FORMANDSJOB UNDER
BESKEDNE VILKÅR
 

Af Thorkild Vardinghus . Formand 1961-1963

 

1960 var året, hvor undertegnede for første gang skiftede klub. Jeg havde indtil da spillet fodbold i LIF, Lindholm Idrætsforening, som jeg havde været med til at spille op i serie 1. Når jeg skiftede til Gug Boldklub, skyldtes det, at min kone, Annette, var blevet ansat ved Gug Skole i 1958, og vi havde fået bolig på skolen – endda med udsigt til boldklubbens eneste bane.
Turene på cykel til Lindholm hver tirsdag og torsdag ville jeg godt slippe for, idet jeg samtidig var begyndt at læse til lærer på Hjørring Seminarium. Dette indebar nemlig rejse frem og tilbage mellem Gug og Hjørring hver skoledag.

Gug BK i serie 5
Gug Boldklub spillede på det tidspunkt i den lavest rangerende række, nemlig serie 5. Heldigvis var der grøde i ungdommen, som kom både fra Gug, Visse og Nøvling. Vi var ganske vist nødt til at bruge helt unge spillere på 16 år for at stille hold, men de var både hårdføre og velspillende. Der var f.eks. tale om Finn Frederiksen, Bjarne Jensen og Arne Pedersen.
I løbet af et par år var vi avanceret fra serie 5 til serie 3, hvilket må siges at være flot. 

Uheld som soldat
I 1961, da jeg i min sommerferie var i Århus for at aftjene den sidste måned af min soldatertjeneste, skulle Jørgen Poulsen og jeg have deltaget på et udvalgt hold, som var sat sammen af Als Boldklub. Vi skulle spille mod Aalborg Freja under idrætsugen i Als. Desværre var vi to militære folkevognsrugbrød, som kørte sammen, da vi var på vej til Aalborg for at spille regimentsfodbold. Uheldet bevirkede, at jeg fik mit højre ben klemt fast mellem en af forlygterne og bilens bund, hvorved jeg brækkede såvel skinnebenet som lægbenet. Dette resulterede i, at jeg fik skruet en plade på skinnebenet for at holde styr på det, samtidig med at jeg fik gips på fra tæerne til skridtet. Altså ingen kamp mod Aalborg Freja, men desværre heller ingen fodbold før i 1962, idet jeg måtte gå med gips på hele benet i fem måneder. Et sørgeligt syn, da benet endelig kom fri af gipsen. Overhovedet ingen muskler tilbage. 

Formandsjob
Andre må på det tidspunkt have ment, at jeg så kunne få tid til at være formand for klubben, hvilket jeg blev i 1961. En formands job var på det tidspunkt bl.a. at sørge for tilmelding af hold, arrangere kampene, sætte hold sammen med et par af spillerne, gerne følge kampene og indberette resultaterne samt sikre, at vi stillede med fuldt hold. Det sidste kunne undertiden være vanskeligt, da vi ikke havde mange at tage af. Men med et enkelt hold var opgaven da overskuelig. Skolebygninger, der ligger ud mod Sdr. Tranders Vej, var ikke af de bedste. Den skrånede en smule fra vest mod øst. Så der var tale om at spille op ad banen i første halvleg og ned ad banen i anden eller omvendt. Samtidig var det ikke ualmindeligt, at der skulle jævnes muldvarpeskud og slåes græs. Græsslåningen foregik i mange tilfælde med almindelige hånddrevne haveplæneklippere. Det var rart, når der stillede flere med en klipper. Net på målene havde vi ikke, så det var vigtigt, at dommeren var meget opmærksom på, om bolden, der blev dømt mål på, virkelig var kommet ind mellem stængerne. Vore kampe blev næsten altid spillet om søndagen. Det var helt almindeligt på den tid. Foruden fodbold havde Gug Boldklub dengang også håndbold på programmet med spillerne på fodboldholdet. Som man nok kan fornemme, har tiderne ændret sig meget siden da. Selvfølgelig i takt med fremskridtene i samfundet. Til spillere af i dag: ”Glæd jer over fremskridtene”. I er privilegerede.

I 1963 skiltes klubbens og mine veje for en tid, og jeg stoppede således med at være formand. Siden er det blevet til mange år som medlem af Gug Boldklub. Vi er en flok veteraner, der har spillet sammen i godt og vel tredive år, og vi har ikke tænkt os at stoppe her. 

Jeg vil gerne sige tak for den tid, jeg indtil nu har været medlem af Gug Boldklub, og ønske klubben alt muligt held fremover.