EN GENTLEMAN KOM TIL VETERANAFTEN I GUG


Text:  Benny Nygaard


Fotos: Anders Nørgaard

Kalenderen pegede på forår, men vinteren viste sig alligevel fra sin noget barske side - med let snestorm og lave minusgrader på termometret hen over Gug en stille mørk mandag aften, den sidste i februar.

På trods heraf mødte knap 90 tidligere spillere og andet godtfolk op til årets traditionelle veteranaften, som Gug Boldklubs Venner igen stod bag - nu for ottende gang. Ganske pænt, specielt i betragtning af, at den hærgende influenza-epedemi også havde ramt arrangementet med en del sidste øjebliks-frafald.

Overraskelse

I lighed med tidligere var det lykkedes at træffe aftale med en gæstetaler med stor indsigt i fodboldens verden - og specielt med topfodbold i Danmark, nemlig AaB's cheftræner Morten Wieghorst. Dette var dog en overraskelse, for vi havde tidligere annonceret besøg af AaB's tidligere sportsdirektør Lynge Jakobsen, som desværre var blevet syg.

Men Morten Wieghorst havde vist os den flotte gestus at sige ja til at substituere Lynge trods intens aktivitet med andre gøremål - ikke mindst med at få AaB endnu mere på fodboldlandkortet.

Klik på collage og se den i stort format

Han leverede et fremragende foredrag om livet som fodboldspiller - helt fra sin ungdomstid i Hillerød, hvor han spillede "dag og nat", på unionsholdet for Sjælland, de første år som seniorspiller i Lyngby samt mange år i Skotland og til sidst i Brøndby. Og ikke mindst om oplevelser i nogle af sine landskampe for Danmark.

Alvorlige knæproblemer førte Morten over i trænergerningen tilbage i 2005, først nogle år i FC Nordsjælland og derefter en tid som U21-landsholdstræner. Et attraktivt tilbud om at være træner ovre Swansea i Wales sammen med Michael Laudrup bragte ham i 2013 tilbage til den store ø derude vest for Jylland, men denne gang dog langt sydligere end hans andet hjemland, Skotland. Opholdet i Swansea blev - trods flotte resultater - ganske kort, så han vendte hjem til Danmark og AGF i Smilets By i 2015, hvorefter han nu - som bekendt - er blevet cheftræner hos AaB. Morten gav udtryk for, at han er særdeles glad for nu at være i AaB, hvor der p.t. jagtes en plads i superligaens bedste halvdel, og med en aktuel kvartfinaleplads i pokalturneringen også meget gerne endnu en pokaltriumf for klubben.

Spilleren

Allerede som ynglingespiller kom Morten i 1989 op i Lyngbys 1. holdstrup og besluttede den gang at satse på fodbolden - frem for en formel uddannelse. Han var således med på Lyngby-holdet, der i 1990 vandt pokalen - og to år senere danmarksmesterskabet i den første superliga, der blev gennemført. Han husker i øvrigt derfra, at medaljerne blev overrakt til spillerne fra en plastikpose, samt at han ikke fik en, fordi han manglede at spille med i nogle få kampe. Mesterskabet åbnede for kvalifikationskampe til Champions League - og to møder med Glasgow Rangers. I det første møde - på, Ibrox Stadium - oplevede Morten den enorme passion og øredøvende larm de skotske tilskuere er kendte for, når de støtter deres helte. Under opvarmning til kampen var således ikke mindre end ca. 40.000 af de i alt 60.000 tilskuere allerede mødt frem. Lyngby tabte 0-2 derovre, mens hjemmekampen først blev tabt i sidste minut med 0-1.

