ERINDRINGER FRA MIN
TID SOM FORMAND
 

Af Bruno Schnoor . Formand 1976-1980

 

Jeg er af bladudvalget blevet bedt om at skrive lidt om min tid som formand for Gug Boldklub. Det gør jeg gerne, men jeg har ingen optegnelser, notater eller billeder at støtte mig til. Det skyldes, at jeg har en principiel indstilling til, at en forenings arkivalier beror hos sekretæren. 

Jeg skriver således med min hukommelse som eneste kilde. Der kan derfor godt være nogle erindringsforskydninger, især i tid. Jeg har valgt at nævne nogle navne, med den indbyggede risiko, at der i klubben findes nogle, som mener - og måske med rette - at de også eller hellere burde være nævnt. Det er formentlig rigtigt og kan skyldes enten min hukommelse eller at jeg har vurderet anderledes.

Optakten
Den 1. juli 1976 flyttede jeg sammen med min familie til vores nuværende adresse i Gug. Familien bestod - udover mig - af min kone, Gitte, samt vore to sønner Michael, der var 16 år, og Henrik, der var 13 år.

Jeg var på det tidspunkt ansat i Hæren med grad af major og blev beordret til Aalborg for at forrette tjeneste i 5 år (juli 1976 - juni 1981).
Da vi ankom lidt før flyttevognen fandt vi i postkassen Gug Boldklub´s klubblad, som netop må være omdelt. Det kom vældigt tilpas, for her fandt vi adresserne på elektriker, VVS - installatør og gardinmand, som jo alle skal bruges i forbindelse med en indflytning.
Mit første kendskab til Gug Boldklub fik jeg, da jeg fulgte mine drenge til deres første fodboldtræning på det gamle Gug Stadion på Fælledvej, hvor nu tennisklubben har domicil.
Et par måneder senere gik jeg en dag i haven og plantede træer, da en bil stoppede op, og en nydelig herre i jakkesæt steg ud og på klingende sønderjysk sagde: "Mojn, æ ska liech snak æ lidt mæ dæ". Da jeg er sønderjyde forstod jeg "den gode mand" og fandt hans henvendelse som et passende påskud til en pilsnerpause.
"Den gode mand" var Eigil Linné, den daværende formand for boldklubben. Han ville, sagde han, gerne have mig til at give en hånd med i klubben. Det var jeg for så vidt indstillet på, idet jeg havde været både juniortræner og holdleder i Hellerup Idrætsklub (HIK) og i Hørsholm (HUI), som vi kom fra. Jeg havde også erfaring fra bestyrelsesarbejde fra HUI og Rungsted Ishockeyklub, men blev straks mere betænkelig, da Eigil Linné afslørede sin egentlige hensigt, nemlig at få mig til at kandidere til formandsposten i Gug Boldklub på den kommende generalforsamling.
Da jeg hørte datoen for generalforsamlingen kunne jeg imidlertid straks afvise muligheden, idet jeg skulle på øvelse i Tyskland.
Eigil mente ikke, at dette på nogen måde ville være afgørende. Jeg kunne "bare blive valgt in absentia". Klubben havde nemlig - ifølge Eigil - "brug for en, der kunne hamle op med borgmesteren" (Marius Andersen) i forhandlingerne om et nyt idrætsanlæg, og det mente han en major måtte være velegnet til. Jeg skal bemærke, at det var på den tid, at borgmesteren havde sit store opgør i byrådet med major V. A. Jacobsen. Sagen drejede sig vist nok om nogle påståede uregelmæssigheder i forbindelse med kommunens køb og salg af en bygning i Kajerødgade og kunne i alt fald slet ikke tjene til dokumentation for, at en major var egnet til at være formand for en boldklub.
Eigil føjede imidlertid et andet og mere sagligt argument til: Han kendte min far fra det sønderjyske!!
For at gøre en lang historie kort: Jeg kom hjem efter en 2 ugers øvelse i Tyskland og erfarede, at jeg i mellemtiden på boldklubbens generalforsamling var blevet valgt til formand for de næste to år. Jeg kendte stort set ingen i klubben og ingen i klubben kendte mig. Da jeg en af de første gange, jeg var i klubben, spurgte en af 1.- holds spillerne om, hvem der egentlig var formand for klubben, svarede han, at det var en eller anden ham ukendt, og at det i øvrigt kunne være lige meget, for det var jo alligevel Alfred, der drev klubben.
Alfred var klubbens fremragende altmuligmand. Han kridtede banerne, passede boldene, sørgede for hjørneflag mm., og han var der altid. Alfred var - efter egen formening - også klogere end de fleste, og der er ingen tvivl om, at han også selv mente, at han var klubben. Jeg fik naturligvis en stribe af "gode råd", da jeg mødte ham første gang.
Til historien hører, at bestyrelsen kun bestod af 5 personer, blandt dem så stærke kræfter som Kurt Lindholt og Christian Christensen. At Benny Nygaard allerede dengang var en engageret, aktiv og kompetent leder er næsten en selvfølgelighed.

