JS: Den tynde luft drillede mod Farsø

Gug BK - Farsø/Ullits IK   5-1 (2-0)

1-0 Tommi Fabricius
2-0 Andreas Kaalbye
3-0 Nikolaj Lyngø
4-0 Tommi Fabricius
5-1 Tommi Fabricius

Kampfakta


Text: Cheftræner Kasper Stiller.

JS spillede tirsdag hjemme mod Farsø. Fra starten satte vi os på spillet og selvom kvaliteten ikke var i top, var det os på bolden og dermed os, der styrede kampen.

Efter 19. min. blev Tommi Fabricius nedlagt i feltet. Han eksekverer selv og gør det til 1-0 på straffespark.
5 min. senere bliver der sendt et skarpt indlæg ind i Farsøs felt. Marc Dahl forvilder sig op i et luftlag han meget sjældent befinder sig i og header helt fri foran mål, desværre forbi. Om det er den tynde luft i højden, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men den var godt nok stor.
Efter 38 min. kommer Joe fri i højre side, han sender bolden lige ind i panden på anføreren og kampjubilaren Andreas Kaalbye (foto), der sikkert header os i front med 2-0.

7 min. inde i 2. halvleg bliver Marc nedlagt på kanten af feltet. Farsø-målmanden har læst på lektien og stiller muren op efter Hr. Larsens venstre ben. Til gengæld er det en gavebod for Nikolaj Lyngøs højreben og han kanonerer bolden i netmaskerne til 3-0.
Efter 62 min. bliver der slået et indlæg/diagonal over feltet, nyindskiftede Jacob Rundh dirigerer fint bolden første gang tilbage til Tommi, der efter et par snævre træk sender bolden i kassen til 4-0.
Efter 75 min., hvor vi er en mand i undertal, lægger Farsø lidt tryk på og efter et indlæg, hvor vi ikke får bolden clearet ordentligt, ender den ved en fri Farsø-spiller, der sikkert sender bolden forbi en chanceløs Jakob Bæk Jensen.
3 min. senere spiller Jens Joe Klagenberg, Tommi fri, han scorer sikkert med venstrebenet og lukker og slukker kampen til 5-1.

Kampens detalje står Farsø-keeperen for. Lyngø hamrer en bold lige ind i smasken på ham fra få meters afstand. At han spiller videre efter det knockout, er over min forstand.

MVP/kampens spiller blev den hjælpende hånd fra S2, Kristoffer Bruun, med suveræne 14 stemmer efter en fremragende præstation.

Næste kamp er ude mod Løgstør mandag d. 6/6 kl. 13.00.