I december 1992 begyndte Mortens skotske eventyr - først hos Dundee FC - og fra sommeren 1995 hos storklubben i Glasgow, Celtic FC. Et af højdepunkterne derfra var det skotske mesterskab i 1997/98, hvor det samtidigt hermed var lykkedes at bremse Glasgow Rangers, der indtil da havde vundet ni mesterskaber i træk. Skotterne er i en vis udstrækning stærkt opdelte i den katolske og protestantiske tro, så forskelle herfra opdeler ligeledes klubberne og deres bagland - og med stor passion, når holdene mødes på tværs af religiøs overbevisning.

Celtic FC er således en klub for skotske katolikker - og i øvrigt mange irere. Det, at Morten har spillet med "heart and soul" for dem derovre, bliver ikke glemt - og han genkendes derfor stadig indimellem, når han møder nogle af klubbens fans rundt omkring i verden.

I 2002 hentede Michael Laudrup ham hjem til Danmark og Brøndby, hvor han sluttede sin aktive tid som spiller. Mange vil måske huske Morten fra den tid, hvor han i en periode spillede med en bandage for at beskytte en flænge i øjenbrynet, som havde svært ved at heles - efter mange og gentagne hovedstødsdueller. Skotsk fodbold er kendt for at være ret så fysisk, så det var noget uheldigt at få denne langvarige skade i den mere rolige danske superliga. Trods bandage var Morten altid en pågående spiller, og i en kamp mod Farum, som Brøndby vandt med 7-1, lykkedes det ham at score ikke mindre end fire mål.

Morten havde også en flot karriere på det danske landshold med 30 kampe i alt - fra sin debut i 1994, hvor han scorede sejrsmålet til 2-1 mod Finland, og frem til 2004.
Det var Richard Møller Nielsen, der hentede ham hjem fra Dundee FC til debutkampen, og dette vakte nogen kritik, idet Dundee FC den gang desværre netop var rykket en række ned.

Landskampene bragte mange store oplevelser - som vinder af Confederation Cup i 1995 ved finalesejr over Argentina på 2-0, deltagelse i VM-slutrunden i 1998 - med bl.a. flot kvartfinalekamp mod Brasilien, som dog tabtes 2-3.

Fra sin tid på landsholdet har Morten en noget speciel rekord, idet han er den eneste spiller, der indtil nu er blevet udvist mere end en gang - nemlig to gange mod henholdsvis Sydafrika i en VM-puljekamp samt mod Italien i en EM-kvalifikationskamp. Den første udvisning, den i Sydafrika-kampen, skete uforståeligt for alle - undtagen dommeren - efter kun to et halvt minutters spil og gav anledning til stor kritik af dommeren, der udviste yderligere to spillere, danske Miklos Molnar samt en sydafrikaner. Hertil kom uddeling af syv gule kort i kampen.

I en anden landskamp - mod Iran i Carlsberg Cup i HongKong i 2003 - brændte Morten et straffespark, der nærmest er historisk.

En iransk spiller kom nemlig til at tage bolden inde i straffesparksfeltet, idet han mente at have hørt dommeren fløjte til pause. Dette var dog ikke tilfældet, så i stedet blev der dømt straffespark. Efter en snak med landstræner Morten Olsen tager anfører Morten straffesparket - og skyder med vilje ved siden af. Episoden vakte stor opmærksomhed rundt om i verden som et flot eksempel på fair play - og blev bl.a. vist på den amerikanske nyhedsstation CNN med masser af gratis tv-reklame for Carlsberg. Morten nævnte lidt spøgefuldt, at han stadig venter på at høre fra Carlsberg derom.

Trods de to røde kort fortalte Morten Wieghorst, at han var stolt over sine 30 landskampe hen over den lange periode.

Mortens foredrag indeholdt - på trods af den forholdsvis korte stund - rigtig mange anekdoter, som det bliver lidt uoverkommeligt at gengive her, bl.a. mødet med en række kendte managers og fodboldspillere. Ja, han fortalte så meget interessant, at der nærmest skulle skrives en lille bog derom.

Tæt på

Afslutningsvis besvarede Morten Wieghorst nogle spørgsmål om bl.a., hvem der havde været den bedste spiller, han havde spillet sammen med - og mod.

