Effektiv generalforsamling hos Vennerne

Text: Benny Nygaard   |   Læs referat fra generalforsamlingen her

35 minutter skulle der i år bruges, så var det hele klaret. En stille mandag aften i klubhuset – den 21. marts. Effektivt og kompetent styret af den tidligere formand for både Gug Boldklub og Gug Boldklubs Venner, Johs. Knudsen. Det var dog også nemt, for der var en rekordlav deltagelse – kun 12, inkl. den siddende bestyrelse.

Formanden, Jørn Axelsen, aflagde indledningsvis sin beretning med omtale af de mange genvordigheder med covid-19, som havde forstyrret nogle af årets begivenheder – veteranaften i februar, generalforsamling i marts samt fejring af 50 års jubilæum i april. Endvidere kom en markedsdag i sensommeren i klemme på grund af det store byggeprojekt på klubanlægget med ny fan- og eventzone.

Indtægter blev derfor hentet ved de andre aktiviteter, bl.a. salg af julekalendere – flot klaret af klubbens mange U8- og U9-spillere. Og ved salg af mange juletræer, hvor gode klubfolk lagde deres indkøb på Skjøtt Arena – og dermed støttede arbejdet hos os. Forløbet her var særdeles godt, så det var en meget tilfreds formand, der kunne takke de mange, der stod bag det hele!

Det store regnskab klarede kassereren, Lars Fischer, med gennemgang af nogle af de mange tal deri. Her var det værd at bemærke, at Vennerne i det forløbne år havde videregivet ikke mindre end 384.650 kr. til gode gøremål i Gug Boldklub. Mere end dobbelt så meget som sidste år. 384.650 kr. Meget meget stort beløb, ikke! De fleste af disse – 340.000 kr. – var en medinvestering i det nye flotte fan- og eventområde på klubanlægget, som nu tydeligvis fremstår som et særdeles attraktivt område til fælles aktiviteter for alle i klubben.

På indtægtssiden var der dog særdeles gode resultater, bl.a. et fremragende salg af julekalendere – med ildsjælene fra U8 og U9 Drenge og Piger – der sikrede rekord for salg – godt 2.300 styk. FantastiskJ

Også salg af juletræer gik godt, og her er det dejligt at opleve, at der flere og flere fra klubben bakker op om dette initiativ. Trods det samlede underskud for regnskabsåret er formuen stadig nogenlunde, om end den går ned ad bakke – med nu 343.992 kr. på kistebunden. Ved årsskiftet!

Resten af dagsordenen – herunder valg - blev klaret uden sværdslag. Alle, der var på valg, ville gerne være med på holdet igen, så der blev genvalg til dem alle – bort set fra en udskiftning på posten som revisor og en ekstra suppleant til bestyrelsen. Dejligt med kontinuitet, selv om den noget aldrende bestyrelse meget gerne ser sig afløst af yngre, energiske kræfter. Disse stod dog desværre heller ikke på spring denne aften. Næste år, måske? Den gennemsnitlige alder er stadig noget opadgående, så behovet for yngre kræfter stiger – og stiger!

Efter fornuftige svar fra Bestyrelsen på gode spørgsmål fra deltagerne kunne Johs. takke for god ro og orden. Og afslutningsvis indbød formand Jørn til bespisning - velsmagende skipperlabskovs med tilbehør og god snak om lidt af hvert.

Tidligere tiders generalforsamlinger var ofte tilløbsstykker og meget langvarige – i hvert fald efter den officielle del. Således ikke i år, hvor der blev lukket og slukket i god tid, så alle kunne komme hjem og gå til køjs ved normal sengetid for de fleste.

Generalforsamlinger savner tydeligvis stadig flere aktive deltagere, og herunder fornyelse. De få fremmødte, der havde valgt at møde op netop denne aften, fik dog vist, at de alle interesserer sig for det gode fællesskab - Gug Boldklubs Venner.  Og det er vi glade for.

Ønsker du i øvrigt – efter her at have læst lidt om os – at komme med i dette fællesskab?
Hvis ja, kan du læse meget mere om os på www.gugboldklub.dk/info/venner - også om indmeldelse (kontingent = 150 kr.).

Læs referat fra generalforsamlingen her ]