Gug Boldklubs historie iflg. JBU

Det daværende JBU fik tilbage i 00’erne skrevet en række af medlemsklubbernes historie ’kort fortalt’. Historiefortællingerne lå på den nu nedlagte side jyskfodboldhistorie.dk.

Fra dette site er hentet nedenstående 3 fine indblik i Gug Boldklubs historie. Texten er skrevet i 2004.

Overskrifterne var hhv.
- Gug Boldklub i lokalsamfundet
- Højdepunkter i Gug Boldklubs historie
- Profiler i Gug Boldklub

Gug Boldklub i lokalsamfundet

Fra starten af 70'erne var hele Gug-området i rivende udvikling, og det kunne også ses på klubben. I disse år voksende den hastigt.

Også gennem 80’erne og 90’erne har Gug-området oplevet en stor udbygning med nye villakvarterer, specielt østover mod Sdr. Tranders og universitetsområdet. Og det er vel ikke utænkeligt, at områderne smelter helt sammen inden for en overskuelig fremtid. Gug Boldklub har i forbindelse med de nye tilflyttere oplevet en stadig stigende vækst i medlemstallet – men kun på ungdomssiden, desværre. Ved klubbens 50 års jubilæumsreception i sommeren 2004 oplyste JBU’s næstformand, John Hansen, således, at Gug Boldklub, faktisk på dette tidspunkt havde Jyllands største ungdomsafdeling – på ca. 350 drenge og piger. Ud over de mange ungdomsspillere har klubben en voksende skare af forældre, som aktivt deltager i klublivet – f.eks. som trænere og holdledere.

På hat med Gug
Den første fest byfest var blevet holdt på skolens idrætsplads, og her blev den holdt i nogle år, indtil man flyttede ned til klubhuset på Borger Alle. Folk, der var med dengang, tænker stadig med nostalgi på disse tider. I sær når tanken falder på Gugaftnerne i ”stråhatten”, hvor flere hundrede Gugborgere mødte op. På scenen optrådte kunstnere som Birthe Kjær, Dario Campeotto og Bjørn Tidemann. Desuden var der også tivoli og anden underholdning. Overskuddet var stort de første år – ikke mindst takket være et stort ølsalg.

Den store opbakning fra Gugfolk varede dog ikke ved, og allerede i 1980 besluttedes det at droppe byfesterne, da man ikke mente, det økonomiske udbytte stod i rimelig forhold til arbejdsindsatsen. Medvirkende til beslutningen var også, at der ved festen i 1979 var store problemer med rockere, som lavede ballade.

Gug Boldklubs Venner
Byfesterne er efter nogle få års pause atter en årlig tradition i Gug – og holdes nu om dage midt i august, hvor vejrguderne er nogenlunde stabile. Gug Boldklubs Venner har påtaget sig styringen af aktiviteterne, som i vid udstrækning er rettet mod ungdommen.

Gug Boldklubs Venner holdt stiftende generalforsamling i det daværende Gug Forsamlingshus på Borger Allé 22. april 1971 – og den første bestyrelse bestod af Eigil Linné, Jess Pedersen, Poul Nielsen, Kai Bang og Kaj Hansen.

Vennerne har endvidere skabt flere velanskrevne traditioner i lokalområdet, bl.a. halfester, salg af julekalendere og fyrværkeri.

Klubbladet – og hjemmeside
Første klubblad udkom i december 1972 – og har siden været husstandsomdelt til alle i Gug- og Visseområdet hvert kvartal. Det udgives således p.t. i 4.100 eksemplarer. For 4-5 år fik klubben sin egen hjemmeside, gugboldklub.dk, hvorfra megen aktuel information om klubben er tilgængelig. Ved samme lejlighed er udsendelse af klubbladet reduceret til nu kun at blive udsendt tre gange om året – men stadig til alle husstande.

Klubbladet har i mange år været styret af Jørn Lind, mens hjemmesiden kreativt holdes ajour af Kristian Møller Andersen – begge bistået af Benny Nygaard.

Nyt klubhus
I 1981 begyndte idéen om et nyt klubhus at tage form. Efter en henvendelse fra klubben til kommunen stod det dog hurtigt klart, at man ikke skulle gøre sig forhåbninger om luksusbyggeri som dem i Lindholm og Vejgård. Klubben kunne få 400 m2, der på dette tidspunkt var normen for nyt klubhusbyggeri. Der blev udarbejdet et nyt projekt på 545 m2, og dertil kom, at klubben fik lov til at udnytte tagetagen. Byggeriet gik i gang, og den 3. december var der rejsegilde, og lørdag den 4. juni 1983 var dagen for den officielle indvielse - en festdag af de helt store i Gug Boldklub.

Højdepunkter i Gug Boldklubs historie

Klubbens højdepunkter kan vel deles op i jubilæerne, nye klubanlæg og det sportslige.

Jubilæerne ( og der har været 25, 40 og 50 års jubilæer) er alle blevet fejret på behørig vis. Og specielt 50 års jubilæet i sommeren 2004 blev en stor begivenhed, hvor der blandt andet var deltagelse af flere tidligere formænd. Desuden blev der ved denne lejlighed udgivet en jubilæumssang.

Klubanlæg
I september 1971 flyttede Gug Boldklub fra Gug Skole hen for enden af Borger Allé, hvor klubben fik langt bedre forhold i form af eget klubhus og egne baner. Men med den fart, der var på, skulle der endnu bedre forhold til, og i juni 1983 kunne klubben så overtage det store, flotte nuværende klubanlæg på Vissevej.

