Pokalbrag tirsdag aften på Skjøtt Arena

Aalborg Frejas 2. divisionskvinder gæster Gugs nyoprykkede JS-hold.

Der venter noget af en test for Gug BKs bedste kvindehold, når Aalborg Freja tirsdag kl.  19.00 kommer på besøg til et rigtigt lokal- og pokalbrag. Aalborg Freja indledte søndag sæsonen med at spille 1-1 i 2. division mod KoldingQs liga-reserver, mens Gugs nyoprykkede JS-hold først indleder på torsdag på Team Østvendsyssel. På forhånd ligner det en tæt på umulig opgave for Jan Madsen og Thomas Dal Andersens tropper, men det er et selvtillidsfuldt hjemmehold, som stiller til kamp. Holdet har under de to herrers ledelse således gjort rent bord med lutter sejre i samtlige betydningsfulde kampe, og i den seneste pokalkamp blev ærkerivalerne fra B52 fra JS sendt retur til Scoresbysundbyvej med et 8-0-nederlag.

Så kig ned tirsdag den 17. august kl. 19.00 og bak op om vores piger, så vi forhåbentlig kan lave overraskelsen og spille os videre i pokalturneringens næste runde. I tilfælde af Gug-sejr er det Fortuna Hjørrings førerhold i Kvindeligaen, der gæster Skjøtt Arena i næste pokalrunde.

Vel mødt!