Kommentar af bestyrelsesmedlem Jonas Jensbye.
Vi er pt. Aalborgs fjerdehøjest rangerende klub!
Som overskriften afslører, så blev det for 14 dage siden en realitet, at klubbens førstehold i foråret skal spille JS1 – den øverste del af Jyllandsserien. Dette er klubbens højeste rangering nogensinde, og det er samtidig et vidnesbyrd om, at vi i foråret er højere rangeret end klubber som Aalborg Freja, Støvring IF, Aalborg Chang og Klarup, som alle endte udenfor rækkens top 4. Samtidig er der nu reelt set 3 rækker ned serie 2, hvor klubber som LKB Gistrup, B52 og Aalborg KFUM befinder sig. Så vi er i dag kun overgået af AaB, Vejgaard og Nørresundby Forenede Boldklubber – hvem ville have troet på det udsagn for bare et år siden? Der er sket meget indenfor de sidste 2 år i vores klub, og det første år for Seniorudvalget har budt på en fantastisk rejse med spillere, trænere, tilskuere, frivillige og klubfolk som skønne rejsepartnere.
Egen avl og fokus på en stærk bredde er en del af opskriften
Fundamentet for udviklingen omkring klubbens førstehold ligger dels i flot trænerarbejde fra trænerstaben med Kasper Stiller i spidsen, men også i et fornemt arbejde i vores ungdomsafdeling, hvor det er lykkedes at fostre en række meget talentfulde årgange af spillere, som virkelig brænder for fodbolden og for Gug Boldklub. På det nuværende førstehold er der således kun Lasse Strandberg, der ikke har spillet ungdomsfodbold i Gug Boldklub – det tal for egenudviklede spillere kan de færreste klubber vist matche! Jeg er stolt af denne talentudvikling, og er ligeledes glad for at se, at vi gør meget for at tage godt imod nye spillere i klubben.
Et andet afgørende parameter er, at det er lykkedes at genskabe bredden i vores seniorafdeling, således at vi i dag har et andethold, som spiller med i toppen af serie 3. Vi har fået et fint miljø omkring både et 3. og 4. hold i klubben, hvor der er markant større træningsfremmøde end tidligere, og hvor der er etableret holdmiljøer, hvor ”omklædningsrummet” fungerer. Her har især cheftrænerne Torben Uttrup Andersen (andethold), Rasmus Dahl Larsen (tredjehold) og Morten Skallerup Jensen (fjerdehold) bidraget fornemt til dels at integrere nye spillere i klubben og til at bringe spillere fra U19 ind i seniorafdelingen på fornem vis.
Den tredje ting, jeg vil fremhæve, er den opbakning, vores førsteholdsspillere mærker på hjemme- og udebane fra tilskuere og frivillige omkring klubben. Der skete for alvor et boost i tilskuerinteressen, da holdet rykkede op i serie 1 for halvandet år siden, og opbakningen har været støt stigende siden da. Her har vores MatchDay-koncept helt sikkert betydet meget – mere herom senere i dette indlæg - og det er vildt, at vi kan matche klubber som Vejgaard og Nørresundby Forenede Boldklubber på tilskuerinteresse og faciliteter omkring kampafviklingen.
Det sidste parameter, jeg vil fremhæve, er sammenholdet på tværs af vores 6 hold i afdelingen. Vi oplever flot tilslutning til fællesspisning og lignende arrangementer, hvor bl.a. et engageret spillerudvalg tager stort ansvar omkring kulturen i afdelingen og sammenholdet på tværs. Senest blev dette tydeligt illustreret til årets afslutningsfest, hvor 82 spillere, trænere og ledere holdte et brag af en fest, hvor der var meget at fejre og lykønske hinanden med. Morten Klagenberg fik prisen som ”Årets Seniorspiller” for hans store arbejde for klubfællesskabet i året, der er gået – dette er en pris, der er kommet for at blive, for fællesskabet i vores klub skal hyldes! Vi går efter et endnu højere antal deltagere til festen om et år, men vi er godt tilfredse med stort fremmøde fra alle hold – i gennemsnit 13 deltagere pr. hold! Måske hjalp det også på fremmødet, at vores succesfulde damehold var stærkt repræsenteret? Vi var i hvert fald glade for deres store bidrag til festen også.