På fodboldfronten har Gug Boldklub været en velintegreret del af Aalborgs fodboldverden med et godt, tværgående samarbejde med naboklubberne.

Sportslige højdepunkter
Klubben har i mange år haft sit bedste seniorhold placeret i Serie 2 eller 3, og er i 2005 med i Serie 3. En enkelt gang har førsteholdet været tæt på oprykning til Serie 1, men Serie 2-niveauet er stadig det højeste, man har præsteret.

På ungdomssiden har den bedste placeringer været et ynglingemesterrækkehold tilbage i 1978 samt et lilleput- og nu drengemesterrækkehold fra de seneste par sæsoner.

Klubben i dag
Gug Boldklub mærker i disse år en vigende interesse for fodbold blandt unge mennesker, så der er kun tre seniorhold tilmeldt i 2005. Dette står dog i skærende kontrast til den voldsomme interesse, der så findes blandt piger og drenge, indtil de når omkring junior/ynglingealderen.

Desværre har klubben netop måttet trække ynglingeholdet fra den igangværende turnering. Endvidere må vi konstatere, at allerede i lilleputalderen forlader flere af de dygtigste spillere klubben for at prøve kræfter på højere niveau, dvs. i AaB. En udvikling vi selvfølgelig hverken kan eller skal forsøge at bremse.

Vi er dog heldigvis ca. 500 medlemmer, der – fordelt på knap 50 hold – viser klubbens farver, den rød/blå dragt rundtomkring i det nord- og midtjyske.

Hvor klubben i øvrigt er på vej hen – i de næste 50 år – er jo et særdeles godt spørgsmål. Flere af os, der har været i klubben i mange år, har generelt set den opfattelse, at vi, i disse professionelle tider, må konstatere, at vi som en lille forstadsklub skal glæde os over den særdeles store interesse for fodbold blandt områdets drenge og piger, bakket op af mange forældre. Denne bør kunne fastholdes, og samtidig skal indsatsen over for junior- og ynglingespillere styrkes betydeligt, så vi derigennem forhåbentlig kan fastholde flere unge spillere og dermed stabilisere vores seniorafdeling, som gennem efterhånden mange år hovedsageligt har bestået af udefrakommende spillere, især studerende fra universitet og lærerseminaret.

Profiler i Gug Boldklub

Mange mennesker har gennem tiden stået bag Gug Boldklub – og det er således meget svært at fremhæve nogle frem for andre. Og specielt svært er det for klubbens første tid, idet klubben ikke er i besiddelse af meget materiale fra dengang.

På formandssiden er det dog værd at nævne Aksel Nøhr, der var klubbens første formand.

I 70’erne har sønderjyden Eigil Linné været en dynamisk formand, der satte gang i både byfest og venneforening. Hans efterfølger, Bruno Schnoor, som også er sønderjyde, viste politisk tæft ved, sammen med sin daværende meget kompetente bestyrelse, at skabe forudsætningerne for det flotte nuværende velfungerende klubanlæg på Vissevej. Senere har thyboen Johs. Knudsen været en særdeles aktiv formand, der har styret klubben sikkert gennem byggeri og den rivende udvikling, der skete gennem 80’ erne.

Desuden skal også nævnes Jørn Jeppesen, der efter seks år på posten, netop har overladt roret til Claus Willadsen. Begge har været i klubben en menneskealder – som ungdomspillere, seniorspillere og senere på forskellige lederposter. Ja, Jørn Jeppesens første lederpost var sågar som bestyrelsesmedlem - kun var 16 år gammel. Jørn Jeppesen og Claus Willadsen kan specielt glæde sig over, at Gug Boldklub i disse år er økonomisk velfunderet og i øvrigt specielt velfungerende med den kæmpestore ungdomsafdeling.

På andre poster er det værd at nævne Thorkild Vardinghus og Christian Christensen, som begge har været aktive i mange år som trænere og i forskelligt bestyrelsesarbejde helt tilbage fra sidst i 60’erne.

Nu om dage er klubbens ungdomsudvalg det helt store omdrejningspunkt – med mange ildsjæle. Uden den uvurderlige indsats, der lægges for dagen af bl.a. Gitte Jacob, hendes mand, Kurt Kristensen og koordinator Anders Nørgaard, ville klubben være et kaotisk tilholdssted. Men der et styr på spillere – bolde og grej, så det er en fornøjelse.

Klubben har gennem tiden udnævnt to æresmedlemmer: Johs. Knudsen og Benny Nygaard. Begge har siden begyndelsen af 70’erne deltaget i klubbens arbejde – både på og uden for banen, i bestyrelsen, alle vegne, hvor der er behov for frivillig arbejdskraft.

Klubben har endvidere indstillet og fået godkendt tre klubfolk til JBU’s sølvnål: Ole Larsen, Johs. Knudsen og Benny Nygaard.

Spillerprofiler
Klubben har gennem tiden fostret mange glimrende fodboldspillere, hvoraf enkelte har formået at gøre karriere på højere niveau. Jes Andreasen nåede således først i 80’erne at blive målmand for AaB’s divisionshold, mens Thorben Velling sidst i 70’erne spillede på JBU’s udvalgte juniorhold, sammen med bl.a. Jan Mølby. Thorben havde i øvrigt til opgave at passe på Michael Laudrup under sommerens unionsstævne.

Herudover det værd at nævne et par spillere fra statistikken over spillede førsteholdskampe: den mangeårige målmand René Køpfli, der har klubrekorden med 318 kampe, samt den altid målfarlige Flemming Lyngø med 209 kampe – og nok lige så mange scoringer.