U9 Drenge til DBU Stævnedag

Alle tre U9 Drenge-hold har været i aktion lørdag til DBU Stævnedag.

Her følger en beretning om ét af holdenes oplevelser i dag: Det har været en fantastisk dag i Svenstrup med 2 sejre og skønt spil fra drengene.
Svenstrup-Gug: En kamp der bølgede frem og tilbage med Gug i et spillemæssigt overtag de første 10 minutter, som resulterede i et flot angreb og hvor kuglen bliver placeret i det lange hjørne i målet med et hårdt fladt spark.
Svenstrup udlignede herefter til 1-1 på et flot angreb, men Gug havde stadig mere at komme med. Dybt inde i 2. halvleg tæmmer en Gug spiller et flot indlæg, snyder målmanden med en skudfinte og hamrer bolden i kassen til 2-1, som bliver kampens resultat, da dommeren kort efter fløjter kampen af.
Skørping-Gug: Vanvittigt målrigt opgør med hele 7 mål! Begge hold skiftedes til at være foran med selvmål fra begge sider, med et solo ridt, med et smukt indlæg og mål i de døende minutter. Gug vinder kampen 4-3.

Et andet hold var på besøg hos AaB. Her blev der spillet 2 rigtig gode kampe - drengene leverede en stor indsats. I begge kampe scorede modstanderen 10 sekunder før slutfløjtet. Det blev til følgende resultater: Gug-Aalborg KFUM 2-3 og Gug-AaB 4-5.

Det sidste hold var en tur i Vadum. Her blev det til en flot 9-1 sejr over Vadum og et 2-1 resultat til Aalborg KFUM.

Alt i alt en rigtig god fodbolddag for de seje og dygtige U9 Drenge.