FORMAND PÅ BORGER ALLÉ

 

Af Arne Christensen . Formand 1971-1972

 

Allerførst vil jeg sige tusind tak for henvendelsen fra Gug Boldklub. Det var en dejlig overraskelse at høre fra Gug Boldklub efter så mange år. Opfordringen til at skrive et indlæg vil jeg bestemt ikke sidde overhørig – og efter bedste evne og hukommelse gengives noget af det, jeg husker bedst.

Nyt klubhus
Det første, jeg husker fra min formandstid, var, da vi fik et nyt klubhus for enden af Borger Alle. Det var en stor ting, at vi nu fik både omklædningsfaciliteter og mødelokale i forbindelse med baneanlægget.

En tur i snehelvede
Den anden store begivenhed, der har fæstnet sig, er en tur i snehelvede med datidens ynglingespillerne. Vores ynglingespillere, der havde vundet deres respektive kreds og bagefter en række kredskampe, skulle herefter spille en kamp om det jyske mesterskab i Ynglinge B-rækken mod Skovbakken. Kampen skulle spilles søndag den 21. november 1971 på banen i Skjødstrup. Ugen op til kampen var der både frost og snevejr, og vi tvivlede stærkt på, at kampen kunne spilles. Dagen før – lørdag sidst på dagen - ringede jeg til kampens dommer, den landskendte internationale dommer Henning Lund Sørensen, som dog lakonisk oplyste, at kampen skulle spilles. Han havde om formiddagen besigtiget banen og fandt det forsvarligt at gennemføre kampen. Vi mødtes så søndag formiddag og drog sydpå i fire biler med Aksel Nøhr, Bent Ørbæk, Benny og undertegnede som chauffører.

Vi ankom i god tid og havde ingen problemer på køreturen sydpå. I slutningen af 1. halvleg begyndte det at sne temmelig kraftigt, og det fortsatte resten af kampen, som vi tabte. Ved pausen var stillingen 7-0. Til modstanderen. I 2. halvleg fik vi medvind og vandt denne med 1-0, så slutresultatet blev 1-7. Herefter var det nu med at blive klædt om og komme hjemad. Vi blev enige om, at den bedste vej var ind til Århus, og så nordpå ad den gamle hovedvej 10. Snevejret blev stadig tættere, og da vi var ca. 5-6 km syd for Randers, gik trafikken fuldstændig i stå – ud for Hadsten et eller andet sted. Vi regnede naturligvis med, at vejene blev ryddet, og at det kun ville betyde en forsinkelse. Kl. var ca. 17, da vi måtte stoppe, og ventetiden begyndte. Vi kunne ikke  komme videre foreløbig. Der holdt nu biler side om side i tre rækker. Hvor langt frem og bagud var vi afskåret fra at se. Da tiden nærmede sig midnat, prøvede vi at få lidt søvn, men vi havde i min bil et stort problem med kondensvand, der dryppede fra loftet, så vi måtte bruge frakker og jakker som hovedbeklædning. Ikke ligefrem noget behageligt nattøj. Ved femtiden om morgenen blev der banket på bildøren, og en mand fortalte os, at vi kunne komme op på en gård, der lå i nærheden. Vi pakkede os ind, så godt vi kunne, og forlod bilerne med nøglerne siddende i, da vi var helt klar på, at det ikke blev os, der kom til at flytte dem. Vi fandt, efter en tur langs vejen og en klatretur op ad en skråning, frem til gården. Vi var ikke de eneste, der blev tilbudt husly. Efter en artikel i Ekstra Bladet var ca. 600 mennesker evakueret på denne gård – i svinestien og på høloftet. Det varede lidt, inden vi fandt ud af, at vi var ret isolerede. På gården var der kun én telefon, og det var naturligvis ikke nemt at komme til at ringe. Det lykkedes da også først mandag aften at få en besked hjem. Når man tænker på, at så mange mennesker var samlet i en svinestald og på høloftet, gik alt forbavsende stille og roligt, men det var naturligvis et problem med mad. Der var jo ingen af os, der var klædt på til en lang travetur, men ved fælles hjælp lykkedes det at få ekviperet Aksel Nøhr og en 3-4 drenge, som så drog af sted for at finde noget mad. Det lykkedes dem at finde en købmand i en landsby, 4-5 km borte, og her ribbede de hylderne for brød, kiks, og hvad der var det kun at vente. Første tegn på liv uden for gården fik vi, da en bæltedrevet militær ambulance kom for at hente en fødende kvinde, men ellers skete der ikke noget. Vores drenge viste en eksemplarisk opførsel og var tjenstvillige samt hjælpsomme over for andre. Sidst på aftenen mandag skete der igen noget. Bæltedrevne mandskabsvogne fra militæret begyndte at evakuere os, og omkring kl. 1 natten til tirsdag blev vi sat af ved Randers Kaserne, hvor vi på en sovesal kunne få nogle timers søvn. Vi besluttede os for, at vi hurtigst muligt ville til Aalborg, så allerede da kl. var 5.30 gik turen med lastbil til Randers Banegård og så videre nordpå med første tog. Kl. ca. 9.00 var vi i Aalborg. 

En lang og begivenhedsrig tur lå bag os, og nu trængte vi til at sove. Tilbage var nu ”kun” at få bilerne hentet. En henvendelse til Falck om torsdagen gav os besked om, at vi nu kunne hente vores biler. Vi fik en til at køre os derned, og da vi kom syd for Randers, stod der biler flot parkeret på skrå så langt øjet rakte. Vi fandt let vores biler, og så gik turen tilbage til Gug. Udflugten var slut.

Den følgende lørdag samledes vi med drengene og deres forældre i klubhuset, så vi alle sammen fik snakket turen igennem.

Det var noget af det, der fra min tid i Gug Boldklub står tydeligst i min erindring. Til slut vil jeg ønske Gug Boldklub hjertelig til lykke med jubilæet samt alt held og lykke fremover.