Markedsdag den 24. august

Kom til markedsdag på Gug Stadion!

Gug Boldklubs Venner indbyder igen de lokale beboere til at opleve den årlige markedsdag - nummer 47 af slagsen, lørdag den 24. august. En tradition, som har vist sig stadig at have interesse og med mange gengangere fra år til år – specielt med loppemarkedet som det store trækplaster.

Programmet for dagen begynder som altid med gratis kaffebord kl. 9 – med frisklavet kaffe og friskbagte rundstykker fra den lokale bager. En god start på dagen, der herefter - kl. 10 – åbner for loppemarked, kræmmermarked, legetøjsmarked og tombola. Også markedsteltet åbnes, så man derfra kan følge med i begivenhederne.

Der er i igen år plads til nogle kræmmere, så der bliver mulighed for at gøre gode handler.

Børn med talent for salg, der skal have ryddet lidt op i deres legetøj, er meget velkomne til at oprette en lille bod, hvorfra der kan tjenes en skilling. Et tæppe eller et lille bord plejer at være tilstrækkeligt for at kunne åbne sin egen butik. Imens kan lillebror eller lillesøster boltre sig på den store hoppepude, der er opstillet i nærheden.

Ved middagstid bydes der igen på gratis mad - sildebord. Forhåbentlig vil mange benytte sig af tilbuddet og samtidig slappe af til festlig musik, som den himmerlandske duo Spildæk leverer. Deres repertoire af velkendte hits forventes at give ekstra god stemning på markedspladsen.

Markedsdagen foregår jo på Gug Stadion, så der bliver lejlighed til at se nogle af Gug Boldklubs mange unge talenter dyste mod gæstende hold. Straks fra morgenen er det de små talenter – U8 Piger og U10 Drenge - som er på banen. Senere spilles et par særlig spændende kampe. Først skal Gug Boldklubs nyoprykkede serie 2-hold - allerede kl. 11 - spille mod Vester Hassing/Gandrup, og bagefter – kl. 13 – skal klubbens talentfulde Jyllandsseriehold dyste mod nyoprykkerne fra Aabybro IF.
Der bliver ligeledes mulighed for at prøve at spille petanque på Gug Petanque-klubs nyåbnede nye baner. En afslappende sport, som nu om dage tiltrækker ret så mange af den lidt ældre generation specielt.

Ved aftenstide afholdes fællesspisning i Markedsteltet – med dejlig buffet fra Møllehuset oppe i Asaa. Alle er velkomne til en hyggelig aften i samvær med bl.a. mange af klubbens seniorspillere, der i år benytter lejligheden til at slå to fluer med ét smæk, nemlig at holde en af deres fællesspisninger sammen med tilskuere til deres kampe og andre fra klubben.
Tilmelding på t: 20126798 - senest den 21. august.



INDSAMLING TIL LOPPEMARKED

Dagen før markedsdagen – altså fredag den 23. august kl. 17-20 – kører nogle af klubbens ældre spillere rundt i Gug og Visse for at indsamle ting, som husstandene ønsker at give til det gode formål, loppemarkedet. Det er der heldigvis en rigtig god tradition for. Alle, der ønsker at bidrage dertil, opfordres derfor til lidt oprydning på loft, i garage og andre gemmesteder.
Husk, at stille tingene ud til vejen – inden kl. 17.
Blandt de mange, der kommer til loppemarked, er interessen for selv forholdsvis ny elektronik, tv-apparater, tunge møbler og hårde hvidevarer lig nul. Disse ting står derfor ikke mere på Vennernes ønskeseddel, desværre.
Men husk f.eks., at gode gamle, brugbare cykler er i høj kurs, så dem tager vi meget gerne imod – og med på lastbilen.



Overskuddet fra markedsdagen går - som altid, når Vennerne er på banen - til gode formål for Gug Boldklubs mere end 600 medlemmer.

Gug Boldklubs Venner håber derfor nu på nogenlunde stabilt vejr henne i sidste halvdel af august, så mange finder vej til Gug Stadion – og medvirker til endnu en festlig markedsdag, lørdag den 24. august.