JS: Sejr på 2-0 i Slaget om Aalborg Syd

Af gugboldklub.sk's udsendte, Benny Nygaard.

Aalborg Chang - Gug BK 0-2

Målscorere: Tommi Fabricius (47. + 75.)


Efter tirsdag aftens noget skuffende uafgjorte resultat på hjemmebane - 1 – 1 - mod Vejgaard var der lørdag middag lagt op til endnu et lokalopgør – nemlig slaget om Aalborg Syd.
Heldigvis kendte Gug Boldklubs unge mandskab denne gang sin besøgelsestid, så trods manglende scoringer i 1. halvleg blev kampen efter pausen afgjort med to fine mål af klubbens måltyv nr. 1, Tommi Fabricius. En sikker sejr, som vores forholdsvis neutrale reporter, Martin Klagenberg, mente skulle have været noget større, ja måske med 2-3 yderligere mål på kontoen!

Lokalopgøret på Provstejorden var programsat til kl. 12:00, men da holdene allerede var klar kl. 11:57, fløjtede han op, dagens dommer.

Minut 1: Jens ”Joe” Klagenberg spiller frontangriberen Tommi Fabricius fri, men det ender i målspark.

Minut 3: Under klumpspil fem meter uden for Gug-feltet, og mens målmanden, Simon Steffensen, er næsten ude på kanten af feltet, sparker en Chang-spiller bolden i en blød bue over venner og fjender mod mål. Den havner dog i nettaget - og heldigvis ovenpå.

Minut 6: Anton Langagergaard slipper godt igennem, men det ender med hjørnespark.

Minut 12: Vi har hjørnespark, og dette passerer gennem hele feltet, hvorefter træner Kasper Stiller vel burde have scoret ved den bagerste stolpe.

Minut 20: Jens ”Joe” Klagenberg skyder tæt forbi Chang-målet på frispark.

Minut 25: Jens ”Joe” Klagenberg spiller Tommi Fabricius helt fri med en fin stikning, men Tommi var ikke helt toptændt, så han tøver lige lidt - og bliver taklet i skudøjeblikket.

Minut 42: Jens ”Joe” Klagenberg spiller Andreas Kaalbye helt fri med en fin ydersidebold i en meters højde, men ”Kålens” tæmning mislykkedes desværre.

Minut 45: Marc Dahl header et hjørnespark lige over mål.

Pause: Et hurtigt interview med Rasmus Peitersen fra Chang (og tidligere Gug), der mener, at 1. halvleg havde været en kedelig affære og ikke bar præg af et lokalopgør. Opgøret stinker langt væk af 0-0 eller 1-1, blev RP og dagens reporter enige om.

Anden halvleg: Rasmus Waarst kommer ind som venstre back i stedet for Jacob Balleby, der havde fået en stempling over anklen.

Minut 47: Marc Dahl spiller en sukkerbold i dybden til Tommi Fabricius, der ikke svigter. 1-0

Minut 53: Jens ”Joe” Klagenberg spiller Anton Lanagergaard helt alene med Changs keeper, men han brænder desværre.

Minut 58: Andreas Kaalbye får gult kort, efter at han i nærkamp med modspiller har lavet farligt spil - siger ham med fløjten.

Minut 62: Emil Melgaard kommer ind i stedet for Nicolai Holm, der lignede en hængt kat efter utallige nærkampe med Changs angribere. Der var bare udsolgt.

Minut 71: Jens ”Joe” Klagenberg og Tommi Fabricius er alene mod to forsvarsspillere, og det ender med, at Tommi snyder den ene og afslutter godt, men Changs bedste mand redder flot.

Minut 75: Tommi Fabricius spiller Anton Langagergaard alene med keeperen, men han halvklarer igen. Tommi er dog nu oppe i gear og sparker riposten i kassen fra spids vinkel. Han er altså bare de rigtige steder ( for det meste. ) 2-0

Minut 77: Jens ”Joe” Klagenberg spiller Tommi Fabricius 100 % fri, men her redder Mathias Jul igen for Zebraerne.

Minut 78: Chang-spiller tager bolden med hånden, og da der bliver fløjtet, løber han tre meter videre og sparker bolden 20 meter væk. Det må du helst ikke gøre igen, siger den meget rolige dommer (læs mere herom i minut 92).

Minut 79: Marc Dahl går træt ud - efter en god kamp med stort løbepensum. Ind kommer Mads Serup.

Minut 85: Anton Langagergaard får igen en pæn chance men sparker over. Det var ikke hans dag, hvad afslutninger angår.

Minut 92: Bolden bliver skudt op på hånden af Andreas Kaalbye, og det takserer dommeren til gult - og dermed rødt kort. Når man så ser dommerens bedømmelse fra minut 78, giver det overhovedet ingen mening.

Man of the match blev jernmanden Jonas Pedersen (foto th.) med seks stemmer, mens målmand Simon Steffensen får ros for i stor stil at klare de forsøg, Chang havde.
Og med den gode sejr på 2- 0 har Gug således indtil videre nu håneretten over de zebra-stribede!

Efter de officielle udmeldinger om den aktuelle situation med covid-19 ser det desværre nu ud til, at 2020-sæsonen må betragtes som overstået – her en uge før den sidst planlagte og afgørende runde. Nærmere information fra DBU/Jylland herom forventes at fremkomme inden for de nærmeste dage, men det kan allerede nu konstateres, at kampene i sidste runde er udsatte – hvad dette nu end konkret betyder, f.eks. med spilletidspunkt! Her var det jo planlagt, at AaB skulle komme på besøg til åres sidste MatchDay på Gug Stadion nu på lørdag.

Med sejren er Jyllandsserieholdet fra Gug Boldklub dog lige nu – her i skrivende stund – placeret i puljens top som nr. 2 – efter Frederikshavn. Holdet har 27 point – og en målscore på 31-13 for de 13 runder, der er spillet. Ganske flot!
Under normale omstændigheder vil denne placering betyde, at holdet til foråret kan spille med i den fine række, Jyllandsserie 1 – og i øvrigt tage to point med over som startbonus for den flotte placering her i efteråret.
AaB møder på hjemmebane her i eftermiddag Frederikshavn, så afhængig af resultatet herfra kan der blive byttet lidt rundt på pladserne, idet AaB med en sejr kan overhale Gug-holdet!

Interessant bliver det dog nu at få officiel information fra DBU/Jylland om den formelle afslutning på efterårssæsonen – og dermed om planerne for forårets puljeinddelinger, ikke mindst!