Der var ingen fast redaktør af klubbladet, intet sponsorudvalg og ingen formel opdeling i ungdoms- og seniorafdeling Denne meget enkle organisation havde givet været meget hensigtsmæssig, da gode kræfter i 1954 stiftede klubben. Vedtægterne kunne i det væsentlige også tilbageføres til stiftelsen.
Jeg skal dog tilføje, at der var gode eksterne hjælpere. Således trak Henning Andersen, der var bestyrer af Provinsbankens Gug-afdeling, det tunge læs som kampfordeler. Jeg har allerede nævnt Alfred og Benny Nygaard og skal da også huske at nævne Børge Iversen, der på det tidspunkt var holdleder for 1.-holdet, men derudover altid var villig til at løse praktiske opgaver for klubben. Det var også på den tid, at Knud og Ruth Larsen begyndte at lægge kræfter i klubben.
Det bør også nævnes, at der var mange gode kræfter engageret i de årlige byfester. Den afgåede formand, Eigil Linné, påtog sig i øvrigt at være "konsulent" for formanden ved byfesten i 1977, således at jeg kunne "komme i lære".

Klubbens økonomi var i en rimelig tilstand, ikke mindst takket være indtægterne fra de årlige byfester. Da jeg accepterede opstilling til formand, vidste jeg imidlertid ikke, at klubkassen var tvedelt, nemlig i en officiel kasse og en mindre officiel kasse. Den mindre officielle kasse, der blev brugt til at betale trænerne løn og kørepenge samt frynsegoder, fik i hovedsagen sine midler fra det årlige loppemarked.

1. valgperiode (1976 - 1978)
Med den rivende udvikling af Gug-området, som tog sin begyndelse i starten af 1970'erne, og med den hast boldklubben voksede, var det ganske enkelt nødvendigt at se på ledelsesstrukturen.
Det var også nødvendigt - og i alt fald en betingelse for, at jeg ville deltage i spøgen - at den uformelle klubkasse blev afviklet så hurtigt, som det var muligt, uanset at dette betød, at vi skulle øge indtægterne betragteligt og samtidig stramme op på udgiftssiden.
Bestyrelsen nedsatte en arbejdsgruppe til at se på begge dele. I denne arbejdsgruppe indgik bl. a. Chr. Christensen og undertegnede fra bestyrelsen, Jan Ladevig, der var ansat i Kommunedata i organisationsudviklingsdelen og Allan Rafn, der var økonomichef i amtet. Hverken Jan eller Allan havde andre relationer til boldklubben, men var indforstået med at gøre et stykke arbejde. Jeg selv var formand for arbejdsgruppen.


Med bestyrelsens godkendelse blev arbejdsgruppens forslag til ny ledelsesstruktur med tilhørende nye vedtægter forelagt og vedtaget på den ordinære generalforsamling i 1977.
Medens den nye ledelsesstruktur og de tilhørende vedtægter blev vedtaget stort set uden debat, gav et forslag om kontingentforhøjelse på kr. 10,- pr. halvår anledning til en lang debat. Kontingentforhøjelsen var nødvendig for at få afviklet den uofficielle klubkasse og gøre trænerlønningen legitim. Jeg husker en af 1.-holdsspillerne lidenskabeligt argumentere med, at en kontingentforhøjelse i den størrelsesorden ville betyde "at han nu ikke ville have råd til spille fodbold mere", samt at denne "usolidariske kontingentforhøjelse vendte den tunge ende nedad" og at det var "typisk for kapitalismen, at den fattige del af befolkningen skulle plukkes". Da jeg på et tidspunkt stilfærdigt bemærkede, at jeg havde lagt mærke til, at den pågældende alene under "kontingentforhøjelsesdebatten" havde haft råd til at nedsvælge 2 stk. usolidariske pilsnere til kr. 6,- stykket, stemte selv han for forhøjelsen. Han og jeg har senere moret os sammen over debatten.

