Klummen: Gug BK - Frivillighed og nærende fællesskaber

AF JONAS JENSBYE, FORMAND FOR SENIORUDVALGET.

Jeg vil starte min klumme med at beklage, at den har været noget lang tid under vejs. Min primære undskyldning må være en vis ærefrygt i at skulle følge i sognepræst, Jens Bruns, store fodspor. I stedet for at dvæle ved undskyldningerne vil jeg nu hellere bygge lidt videre på Jens’ tanker om, hvad holdsport kan – og derfor vil jeg se nærmere på, hvad Gug Boldklub egentlig kan.

Gug BK er for mig noget helt særligt

Jeg har haft fornøjelsen af at være en del af klublivet i Gug Boldklub, siden jeg som 5-årig (i 1986) sparkede mine første tåflækkere i den smukke blå-røde-dragt. Siden har jeg kun haft en kort afstikker til Dybvad (læs: Dyve), hvor jeg nåede et par kampe for deres førstehold i serie 3, inden jeg havde et studieophold i England. Jeg har lært Gug Boldklub at kende som spiller, træner, leder, bestyrelsesmedlem og som forælder til Silje, der spiller U6. I de mange år har jeg været privilegeret at møde et væld af fantastiske mennesker, som alle har haft det til fælles, at de lægger flid, tid og nærvær i at værne om det gode klubliv.

Fire af mine personlige idoler har været:

1) Ole Larsen og hans nu afdøde kone, Ruth, som var indbegrebet af klubånd og service i Gug Boldklubs kantine, da jeg havde mine sidste ungdomskampe og første seniorkampe i klubben.

2) Benny Nygaard – den ultimative holdleder og klubmand - som altid sikrede balancen mellem salt og druesukker for førsteholdsspillerne, og som skrev fantastiske kampreferater. I dag nyder Bladudvalget godt af sidstnævnte færdigheder.

3) Lars Müller havde jeg som U19-træner, og han var som spiller en super rollemodel og hjælp for mig, da jeg rykkede op som seniorspiller – siden hen viste han sig også at være en dygtig seniorformand, som har inspireret mig i mit nuværende hverv.

4) Erik Steffensen, som gav mig debut på klubbens førstehold, og siden er blevet en af mine ”partners in crime” i seniorudvalget. En fantastisk ildsjæl bag Gug Håndbogen og en idémager af den anden verden.

Dette er et meget lille udpluk blandt de mange ildsjæle, jeg har mødt på min vej i klubben, og jeg nyder at se, hvordan frivilligheden blomstrer i vores klub. Mange gode folk lægger kræfter i trænerarbejde, udvalgsarbejde, bestyrelsesarbejde og hjælper til med projekter i vores klub – det gør, at vi som klub har kunnet udvikle os fornemt de senere år.

”En del af noget godt”

Når vi afvikler MatchDay i Gug Boldklub, er det under sloganet ”en del af noget godt”, og det synes jeg virkelig, at vi lever ud. Gug Boldklubs Venner viser mig fantastiske eksempler på, hvad det ”gode seniorliv” kan byde på. Det er for mig frivillighed med mening! En bestyrelse og mange udvalg, som uden egennytte investerer i klubben og i de mennesker, som finder glæde i spillet med den lille runde på Vissevej. Spillere og trænere byder sig til, når der er brug for hjælp, og deres familier er som regel også klar til at tage fat. I mit virke som erhvervspsykolog taler jeg med mange, som kan føle sig presset af nutidens tempo, idealer og krav. Det kan bevirke oplevelser af meningsløshed eller ensomhed, men det kan også resultere i fx stress og angst. Mange kan opleve at miste fodfæste og overblik for en tid, men her er fritidsinteresser og stærke fællesskaber ofte det, der kan bringe smilet og overblikket tilbage igen. Derfor er det bare så meningsfuldt for mig at være en del af et klubliv, hvor vi sammen skaber resultater på og uden for kridtstregerne.

Et fantastisk, festligt, farverigt og fodboldglad folkemøde

Gug-borgere behøver hverken drage til Bornholm eller Nykøbing Mors for at gå til folkemøde, for syv gange pr. halvsæson er Gug Boldklub værter for MatchDay, som er rammen for byens lokale folkemøde. Når der er MatchDay tryller vores førstehold (Jyllandsserie 1) og mindst et af klubbens øvrige hold på banen, mens frivillige i form af seniorudvalget (Jesper Kaalbye, Niels Navne, Erik Steffensen og undertegnede), Gug Boldklubs Venner og MatchDay Sjakket (en række frivillige hjælpere) sørger for, at de mange tilskuere både kan nyde samværet, fodbolden og lidt godt til hals og mave i en festlig atmosfære. Det er enestående, hvordan så mange klubfolk, sponsorer og Gug-borgere har taget dette koncept til sig! Det er jo gratis at komme ind, og jeg har også haft mange gratis oplevelser i klubben. Det er vigtigt at minde hinanden om i en tid, hvor man mange klubber kæmper med, at frivilligheden dør ud. Det skal være glæden og ikke honorarer, der driver værket. Det er mine fire førnævnte idoler blandt glanseksemplerne på!

1000 tak for mange vidunderlige timer på klubbens anlæg til inspektøren, trænerkolleger, holdkammerater, bestyrelseskolleger, spillere, forældre, tilskuere, frivillige og ikke mindst mine skønne kolleger i seniorudvalget.

Vi ses på anlægget til næste MatchDay den 13. april!

Tak for ordet – Forza Gug BK.




**KLUMMEN** - EN NYHED PÅ GUGBOLDKLUB.DK

Ovenstående indlæg er et indslag i en række nye klummer på gugboldklub.dk.


Klummen bliver et fast indslag løbende hen over sæsonen med forskellige skribenter. De fleste vil nok være en del af klubbens liv, men hvem ved, måske også udefra kommende skribenter indkaldes undervejs.
Emnerne står den pågældende skribent ret frit for. Så længe det drejer sig om Gug BK, Gug, fodbold i al almindelighed, holdsport eller andet med interesse for Gug BK-folket.

Klummeskrivere vil bl.a. være:
* Sognepræst, hardcore Gug-supporter Jens Brun.
* Seniorformand, tidligere førsteholdsspiller med 92 kampe - Jonas Jensbye.

* Ildsjæl, U9-træner - Emil Adelborg.
* Formand emeritus, Old Boys-chef - Henrik Schnoor.
* Træner, med et skarpt øje for både herre- og damesiden - Torben Uttrup.
* Klubbens Grand Old Man, æresmedlem - Benny Nygaard.
* Bladudvalgsmedlem, tidligere stævnebestyrer – Anders Nørgaard.
* Hårdtarbejdende formand, pigetræner - Henrik Sørensen.
* Koryfæ, midtbanegeneral på jyllandsserien – Simon Brix Frederiksen.
* MatchDay-maker, Old Boys-profil i AaB – Erik Steffensen.
* Grand Old Boys-profil, bladudvalgsmedlem - Lars Fischer.

Og flere navne kommer givet til!

Har du bud på skribenter – eller vil du bare gerne selv bidrage – så grib fat i webredaktøren via kma@stofanet.dk.