Af træner Kasper Stiller.
Første træningskamp for JS blev spillet lørdag kl 12.30 på den stormfulde kunstgræsbane i Hjørring. Kampen endte 1-3 til Gug BK.
Til dagens anledning fik vi gravet to “gamle” førsteholdsspillere frem, i form af Mikkel Frimor Holm Jensen og Nicolai Holm Andersen. (Det gav lidt ekstra grå hår til tubs og Mortensen, men som altid ingen brok, de løser det bare og det er en fornøjelse!) De to navnebrødre Holm er et par kloge spillere, som gled lige ind på holdet. Det er luksus, vi har to så dygtige spillere, der kan træde til når vi mangler. Klasse!
Efter gevaldige startvanskeligheder de første 35 min., hvor Hjørring dominerede kampen, slog vi om til at presse højt. Det satte gang i os og vi kunne gå til halvleg med en 2-0 føring efter et klassisk Tommy Fabricius mål og et dejligt køligt mål fra en velspillende Mads Serup Hansen. Stærkt Serup!!!
2. halvleg starter skidt. Efter 5 min får Hjørring scoret, hvor vi kollektivt snorksover. Om det var for meget kræsen om spillerne fra Villy og Kroghs side i pausen ved jeg ikke, men de sidste 40 min. styrer vi kampen og vinder 3-1. Det sidste mål blev scoret af Anton, der ellers havde været uvenner med bolden hele kampen.
Vores nye unge Venstre back, Rasmus Waarst, fik vist der er krummer i ham. Der er stadig ikke nogen der kan komme forbi Søren Astrup og hvis de gør er de selv ude om følgeskaderne. Vores anfører Jesper Amstrup stemplede ind igen, med en virkelig god præstation. Tommi ved stadig hvor målet står, selvom jeg var meget i tvivl efter de første 4 ugers træning og specielt til standerhejsningen.
Generelt en god start med mange gode præstationer og så er det sgu' bare dejligt at være igang igen.