for enkelte hold eller afdelinger.