Henrik Schnoor har endnu gang haft den store regnemaskine fremme og ajourført statistikken med de mange spillere, som har spillet på Gug Boldklubs førstehold siden 1972 frem til i dag. Og dermed forsvaret klubben op og ned gennem jyllandsserien, serie 1, 2, 3 og 4.
Statistikken viser antal spillede førsteholdskampe i Gug Boldklub i perioden fra 1972 - indtil den 1. august 2019.
Simon ”Traktor” Frederiksen nærmer sig klubikonet René Køpflis kamprekord. Simon er på imponerende 279 kampe mod Renés vanvittige 318 kampe. Så med lidt god vilje kan vi se frem til en ny mand på toppen af denne liste senest i efteråret 2020.
Ellers har forsvarsgeneral Jesper Amstrup nu opnået 174 kampe og kilet sig ind på listens 7. plads foran nuværende serie 2-træner Søren Mortensen. Lasse Skov ligger stadig side om side på 5. pladsen med æresmedlem Claus Willadsen med 178 kampe.
Jens 'Joe' Klagenberg bliver nok den første i dette efterår, der runder de 100 kampe. Han er på listen på 97 kampe.
Tjek selv listen med en perlerække af klubkoryfæer, 'goalgettere', elegante forsvarsspillere, løbestærke midtbanefolk, farverige målmænd og alle de andre der har gjort sig i de blå og røde striber gennem årene.
[ TJEK STATISTIKKEN ]