Morten nævnte hertil, at dette selvfølgelig var noget svært at besvare, for han havde mødt så mange dygtige spillere på et holds forskellige pladser. Presset dertil mente Morten dog, at Michael Laudrup så er den bedste af dem alle. Af modstandere er det nok Maradona, som han har mødt i en opvisningskamp - omend denne dog var noget speciel. Ellers mindes han en anden argentiner, den målfarlige Batistuta. Men der er jo mange, og oftest er det - lidt uretfærdigt - offensiv-spillere, der fokuseres på.

Også trænerjobbet blev der spurgt ind til - i forhold til det konstante pres der er om resultater.

Hertil nævnte Morten, at dette jo er betingelserne - og passer fint med helst at ville vinde og derfor altid at forbedre sig. Dette er selve drivkraften!
Lige nu er det således aktuelle succeskriterier at kunne komme med blandt de seks bedste i superligaen - samt at vinde pokalen.

Efter gode svar på veteranernes spørgsmål kunne det konstateres, at Morten Wieghorst havde beriget de fremmødte med en særdeles interessant oplevelse fra det virkelige liv - med fodbolden, både før og nu. Der kvitteredes naturligvis herfor med stor klapsalver, og Lars Fischer fra Veteranudvalget overrakte afslutningsvis en vingave til Morten som en beskeden tak for indsatsen - for os.
Forresten glemte Morten Wieghorst at nævne at han - i 2003 - fik den største hæder, der kan tilfalde en dansk fodboldspiller, nemlig titlen som Årets fodboldspiller - kåret af kollegerne.

En flot hæder - til den fremragende gesandt for fodboldspillet, som Morten jo er. En fodboldens gentleman og ambassadør.

Venneprisen

Som noget nyt var det i år aftalt at uddele årets vennepris på veteranaftenen - i stedet for som tidligere på markedsdagen eller under generalforsamlingen.

Og ganske passende i betragtning af de mange forsamlede veteraner, der således kunne hylde modtageren.

Det var besluttet, at Vennepris 2018 skulle tilfalde Preben Skov for mangeårigt godt arbejde i Gug Boldklubs seniorafdeling - som holdleder for 1. holdet samt i en periode også som formand for seniorafdelingen.

Preben fik således fortjent en flot gavekurv - og blev hyldet med ovationer af de mange tilstedeværende veteraner.

Nyt fra Seniorudvalget

Herefter fortalte Erik Steffensen fra Gug Boldklubs nye Seniorudvalg - bistået af Jesper Kaalbye - på engageret vis kort om idéer og planer for den forestående sæson, bl.a. om et nyt MatchDay-koncept, som skal højne og styrke fællesskabet i klubben omkring afvikling af kampe. Forventningerne heromkring er store - og kræver nu indsats fra mange af klubbens ildsjæle for at komme i mål. Optimismen er dog stor, og klubbens mange medlemmer kan glæde sig at opleve, at det nye koncept bliver realiseret, når den nye sæson om kort tid for alvor indledes.
 

Mandemad - og afslutning

Ingen veteranaften uden mandemad - gule ærter og skipperlabskovs. Og til kaffen lækker lagkage, lavet og sponsoreret af klubbens tidligere ungdomsspiller bagermester Peter Rask fra Nørager Bageri. Alt sammen dog indtaget i god tid, inden Morten Wieghorst fik ordet.

Sidste punkt på dagsordenen var i øvrigt udtrækning og omdeling af de mange gevinster fra Olsens traditionelle amerikanske lotteri.

Til sidst takkede aftenens rutinerede ordstyrer, den tidligere formand Jørn Jeppesen, veteranerne for fremmødet og den aktive indsats hen over aftenen - med ønsket om et på gensyn næste år ved samme tid.

Klokken var således godt 10 aften, da der igen faldt nogenlunde ro over det kolde, mørkelagte og vinterklædte klubanlæg.