U16 drengene i Liga 1


Af Kasper Krogh, holdleder.


Efter lang tids søgen efter en ny træner til vores talentfulde U16 Drenge kom vi i kontakt med Jesper Jørgensen, lige inden sæsonen startede i efteråret. Jesper, der til daglig er skolelærer på Vestbjerg skole, er uddannet træner med A-licens. Jesper har bl.a. været træner for AaB, Vendsyssel FF, Team Viborg o.a.
Derudover blev Anders Rundh, som er gammel kending på årgangen, ansat som målmandstræner, og Kasper Krogh har fungeret som holdleder, i det omfang hans arbejde tillod det.

Jesper kunne hurtigt konstatere, at det var masser af potentiale på årgangen. De havde hurtige fødder, var gode med bolden, havde et super sammenhold osv. Men der, hvor der især var plads til forbedring, var drengenes mentale tilgang til spillet. Drengenes hoveder blev enormt udfordret, hvilket ude fra var sjovt at se på.

Fra sæsonstart kunne vi desværre hurtigt konstatere at der ikke var nok spillere til at have et 2. hold i U16, men ”heldigvis” var U17 udfordret med at stille et hold, så derfor kom alle de spillere, der ikke blev udtaget til U16 Liga 2 til at spille U17 kval 3 hos træner Morten Skallerup. U-16 og U-17 har trænet sammen hele efteråret.

Med Jespers tilgang fik drengene også mulighed for at tilknytte Jespers egen platform www.footballhunter.dk. Drengene fik en tracker på deres læg til kampene, og den registrerer alt, lige fra antal pasninger, hårdeste spark, hvor langt du har bevæget dig i alt - både i sprint, løb og gå tempo m.m.
Drengene synes, det har været sjovt, især hvis man kunne drille sin kammerat lidt med enten det ene eller andet data, som trackeren jo afslører.
Derudover er nogle af deres kampe blevet filmet med klubbens eget VEO-kamera, som Vennerne sponsorerede til Gug Boldklub sidste år. VEO har også givet drengene og Jesper mulighed for at se diverse spilsituationer igennem.

Man må sige at det vist er fortjent at drengene rykker op i Liga 1. 12 kampe, 10 sejre og to uafgjorte, 32 point og en målscore på 45-9.


Årgangen glæder sig vildt til foråret, trods det kan indebære køreture til Næsby, Sanderum, Svendborg, Vejle, Kolding osv.

Som en tidlig julegave til drengene og til klubben har Jesper forlænget sin kontrakt med Gug Boldklub, og skal derfor også guide drengene igennem forårets kommende store udfordringer.


Vi har givet vores drenge mulighed for at komme med deres egen vinkel på sæsonen. Deres udtalelser er rå, uredigerede og direkte fra deres egne “teenagehjerner”.


Mathias Møller
“Jeg synes at vores spil er blevet meget bedre efter vores nye træner er kommet til. Men når det hele ikke helt kører, så går vi tilbage til vores gamle spillestil med lange bolde, og vi spiller ikke sammen som et hold men prøver at komme til egne chancer.”

Anders Broe, kantspiller
“Jeg synes det vildt den udvikling vi har været igennem på så kort tid. Vi går fra at ligge nummer 5-6 i Liga 2 til at vinde Liga 2 og ender med at rykke op i Liga 1.
Det viser også, hvor meget vores træner, Jesper, har gjort for mig og holdet. Hele holdet håber på vi kan give noget til klubben og Jesper i næste sæson.”

Gustav Hvidberg
“Det har været en meget anderledes sæson, end hvad vi har været vant til, med ny træner og ubesejret i Liga 2. Men det har været en super spændende sæson, og jeg håber kun på det samme i Liga 1 - med forhåbentlig flere gode resultater”

Jonas Vanggaard
“Jeg er positivt overrasket over vores præstationer i denne sæson. Vi præsterede langt bedre end vi havde forventet. Vores nye træner, Jesper, mener jeg spillede en stor rolle for vores gode resultater. Hele holdet har udviklet sig meget på blot et halvt år. Jeg ser frem til en ny sæson i Liga 1 - med nye oplevelser og udfordringer.”

Magnus Lind
“Jeg blev desværre skadet tidligt i sæsonen og er blevet meniskopereret to gange. Det har været en fornøjelse at se holdet rykke sig så meget hen over sæsonen, blandt andet pga. en ny engageret træner. Jeg er endelig tilbage på banen og glæder mig til næste sæson.”


Jacob Alenborg
“Det har været en fantastisk med en virkelig dygtig ny træner, der har kunnet få det bedste ud af os alle, og gang på gang overrasker han os. Jeg føler, at vi er blevet et stærkere hold på banen men også uden for banen. Vi må jo håbe, det bliver ved med at gå så godt.”

Emil Brix
“Jeg har trænet få gange i Gug, og jeg er glad for træningen. Det er dejligt med få men meget gode øvelser. Super modtagelse af både spillere og trænere og dejligt at være tilbage i Gug.”

Mathias Pjengaard
“Det har været en fantastisk sæson. Næsten ‘The perfect season’. Der var kun et par enkelte uafgjorte. Succesen og oprykningen skyldes til dels holdets talent og vilje, men uden tvivl også vores nye og helt fantastiske træner, Jesper.”

