Af Benny Nygaard.
Søndag den 20. september blev endnu en dejlig dag på klubanlægget – og med en helt særlig begivenhed i klubbens historie.
Førsteholdets anfører - Andreas Kaalbye - rundede nemlig denne dag sin kamp nummer 319 på klubbens førstehold. Hans deltagelse i kampen mod Løgstør IF betød, at Andreas nu har overhalet målmandslegenden René Køpli, der siden 1993 har haft rekorden med 318 kampe.
Andreas er således nu den spiller i klubben, der har spillet allerflest førsteholdskampe gennem tiderne - og foreløbig 319 kampe over 13 år er en meget, meget imponerende bedrift.
Inden dagens kamp blev fløjtet i gang blev Andreas derfor hyldet på behørig vis for sin præstation. Klubben – ved formand Nikolas Nørby – overrakte Andreas en kamptrøje med tallet 319 på ryggen. Gug Boldklubs Venner var også på banen, og formanden, Jørn Axelsen, overrakte et fint gavekort.
Den nu tidligere rekordholder var forbi
Den tidligere kamprekordindehaver – målmandslegenden Rene Køpfli – var i dagens anledning - også på stadion for at ønske tillykke - og overbragte blomster og en personlig gave til Andreas. En meget flot gestus fra den tidligere rekordholder og dejligt at se to SÅ store legender trykke hånd.
Selv om René nu om dage bor ude i Gandrup, er han heldigvis indimellem stadig på lægterne for at følge holdet – uanset om der spilles ude eller hjemme.
Debut helt tilbage i 1993
Andreas fik debut på førsteholdet helt tilbage i foråret 1993 – helt nøjagtig tirsdag den 30. april - og det var den daværende træner, Per Lynge, der gav ham debut. Det skete i en hjemmekamp på den gamle bane 1 - hjemme mod Vejgaard i serie 2 – hvor han fik den sidste halve time på banen i en mudret kamp, som i øvrigt endte 2-2.
Andreas er en rigtig Gug-spiller, der altid har spillet i Gug Boldklub, og med sin gode teknik og forudseenhed på banen, har han igennem alle år været en værdifuld spiller for holdet og en meget vigtig mand i omklædningsrummet. Og han har jo været en solid ankermand i den lange periode på 13 år, der hen over tiden har givet flotte oprykninger og vel nu om dage også en vis stabilitet som Jyllandsseriehold.
Sejr på 'rekorddagen'
På dagen, hvor rekorden skulle slås, var Andreas så uheldig at være blevet ramt af et maveonde. Han gik dog på banen og spillede en brav kamp, hvor han sammen med holdkammeraterne sikrede en god sejr på 3-0 over gæsterne fra Løgstør. Sejren var samtidig en revanche for nederlaget på 2-4, da Gug-holdet tidligere på sæsonen var på besøg ude vestpå.
Da Andreas stadig er fit for fight bliver det super spændende at følge, hvor mange kampe han kan lægge på rekorden.
Kæmpe tillykke med kampantallet og rekorden Andreas.
Anfører Andreas Kaalbye får blomster af tidligere rekordholder René Køpfli (med ryggen til).
Anfører Andreas Kaalbye (yderst t.h.) deltager i jubelen efter Niclas Sørensen-scoring til 1-0 mod Løgstør IF.
Anfører Andreas Kaalbye får gavekort af Venneformand Jørn Axelsen.
Anfører Andreas Kaalbye under lodtrækning ved kampens start - mod Løgstør IF.
En glad anfører, Andreas Kaalbye, får trøje med nummer 319 af klubformand Nikolas Nørby (med ryggen til).