Trænerkabalen på plads i seniorafdelingen

Trænerkabalen er på plads i seniorafdelingen. Rene Dam Jensen og Frederik Mehlbye er nye ansigter i trænerteamet.

Der er blevet undersøgt mange trænernavne og trukket på seniorudvalgets netværk i vores søgen efter de sidste brikker til forårets trænerkabale. Som tidligere udmeldt har vi valgt at opgradere serie 2-trænerteamet med Ib Brix i en funktion, som skal hjælpe til på træningsbanen og især have fokus på at sikre det gode sociale miljø omkring holdet samt den gode overgang ind på seniorholdene for flere U19-spillere. Dermed har vi manglet en assistenttræner til Flemming, og her er valget faldet på Rene Dam Jensen (foto øverst), som i 2022 vil varetage den vigtige funktion.

Rene er 39 år og bor i Gug med sin kæreste og deres 3 sammenbragte børn. Han holder fodboldformen ved lige på Aalborg KFUMs frygtede oldboys-hold, hvor mange tidligere AaB-profiler også gør sig gældende. Rene har selv en fornem spillerkarriere bag sig, som tog fart som ungdomsspiller i AaB, hvor han spillede både U17 og U19 DM. Herfra gik turen via Nørresundbys DS-hold til Blokhus i 2. division, inden har sluttede af i Aalborg KFUM, hvor han var med til for første gang at spille holdet i Danmarksserien. Hos Aalborg KFUM har Rene også prøvet kræfter med trænergerningen som assistenttræner for den tidligere Gug-træner Kim Ray Nielsen omkring klubbens U19-hold.

Der er med andre ord tale om en meget godt skolet fodboldhjerne, som helt sikkert vil kunne lære vores talentfulde spillere meget. Trænererfaringen ligger en del år tilbage, men nu har trænersulten meldt sig igen, og vores samtaler efterlader os med et indtryk af Rene som en ydmyg, dedikeret og yderst behagelig person. Han er motiveret og klar på at støtte Flemming og holdet på vej mod et sundt og godt sammenhold og stærke resultater. Stort velkommen i vores klub!

Thomas Nielsen fortsat træner for serie 4
Det er vigtigt for os at få nye perspektiver ind udefra som med Rene, men mindst lige så vigtigt er det, at vi har nogle stærke klubfolk og kulturbærere i vores trænerteams.

Thomas Nielsen og Frederik Mehlbye (foto t.h.) er blandt disse særlige klubfolk, og vi er meget glade for, at Thomas efter en kort tænkepause har meldt sig klar til fortsat at stå i spidsen for serie 4-holdet. Thomas har lagt mange timer og energi i opgaven i efteråret – både på træningsbanen og med at samle hold til weekendens kampe.

Vi tror på at holdudtagelsen lettes, når konkurrencen om pladserne skærpes yderligere i foråret, hvor træningskulturen også skal have et løft. Her skal Thomas og Frederik sammen med Anders (U19) og Jacob (som fortsætter i spidsen for serie 5) nok få skabt noget fedt sammen med spillerne på træningsbanen. Frederik er med sit smittende humør og stærke evner som motivator en god makker for Thomas, og det vil også betyde en god aflastning omkring de praktiske træneropgaver. De er begge garanter for ”det gode omklædningsrum”, som Jacob også dygtigt har skabt omkring serie 5-holdet.

Opstart i januar
Vi har en rigtig god fornemmelse omkring den samlede trænerkabale og glæder os for alvor til at få spillere og trænere tilbage på træningsbanen – træningen for serie 2 starter op på tirsdag (25/1) kl. 20.30, mens U19, serie 4 og 5 hyggetræner i de kommende uger og starter op for alvor mandag den 31/1 kl. 19.00. Så du kan både nå at købe nye støvler og få hevet kammeraterne med til træning :-)

Vi ønsker alle en rigtig god sæson! Forza Gug BK!

Med sportslige hilsner
Seniorudvalget