Elias Wiederholt
“For mig har denne halvsæson være rigtig god. Jeg har mere eller mindre været ude et år grundet skade. Dog kunne det ikke mærkes, da jeg første gang efter pausen igen kom ned og trænede med. U16 og U17 er nu slået sammen, og det gør, at vi er en del flere til træning. Det er kun positivt. Med to nye trænere, i hvert fald for mig, har det været et rigtig spændende halvår. Jeg nyder at træne og spille kamp og sætter generelt stor pris på sammenholdet her i Gug. Jeg ser frem til flere gode år og glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer.”

Mathias Vestergaard
“Jeg synes sæsonen nok har været vores bedste sæson nogensinde. En sæson med masser udvikling af hver spiller, men også os alle som et hold. Og kæmpe ros til træneren.”

Elton Bytyqi
“Back-spiller, kommer oprindelig fra Kosovo, bor i Aalborg, Danmark. Jeg synes, at sæsonen har været meget spændende. Vi har haft nogle rigtig gode kampe, og rigtig mange af dem har vi vundet. Vi har trænet meget hårdt til træning og til kampene. Jeg tror personligt at vi har udviklet os så meget som hold pga. vores nye træner. Han er rigtig dygtig. Jeg har personligt også rykket mig meget, og har udvidet min spilforståelse og teknik.”

Nikolaj Stoffersen
“Spiller normalt U16, men i denne sæson har det for mit vedkommende stået på U17 fodbold. Det har været spændende og udfordrende, fordi fysikken har været på et andet niveau, end hvad jeg er vant til. Ser frem til en ny sæson, hvor U16 skal spille Liga 1, med en masse hård træning og kamp om pladserne.”

Kristian Berger
“Det er været en fremragende sæson for os. Vi har alle lært en masse og udviklet os meget som både fodboldspillere og hold. Vores indstilling og spillemåde i sæsonen har været forrygende allerede fra første kamp, og det har bragt os til tops.”


Andreas Thisted
“Jeg synes. det har været en meget god sæson, og jeg synes at de taktikker, vi bruger passer rigtigt godt på holdet. Jeg føler, at jeg har udviklet mig, og det er jeg glad for. Jeg ser frem til endnu en sæson på den anden side af jul.”

Christoffer Vardinghus
“Jeg vil gerne sige tak til mine holdkammerater og vores nye træner Jesper for en rigtigt god sæson. Jeg synes virkelig, at vi har udviklet vores spilforståelse og vores måde at spille fodbold på. Jeg ser virkelig frem til næste sæson i Liga 1.”

Lukas Krogh
“Fredag (1.11) rykkede vi op i Liga 1. Det blev fejret med champagne og fest. Forud for det så er det bestemt ikke vores egen fortjeneste. Vores nytilkomne coach, Jesper, har gjort et kæmpe indtryk på os. Vi gik fra at kæmpe for at blive oppe i Liga 2 til at rykke op i Danmarks bedste U16-række. Det hele er sket i en periode på ca 1/2 år. Vi er gået fra at spille ‘indianerbold’ til at spille noget fodbold, som man kun ser i de bedste rækker.
Første gang vi mødte Jesper, snakkede vi lidt om, hvad vi havde problemer med sidste sæson. Der blev vi alle enige om, at mål i modstanderens net var vores største problem. Vi blev enige om, at det skulle forbedres. Lige p.t. ligger vi med en målscore på 32+, og vi mangler stadig en kamp.
Ikke nok med at vores spil er blevet forbedret, så er vores sammenhold også blevet boostet. Det her er en tur, som vi alle går i gennem sammen, og det er de færreste, jeg kender, som har gjort det, som vi har gjort. Det har også påvirket spillere fra andre klubber. I starten af sæsonen mødte vi sølle 18 spillere op. Så sent som i torsdags stod vi 30 spillere klar til at spille en seriøs omgang bold.
Søndag (17.11) har vi chancen for at gå ubesejret gennem Liga 2. Det har været en rejse, som er ‘once in a lifetime, og her på holdet er vi glade for at kunne dele den sammen med jer, både forældre og Gug-tilhængere. Vi takker alle for den kæmpe opbakning vi har modtaget, så lad os nu lige runde det hele ordentlig af med en sejr på søndag.
Forza Gug”

Jacob Rundh
“Jeg synes, sæsonen har været svingende. Vi kørte gennem de første par kampe på 6-0, 8-0, 4-2 og 5-1. Derefter mener jeg, vi begynder at tage lidt let på det. Ærgerligt.
Ud over det, var det en dejlig sæson med holdet, og jeg ser frem til endnu en.”

Mathias Lyhne
“Jeg synes generelt, det har været en fantastisk sæson. Både holdet og jeg selv har haft en kæmpe udvikling, og jeg er spændt på foråret.”

Niclas Pedersen
“Jeg synes, det har været en virkelig fed sæson. Vi har fået en ny virkelig dygtig træner. Jeg husker første gang, vi mødte ham, at vi snakkede om vores ambitioner og blev enige om, at vi ville blive et midterhold. Vi har bevist, at vi slet ikke er et midterhold, - så tusind tak for denne sæson gutter og lad os gå ud og vise, hvad vi er lavet af i Liga 1”