Årets julekalender er på gaden

Årets julekalender fra Gug Boldklubs Venner er på gaden.

Nu er julekalenderen anno 2021 fra Gug Boldklubs Venner igen til salg i Aalborgs store sydøstlige bydel. Den gode tradition fortsætter således også i år med klubbens mange U8- og U9- spillere – både piger og drenge - som sælgere. Planen er, at de i løbet af november vil besøge alle husstande i Gug og Visse, så der bliver god mulighed for at købe et eksemplar eller to.

Forsiden af julekalenderen er også i år et herligt billede af årets kuld af små fodboldspillere - opstillet foran klubhuset allerede onsdag den 1. september ca. kl. 17:00.

Billedet blev taget lige inden træning og kampe den pågældende dag og viser tydeligt, at fodboldspil og fællesskab stadig interesserer rigtig mange af de mindre børn.
Og billedet viser igen i år ca. 150 små fodboldpiger og fodbolddrenge, der lod sig forevige i det der - specielt for dem og deres familier - nu bliver et herligt minde om en dejlig barndomstid i Gug Boldklub.

Gug Boldklubs Venner håber, at borgerne i Gug og Visse så småt er i julehumør - og vil tage godt imod sælgerne, når de banker på døren.
Julekalenderen er en slags lodseddel, så - ud over at støtte ungdomsarbejdet i Gug Boldklub - er der samtidig chance for at vinde en ekstra julegave.

Vindernumrene kan fra mandag den 6. december ses her på www.gugboldklub.dk.