En sportsligt meget godkendt efterår – vi har fejret 3 oprykninger
Som beskrevet ovenfor, så sluttede førsteholdet blandt de første fire hold i Jyllandsserien på den – i dette ret unikke tilfælde – ganske behagelige fjerdeplads. Dette efter et efterår med mange stærke præstationer, hvor især hjemmekampene mod Aalborg Freja og Aalborg Chang blev vundet efter overbevisende spil. Der har været lidt for mange udsving i kvaliteten under vejs, og især pointhøsten på udebane skal skærpes, hvis holdet skal bide sig fast, hvor det er er rigtig sjovt i JS1-rækken. Den afsluttende 3-3-kamp hjemme mod den stærke konkurrent Sæby var vel en af kampene på det højeste niveau i sæsonen, og det giver løfter frem mod foråret. Optimismen underbygges ved at iagttage udviklingen hos mange af holdets unge spillere, hvor bl.a. spillere fra årgang 99 har taget store skridt i deres udvikling og etableret sig som stamspillere på holdet. Der skal også lyde stor ros til den rutinerede skare på holdet – de flotte resultater er imponerende med så lav gennemsnitsalder.
Vores andethold sluttede på en tredjeplads og holdt sig lige nøjagtigt indenfor den målsætning, trænerduoen Torben og Michael havde sat for sæsonen. På mange måder en flot sæson for holdet, der dog måtte kigge langt efter Nordens Paris, som tog oprykningen til serie 2. Især træningsindsatsen og mentaliteten er markant højnet i forhold til de seneste sæsoner, og det er lykkedes at integrere mange førsteårs-seniorer på holdet. Flere af disse førsteårs seniorer har allerede markeret sig som profiler på holdet, og er et godt match til stammen af rutinerede spillere.
Førsteholdets oprykning blev flot suppleret af vores tredjehold, der efter en flot sæson i serie 5 kunne fejre, at oprykningen blev en realitet efter en herrefight mod Aalborgstudenternes IF, der måtte rejse hjem med et 3-0-nederlag. Holdet består både af rutinerede, tilbagevendte spillere og flere førsteårs seniorer, og det har været en fornøjelse at følge holdets udvikling hen over det seneste år. Cheftræner Rasmus Dahl og flere ildsjæle omkring holdet har virkelig fået sat en spændende udvikling i gang, som det bliver spændende at følge videre i serie 4.
Klubbens fjerdehold blev eftertilmeldt turneringen i starten af september måned, da det efter en stor indsats fra især Nicolai Jensen lykkedes at samle mange nye, tidligere Gug-spillere omkring holdet. Holdet lagde ud som lyn og torden og vandt sine tre første kampe komfortabelt, og det rakte i sidste ende til en flot tredjeplads i puljen. Efteråret har givet en masse ny luft i lungerne på spillerne, som har højnet niveauet gennem sæsonen, og så har der været stor hjælp fra de yngste oldboysspillere, som har vist, at benene stadig holder til seniorbold. Dette viste træner Morten Skallerup Jensen også, da han både har leveret redninger på stregen og scoret mål i løbet af sæsonen!
Vores U19-hold havde flot kvalificeret sig til Liga 2 gennem kvalifikationen, og holdet startede med en storsejr over Aabybro. Siden hen blev det kun til point mod det stærke hold fra Hjørring i en kamp, hvor Gug var det bedst spillende hold. I den afgørende kamp for overlevelse i Liga 2 blev det til et meget tungt nederlag på 4-3 efter en 3-1-føring kort før tid. Sæsonen igennem har holdet været for smalt, men solid opbakning fra U16-spillere og førsteårs seniorer har givet det styrkede træningsmiljø, som Rasmus Brandbyge og Esben Waarst har arbejdet ihærdigt med at opbygge. Vi er fortrøstningsfulde omkring fremtiden for vores U19-spillere, så turen forbi Liga 3 skal helst være et lille bump på vejen mod et endnu stærkere U19, som er integreret i seniorafdelingen.
Vores tredje oprykning stod vores damehold for i deres første sæson tilbage i klubben – og dette på imponerende vis! En målscorer på 46-12 taler sit tydelige sprog om stærk dominans og lutter sejre, hvis der ses bort fra en kamp mod et kraftigt forstærket Støvring-hold. En stor del af holdets succes er grundlagt i samarbejdet med U18-pige-holdet, idet mange af pigerne har spillet fast for begge hold. Det har givet de unge spillere en rigtig fin start på seniorlivet, og de rykkes permanent op som seniorspillere fra foråret. Stor ros til holdet og den spillende træner Frederikke Lind, som har vist vejen for både de helt unge og lidt ældre spillere. Lidt forventet tilgang udefra er nødvendig for at holdets bredde er stærk nok til at matche ambitionerne om at gøre sig gældende, hvor det er sjoveste i forårets serie 1-kreds.
Det kører også udenfor banen – MatchDay er kommet for at blive
Som tidligere beskrevet er det fantastisk at mærke den hype og energi, der er omkring kampafvikling på vores hjemmebane. Vi har i 2018 gennemført MatchDay de 14 gange, hvor vores Jyllandsseriehold har spillet på hjemmebane. Samtidig har dette givet anledning til, at klubbens øvrige seniorhold såvel som U19 og U15 har fået mulighed for at være en del af MatchDay.