Den nye ledelsesstruktur betød opdeling i seniorafdeling og ungdomsafdeling, underopdelt i Ynglinge- /Juniorafdeling og Drenge-/Lilleputafdeling. Året efter kom en Dame-/Pigeafdeling til. De respektive afdelinger fik til dels egen økonomi og dispositionsfrihed f.s.v.a. aktiviteter. Afdelingslederne var ansvarlige overfor bestyrelsen, som i øvrigt tog sig af udarbejdelse af strategi for klubben og at afstikke veje til at få opfyldt strategien. Under bestyrelsen hørte endvidere ansvaret for klubbens overordnede og samlede økonomi, herunder sponsorer, samt tilvejebringelse af de fornødne faciliteter og koordination af afdelingernes virke.
Denne ledelsesform ville - ifølge tidligere omtalte Alfred - blive klubbens hurtige endeligt!
Jeg har ikke nogen helt skråsikker erindring om, i hvilke rækker klubbens seniorhold spillede, men allerede på den tid var Gug Boldklub en "elevatorklub". Jeg er dog sikker på, at 1.-holdet spillede i serie 3. Den tids 1.-holdsspillere var bl. a. Jørn Jeppesen, den nuværende formand, den evigunge Chr. Christensen, som har trukket et stort læs i boldklubbens bestyrelse og jo stadig spiller på klubbens Old Boys hold, Kjeld og Arne Petersen, de to benhårde murerbrødre, som et par år senere opførte det nuværende klubhus, Finn Olsen (Pudseren), som jo stadig giver en hånd med i klubben, Svend Daugbjerg, også en af de nuværende støtter, og lejlighedsvis - dvs. når han ikke havde karantæne - Peter Christiansen (Peter Sport).

Jeg skal også nævne to markante spillere, som vi ikke ser i klubben mere, nemlig Poul Hansen, den fremragende målmand, som var alle angriberes skræk, og John Larsen, der næsten altid var god for mindst et mål og dertil med sin måde at falde på i modstandernes straffesparkfelt og sit formidable ordforråd og "kendskab" til fodboldreglerne var dommernes yndling, når det gjaldt advarsler og karantæner.

Træner for 1.-holdet var Jørgen Christensen, den kendte og meget respekterede Lindholmleder.

Vi havde på den tid et forrygende juniorhold under ledelse af Benny Nygaard. Uanset at dette kostede enorme ressourcer, såvel arbejdsmæssigt som økonomisk, søgte vi om at få dette hold i mesterrækken som ynglinge. Det lykkedes, og holdet klarede sig flot. Af spillere fra dette hold skal nævnes Michael Kjølby, som nu er klubbens sekretær, samt næstformanden Claus Willadsen, I de 4 sidste kampe i sæsonen blev anvendt en juniorspiller ved navn Henrik Schnoor. Henrik, der nu spiller Old Boys i klubben og er træner i pigeafdelingen er kommet "hjem" efter mange kampe på Chang's og Vejgaard's danmarksserierhold.

Mine gode kontakter til The British Army of Rhine gave en mulighed for at besøge en engelsk garnison i Osnabrück i Tyskland.
Mit kompagnihold, der bestod af værnepligtige og tilfældigvis i foråret 1977 havde nogle virkelig gode spillere på holdet, havde slået englænderne, da de besøgte Aalborg. Englænderne ville gerne have revanche, men de værnepligtige var hjemsendt, så jeg tilbød dem Gug Boldklub's serie-3 hold. Dette accepterede englænderne og betalte alt fra det tidspunkt, hvor vi passerede den dansk-tyske grænse.
Det blev en uforglemmelig tur. Da vi med bus ankom til Osnabrück så vi plakater i byen, hvor der blev annonceret med engelsk-dansk landskamp. Kampen skulle dømmes af en engelsk ligadommer, meget kendt herhjemme fra "Tipslørdag" som "Slagteren fra Wolverhampton" eller "The Butcher".
Kampen blev spillet på Osnabrück Stadion for øjnene af et par tusinde tilskuere, og vi vandt meget uretfærdigt med 3 - 2 på tre mål af tidligere omtalte John Larsen. "The Butcher" kendte ikke John, så han blev tilkendt to straffespark.
Til historien hører, at der aftenen før kampen var "kammeratligt samvær". Alle blev temmelig overrislede, og Gug's anfører - jeg skal undlade at nævne hvem det var - gik fra da af under navnet King George. Først umiddelbart før kick-off blev vi klar over, at de engelske spillere slet ikke havde deltaget i festlighederne. De mødte op til kampen i meget ædru tilstand direkte fra træningslejr.
Det stod så skidt til i vort omklædningsrum op til kampen, at træneren, altså Jørgen Christensen, måtte på banen, idet "King George".måtte stå over.

