Nyt tidspunkt for veteranaften

Hører du til Gug Boldklubs gamle garde af spillere, trænere og andet godtfolk, så sæt straks kryds i kalenderen

Mandag den 20. marts 2023 kl. 18:30 – 22:00

På dette tidspunkt gennemfører Gug Boldklubs Venner nemlig igen den gode tradition med en årlig veteranaften – nu for 12. gang. Og arrangementet foregår som altid i overetagen i Gug Boldklubs klubhus. En måned senere end tidligere planlagt, for planer bliver – som bekendt nogle gange ændret af forskellige årsager – og således også her.

Bestyrelsen for Vennerne arbejder i denne tid med at træffe aftaler om arrangementet, men vi kan da allerede nu røbe, at det bliver ”business as usual” – lidt som 90 års-fødselsdagen på tv nytårsaften. Dog ikke så overdådigt som sidste år, hvor veteranaftenen jo blev fejret sammen med 50 års jubilæet for Vennerne.
Men der bydes på god mad med læskedrikke, foredrag af en ukendt gæstetaler samt anden underholdning – som supplement til hyggeligt samvær med klubkammerater fra de gode gamle dage!

Der udsendes indbydelser i god tid inden arrangementet til alle, vi har e-mail-adresser på fra tidligere. I indbydelsen fremgår detaljer om, hvad der bydes på – og om startgebyr for deltagelse mv.

-bn