Vi synes, at vores mission er lykkedes omkring at være værter for ”et fantastisk, festligt, farverigt og fodboldglad folkemøde, hvor klubbens fans og bydelens beboere kan mødes til god fodbold og hyggeligt samvær”. Opbakningen med mindst 100 tilskuere pr. kamp – og flere gange mere end det dobbelte – vidner om, at fodbolden i vores klub kan samle vores skønne bydel.
Personligt er jeg overrasket over hvor hurtigt, det er gået med at etablere så stort et setup omkring kampene – og her skal lyde kæmpe ros til mine makkere i Seniorudvalget Erik Steffensen (den store idémager) og Jesper Kaalbye (dialogens mester), som er vildt dygtige til at gøre deres mange kreative idéer til virkelighed. Dette lader sig kun gøre gennem hjælp fra mange sider – og det skal ikke glemmes her. Vi har et korps af frivillige, som yder en kæmpe indsats i forbindelse med alle kampe – her trækker Gug Boldklubs Venner et kæmpestort læs, og vi nyder dialogen og opbakningen fra vores stærke venneforening. Derudover skal der lyde stor tak til inspektør Kasper Krogh, som lægger mange timer i MatchDay og er med til at sikre den gode tilskueroplevelse gennem sit værtsskab.
Så MatchDay er kommet for at blive, og vi nyder det store opbakning til projektet fra bestyrelsen, som vi allerede er i god dialog med omkring, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer omkring det herlige folkemøde. Så glæd jer til 2019, hvor vi helt sikkert har nye initiativer klar – og hvor forskønnelse af de fysiske rammer på vores stadion også vil kunne styrke MatchDay-oplevelsen.
Frem mod foråret - der er endnu mere potentiale at forløse
2018 har været et rigtigt godt år for seniorafdelingen – og ungdomsafdelingen – i Gug Boldklub, men det er faktisk min oplevelse, at vi ikke endnu har udlevet det fulde potentiale. Jeg ser stadig udviklingsmuligheder på vores bedst rangerede hold, og med lav gennemsnitsalder på de fleste af vores hold, så er der grund til forhåbning om, at vi kan lægge endnu et lag på. Derfor har vi også lagt et arbejde i at være på forkant med trænerkabalen for 2019, så nuværende og mulige nye spillere ved, hvad vi har at tilbyde i Gug Boldklub.
Årsskiftet markerer en naturlig brydningstid, og vi siger farvel til vores JS-assistenttræner Jesper Nielsen, som genoptager tjansen som cheftræner i Tranum. Jesper har været et herligt bekendtskab i vores klub, hvor han med sin erfaring og mandskabspleje har sat positive aftryk. Jesper erstattes af Casper Stokbro, som senest har fungeret som cheftræner i Løkken. Vi har store forventninger til Caspers samarbejde med Kasper Stiller, som selv har udpeget Casper som sin makker. De må affinde sig med, at holdet skal have ny holdleder, idet Frederik Mehlbye efter flere år på posten har ønsket at fokusere mere på sit eget fodboldspil. Frederik har været meget vellidt i truppen, og hans humør og uhøjtidelig har sat et positivt præg i omklædningsrummet – derfor er vi også meget tilfredse med, at Frederik har sagt ja til at være en del af trænerkonstellationen omkring vores serie 5-hold i foråret. Personligt betyder det meget for mig, at vi skaber kontinuitet omkring den trænerstab, der har skabt flotte resultater i efteråret, og det er lykkedes med disse aftaler for 2019:
JS: Kasper Stiller og Casper Stokbro
Målmandstræner: Mads Aastrup
Serie 3: Torben Uttrup Andersen
Serie 4: Michael Poulsen og Rasmus Dahl
Serie 5: Frederik Mehlbye
Der søges en assisterende træner til serie 3 og en makker til Frederik Mehlbye omkring serie 5-holdet, mens vi jagter vi en dedikeret cheftræner til vores ambitiøse damehold. Vi håber også, at vi kan mønstre et U19-hold til den kommende sæson, men det vil kræve spillertilgang udefra, så det arbejder vi på sammen med spillere og trænere omkring holdet.
Der har også været en en enkelt rokade i Seniorudvalget, hvor Niels Navne (med det store overblik) er nyeste mand på holdet. Det har han været gennem det meste af efteråret, hvor Søren Mortensen måtte reducere lidt i sine mange aktiviteter i Gug Boldklub. Niels har erfaring som både senior- og ungdomstræner i klubben, og han har lagt mange timer i klubben igennem en årrække. Vi er glade for, at Niels er med ombord, og samtidig skal der lyde en kæmpe tak til Søren for hans store indsats siden Seniorudvalgets start for godt et år siden.
Afslutningsvist vil jeg ønske alle en glædelig jul samt et lykkebringende nytår – vi ses til MatchDay eller til kampe for klubbens mange andre hold i 2019.
Forza Gug BK – en del af noget godt!