Nyt tiltag i Gug Boldklub for de mindste fodboldspillere - Tag de små poder med til det nye initiativ LEG MED BOLDEN ganske gratis.
Flere forældre og mange af vores spillere med små børn spørger løbende til, hvor tidligt man kan starte til fodbold i Gug Boldklub – svaret har det seneste år været ca. 4-5 år, da vi i 2019 søsatte et nyt U5-hold. Efterspørgslen på tilbud til de helt små er dog ikke stoppet af den grund. Derfor arbejdede vi i foråret med ambitionen om at starte et tilbud op for de børn i alderen 2-4 år, som bare gerne vil ned og trille lidt med den lille runde. COVID-19 fik sat en stopper for de planer, men nu er vi i bestyrelsen glade for at kunne præsentere initiativet ”leg med bolden”.
Det er et gratis tilbud, hvor der stilles bolde og mål til rådighed, og hvor klubben stiller nogle koordinatorer til rådighed, som kan være med til at skabe rammerne om gode oplevelser for børnene og deres forældre på Gug Boldklubs dejlige anlæg.
”Leg med bolden” bliver et fast initiativ hver søndag formiddag kl. 9.00-10.00, og vi fløjter til samling første gang søndag den 16. august kl. 9.00.
Vi håber på stor opbakning til dette initiativ – og det vil også være en stor hjælp, hvis flere forældre vil bidrage på banen, så vi kan tage bedst muligt hånd om de forhåbentlig mange glade børn. Legen vil være i højsædet og det at få skabt en kærlighed til bolden og fodboldspillet i en helt tidlig alder.
For at kende lidt til forhåndsinteressen vil vi gerne høre fra alle interesserede via dette skema - eller via kontakt til klubbens næstformand Jonas Thimm Jensbye på seniorformand@gugboldklub.dk / t:41180910.
Rigtig god sommer til alle små og store i og omkring Gug Boldklub.