Af assistenttræner Amalie Brix Frederiksen.
Forårssæsonen 2020 har været alt andet end forventet. Ligesom resten af fodbold-Danmark har Gug BKs kvinder måtte sætte de ellers gode opstartstakter på standby, fordi noget større end os alle satte hele verden på pause.
I løbet af de seneste uger er der lige så stille blevet trykket lige så stille på 'play' igen. Det har resulteret i tre pokalkampe som både sæsonens opstart og afslutning. Efter to forholdsvis sikre sejre i de to første pokalkampe bevægede Gugs kvinder sig sikkert mod noget, er skulle vise sig at være en for stor mundfuld. Med kendt jord under fødderne bød Gug velkommen til Aalborg Frejas nyoprykkede 1. divisionshold.
Selvom der er hele fire rækkers forskel mellem de to hold, var det med ophøjet optimisme, at damerne betrådte den velplejede bane 1 på Gug stadion. I 27 graders bagende varme blev banehalvdel valgt, og der blev blandt spillere og modspillere nikket god kamp. Vi venter stadig lidt med håndtrykkene endnu. I kampens indledende fase fulgte det nyetablerede Gug-hold heroisk trit, og en forkert offsidekendelse kunne da også have ændret slagets gang i kampens indledning. Men dommeren ville det anderledes, og fejlkendelsen førte til at kontramål til Aalborg Freja i modsatte ende fem minutter før pausen. En mavepuster at gå på pause med.
Anden halvleg forløb langt fra planmæssigt og gav tre hurtige mål til Aalborg Frejas flot spillende damer. Kort før tid pyntede Amalie på resultatet, dog øgede Freja sit forspring med et yderligere et mål kort før dommeren fløjtede den fysisk hårde kamp af. Måltavlen lyste 1-5.
Masser af fotos:
Gug BK’s hoffotograf Bo L. Andersen var forbi. Se de mange gode fotos her.