Seniorafdelingen er i fuld gang

Af Jonas Jensbye, seniorudvalget.

Status i seniorafdelingen: Opstarten er godt i gang på træningsbanen, herre U19-spillerne integreres på seniorholdene, og trænerkabalen er stort set på plads

Efter lørdagens vellykkede standerhejsning med fint fremmøde af både herre- og damesenior samt oldboys-spillere, er der en fin anledning til lige at gøre kort status på livet i seniorafdelingen.

Vi er meget tilfredse med den energi og træningsiver, som har præget spillere og trænere i de første uger efter vinterpausen. Flere nye spillere har fundet vej til anlægget, og vi oplever, at stadig flere spillere starter op tidligere end foregående år. Det betyder, at der på nogle træningsaftener har været op imod 65 herrespillere og 25 kvindespillere – det tegner lovende! Især fordi mange spillere pga. ferie og andre forpligtelser ikke har været på banen endnu.

Foråret 2023 skal nok blive yderst spændende for seniorholdene i Gug Boldklub – ikke mindst fordi vi er lykkedes med en god blanding af kontinuitet og nye inputs på trænerfronten. Den nye trio på JS1, Michael, Thorsten og Povl, er kommet rigtig godt i gang med holdet, og det tætte samspil med serie 2-trænerne, Torben og René, er allerede veletableret.
På kvindesiden kører Jan, Thomas og pigerne videre med stor energi, mens vi er i dialog med kandidater til den vigtige og spændende post som serie 2- kvindetræner. Omkring herrernes serie 3-hold har Thomas fået SoMe-manager, Tom Ballentin Larsen, ind i trænerstaben, hvor han bidrager med stort engagement, humør og vigtig coaching af især de unge spillere på holdet. Frederik er også stadig med i det stærke trænerteam, men hans private arbejde gør, at det bliver i lidt mindre omfang end tidligere. Jacob har lavet et imponerende stykke arbejde med de normalt lidt træningsforsigtige serie 4-spillere, som nu er 15-20 mand på træningsbanen. Der arbejdes på, at Jacob får en trænermakker omkring serie 4-holdet, mens der også vil blive satset på et nyt serie 5-hold. Med andre ord er ambitionen at have 5 herre- og 2 dameseniorhold i foråret, som suppleres af vores dygtige og meget selvkørende 7-mandshold hos både herrer og damer.

Det betyder samtidig, at vi i foråret ikke får et U19-hold, og det er en beslutning, som er taget i samspil med spillerne selv og bestyrelsen. Vi håber, at grundlaget for at have et U19-hold er til stede igen til sommer, hvor flere spillere vender retur fra efterskole, mens det næste kuld af spillere rykker op fra det nuværende U16-hold.

Vi er glade for, at vi i Gug BK har fremad- og opadstræbende ungdomsårgange i vores 2004-, 05- og 06-spillere. De har været spændende at følge og konstruktive at være i dialog med omkring, hvad de ønsker af en god og attraktiv fodboldklub. I starten af januar 2023 afholdt vi igen et møde med spillerne, hvor spillerne ytrede ønske om at spille seniorfodbold, hvor mange af dem allerede har spillet mange kampe i 2022. Beslutningen om at være seniorspillere er blevet fulgt godt op på træningsbanen, hvor der er stort fremmøde og masser af kvalitet hos de unge spillere. De er således allerede attraktive for  flere af klubbens højest rangerende hold, og samtidig er de gode til at indgå i afdelingens sociale miljø. Der vil naturligvis stadig være fokus på, at de føler sig godt til rette i seniormiljøet, samtidig med at de stadig skal opleve det særlige ved at være ungsenior i klubben. Så opfordringen herfra lyder: Lad os få endnu flere spillere på banen igen fra årgangene 2004, -05 og -06, så vi rigtigt kan få dyrket dette ungseniormiljø.

Så rammerne for en fremragende forårssæson er stort set på plads, og vi glæder os til at følge vores spillere – faste, nye, unge og ældre – i de kommende opstartsmåneder frem mod sæsonen. Træningstiderne på kunstgræsbanen er i de kommende uger som følger:

Tirsdag og torsdag kl. 19.00-20.30: Herresenior JS1 + damesenior KS Vest & serie 2
Tirsdag og torsdag kl. 20.30-22.00: Herresenior Serie 2, 3, 4 og 5 (inkl. ungsenior-spillere).

Mere info om holdene og kontaktoplysning + info til nye spillere i klubben findes på seniorsiden her.

Vi ønsker trænere, spillere, ledere, frivillige hjælpere og supportere en rigtig god sæson!

Med sportslige hilsner
Seniorudvalget i Gug Boldklub