Efter sæsonen, dvs. i foråret 1978, stoppede Jørgen Christensen desværre som træner og blev erstattet af Per Damgaard.

Samtidig med den daglige drift af klubben, udarbejdelse af nye vedtægter, rejser mv. foregik forhandlingerne om et nyt klubanlæg. Det lykkedes - på trods af kommunale sparerunder - at få overbevist vore lokalpolitikere om, at anlægget burde have den størrelse, det fik. Vi kom selv til at stå for licitationen af klubhusbyggeriet, medens kommunen anlagde banerne. Vi fik i hele den proces stor hjælp af den daværende Parkinspektør, senere Stadsgartner, Børge Clausen.
Det var korrekt, hvad Eigil Linné havde sagt. Borgmesteren var lidt tung at danse med, men vidste jo godt, at bydelen måtte have bedre faciliteter. Rådmand Hans Brusgaard var meget positiv og hjalp i stor udstrækning.
Det skal retfærdigvis siges, at da anlægget var forhandlet "på plads" var der ingen slinger i valsen fra borgmesterens side.

Status efter mine første to år i formandsstolen var,
* at vi havde fået en ny ledelsesstruktur og nye vedtægter,

* at et nyt stadion var principgodkendt,

* at vi havde orden i økonomien,

* at seniorholdene fortsat tilhørte elevatorkategorien, samt
* at ungdomsafdelingen begyndte at markere sig rigtigt flot med ynglingeholdet i mesterrækken som afdelingens flagskib.

Når det beskrives som jeg har gjort, kan det næsten synes som om formandsjobbet var en heltidsstilling. Der var meget at se til, også for Gitte, der mange gange, når vi besøgte klubhuset "lige kunne nå at løbe en tur med rengøringsmidlerne",og altid havde mindst et sæt spilletøj til vask Men, jeg skal understrege, at der også var mange gode kræfter til trække læsset.
Jeg synes især, at det var vigtigt, at de, der havde været med til at kreere den nye ledelsesform og de nye vedtægter ikke bare slap tøjlerne, da vedtægterne var vedtaget. De tog alle en tørn i et år eller to.

2. valgperiode (1978 - 1980)
Ved generalforsamlingen i 1978 blev jeg genvalgt for en ny toårig periode og det samme gjorde det meste af bestyrelsen og afdelingslederne.
Det betød, at det faldt i mit lod at være formand ved klubbens 25 års jubilæum i 1979. Derom senere.

I 1979 var status at vort 1.-hold, vanen tro, lå i en position, hvor det måtte kæmpe for at undgå nedrykning. Ungdomsafdelingen betalt prisen for at have deltaget i en højere række, idet flere af det gode kuld ynglinge blev "købt" af andre klubber i området.
Det var i øvrigt på den tid, at der blev indført professionelle tilstande i dansk fodbold. Dette medførte øjeblikkeligt et krav fra vores serie 3-holds spillere om betaling for at spille. Bestyrelsen tog spillernes anmodning som et humoristisk indslag for at opmuntre den travlt arbejdende bestyrelse og de mange frivillige ledere, der brugte deres fritid til at skabe de bedst mulige rammer for klubben. Efter nogle dønninger og knubbede ord faldt tingene til ro, og Gug Boldklub fortsatte som amatørklub.
Jeg tror, at det var i 1978, at pigefodbolden startede i Gug, men det kan have været året før. Under alle omstændigheder skabte pigernes ankomst et problem, idet vi kun havde to omklædningsrum. Det blev derfor nødvendigt at leje en skurvogn til omklædning.
Denne skurvognsløsning blev bibeholdt indtil det nye anlæg blev taget i brug og blev i øvrigt brugt som et væsentligt argument for at få sat gang i byggeriet.

I samme periode lykkedes det at få nogle af de gamle lysmaster fra Chang's anlæg sat op på stadion (Chang fik udskiftet til nye på grusbanen på Provstejorden). Dette var et stort fremskridt, idet vi nu kunne træne og spille træningskampe i det tidlige forår.
Kommunen betalte opsætning, inkl. udbygning af vores el-installationer. Kommunen betalte også et nyt tæppe i klubhuset, selv om dette lå udenfor det tilskudsberettigede.
Allerede på den tid gjorde vi den erfaring, at det bedst betaler sig at samarbejde positivt med myndighederne i stedet for kun at kritisere og stille krav. Dette tror jeg er vigtigt at fastholde, ikke mindst i den kommende tid, hvor ændringer i anlægget vil komme i forbindelse med anlæggelsen af Egnsplanvej.


I løbet af 2. valgperiode lykkedes det at stabilisere klubbens økonomi, ikke mindst takket være "vennerne", der jo som altid er villige til at give en hånd med i klubbens interesse. Vi fik også den nye ledelsesstruktur til at fungere, og Alfreds forudsigelse om klubbens hurtige endeligt blev heldigvis gjort til skamme.

Sædvanen tro holdt træneren kun i en sæson, og Per Damgaard blev afløst af Leif Skov.
Men, heldigvis ser vi fortsat Per Damgaard i klubben, hvor han lægger kræfter i ungdomsarbejdet.

25 års jubilæet
Som ovenfor nævnt faldt det i mit lod at være formand ved klubbens 25 års jubilæum.
Vi besluttede at markere begivenheden ved en beskeden reception, hvor vi indbød sportens minister, kulturminister Niels Mathiasen, amtsborgmesteren borgmester og rådmænd, DIF, DGI og SIFA, sponsorer og samarbejdspartnere, naboklubber og ikke mindst os selv. Kulturministeren meldte afbud, men sendte faktisk en pæn check!
Vore ledere og aktive med ledsagere blev hyldet ved en teltfest (Gughallen var endnu ikke bygget). Til denne fest var indbudt honoratiores fra Aalborg, tidligere formænd for klubben, sponsorer og andre velgørere.
Ca. et 1/2 år forud for jubilæet havde vi indbudt en række kendte personer til at udfærdige et kunstværk, som kunne sælges på en auktion. Der blev udsat en flaske Rød Aalborg til det kunstværk, der indbragte det største beløb ved auktionen, samt præmier til de tre bedste kunstværker, valgt af en bedømmelseskommission.
Mange bidrog med større eller mindre kunstværker. For at give en ide om bredden i kredsen af bidragydere, skal jeg nævne:
* Amtsborgmester Jens M. Nielsen
* Borgmester Marius Andersen
* Pistolskytten Aase Havsteen
* Fodboldlandsholdets træner Kurt Nielsen ("Nikkelaj")
* Garnisonskommandant, Oberst S. E. Christensen
* Redaktør Eivind Samuelsen ("SAM")
* Fodboldspilleren Kjeld Thorst
* Folketingsmedlem Ib Stetter

Tingene blev under festmiddagen solgt på auktion med Kresten Dyrberg som auktionarius. I hver sin ende af teltet sad ægteparret Leif og Bente Skov og overbød hinanden på landstrænerens maleri af en zambesisk medicinmand.
Præmien for bedste kunstværk blev delt mellem Garnisonskommandanten og SAM. Garnisonskommandantens bidrag var et flot og meget dekorativt trådetræk, medens SAM havde lavet et maleri af et fodboldhold i Gugtrøjer. Der var kun 9 mand på billedet og den ledsagende tekst sagde, at vi jo plejede at få smidt et par mand ud!
Under receptionen, som blev afholdt i klubhuset, kom mange og ønskede den unge klub til lykke. Vi fik mange gaver, mest i form af checks, vimpler, boldnet, tasker og bolde. Jeg husker ganske tydeligt, at de fire store klubber, AaB, Chang, Vejgaard og NB havde slået sig sammen om en gave - en fodbold-!!
Fra talerne ved receptionen husker jeg især en taler, der roste Gug Boldklub for de meget fremsynede tanker om delegering og medansvar, der - efter talerens opfattelse - lå i klubbens nye vedtægter.

Ved generalforsamlingen i oktober 1980 måtte jeg naturligvis forlade posten som formand, idet min tjenesteperiode i Aalborg udløb i juni 1981.

Et dødsfald medførte ændringer i hærens planer med mig (Hærens vej er jo som bekendt uransalige). Dette betød, at min afgangsdato fra Aalborg blev ændret, og det er jo en kendsgerning, at Gitte og jeg fortsat bor i Gug.
Min afløser som formand blev den højt kvalificerede Johannes Knudsen ("Johs."). Det var med stor fortrøstning og overbevisningen om, at vi havde fundet den rette person, at jeg kunne overdrage "akkreditiverne" til Johs. Eftertiden har jo bekræftet, at det var et godt valg, generalforsamlingen traf den aften i oktober 1980.

Afslutning
Jeg er en gang for mange år siden til et forskningsprojekt blevet spurgt om, hvorledes jeg som tilflytter er blevet accepteret, når jeg kom et nyt sted.
Jeg kunne hertil svare, at takket være idrætten havde dørene altid stået åben for nye bekendtskaber.
Det siges ofte, at det kan vare lang tid at blive accepteret af nordjyder. Den følelse har jeg ganske bestemt ikke haft.
På visse områder adskilte Aalborg sig imidlertid fra andre steder i landet. Jeg fornemmede et meget sammenspist miljø, som det kunne være lidt vanskeligt at manøvrere i. Et par eksempler:

a. Gug Boldklub skulle i det sene efterår være vært for en kredskamp under JBU. Vore baner var - mildt sagt - i en elendig forfatning, hvorfor vi bad stadsgartneren om at få en bane tromlet. Dette kunne ikke lade sig gøre, idet kommunen ikke rådede over en tromle i funktionsduelig stand. Vi gjorde opmærksom på, at vi var vidende om, at en "kommunal tromle" fandtes på AaB's anlæg på i Øster Uttrup. Det viste sig herefter, at ormene på vores anlæg ikke ville kunne tåle en tromling.
Jeg traf herefter den kontroversielle beslutning at sende Falck til Hornevej for at afhente tromlen, og vi, dvs. Alfred, tromlede banen.
Dette var ikke populært hos stadsgartneren, der mente at ormene i Gug ikke ville overleve vinteren, i modsætningen til ormene i Øster Uttrup,    der tilsyneladende var af en mere robust race end ormene i Gug. Historien endte med, at Teknisk Forvaltning betalte transporten frem og tilbage mellem Gug og AaB, men i en periode havde vi et lidt anspændt     forhold til stadsgartneren, der i øvrigt senere fratrådte i forbindelse med den såkaldte Aalborgskandale.
Jeg skal for en god ordens skyld nævne, at der ingen problemer var med at få udleveret tromlen ved AaB, der var uden part i sagen.
Jeg er senere, når jeg med andre idrætsledere har drøftet sådanne sager og har nævnt dette eksempel, blevet spurgt, om jeg er sikker på, at den   daværende stadsgartner stod på klubbens gaveliste.

b. På mit første repræsentantskabsmøde i SIFA opfordrede SIFA's formand, klubberne til at lægge en navngiven journalist ved den lokale avis på is, idet den pågældende havde skrevet en kritisk artikel om byens borgmester. Det blev antydet, at klubbladene "jo også blev læst af mange" og derfor kunne være et godt støtteorgan for borgmesteren, men at dette jo var op til klubberne. Formandens indlæg fik en meget hård medfart af et flertal af repræsentantskabet, men alene det at sagen blev rejst var noget af et kulturchok for mig. Hvor jeg tidligere havde arbejdet med idræt, var der helt vandtætte skodder mellem idrætspolitik og partipolitik.
Jeg har ikke senere oplevet forsøg på direkte partipolitisk indblanding, men mine 7 år i SIFA's bestyrelse og mit formandskab i GIGANTIUM har da givet mig en vis indsigt i fordele og ulemper ved et snævert samarbejde mellem idrætsledere og politikere.
Jeg bør for en god ordens skyld nævne, at SIFA's - i øvrigt højt estimerede - formand også var byens borgmester.

I et tilbageblik mindes jeg tiden som formand for Gug Boldklub som en sjov og spændende periode. Jeg gjorde de erfaringer, som alle andre idrætsledere har gjort. Jeg har fastholdt mit princip om, at en bestyrelsesformand ikke skal vende tilbage, hverken som formand eller i andre funktioner i bestyrelsen. Det har nu ikke været vanskeligt at overholde princippet, idet
der aldrig er kommet seriøse henvendelser og en tilbagevenden.