Rejse til Osnabrück i 1977

Af Bruno Schnoor (formand 1976-1980).

Da jeg for nogle måneder siden skulle udarbejde et lille epistel om min tid som formand for Gug Boldklub, erindrede jeg en tur med serie 3-holdet til Tyskland.

Som bekendt var jeg på det tidspunkt tjenstgørende i hæren og i 1976 - 78 kompagnichef.
Mine gode kontakter til The British Army of Rhine gav en mulighed for at besøge en engelsk bataljon fra garnisonen i Osnabrück i Tyskland. 

Mit kompagnihold, der bestod af værnepligtige og tilfældigvis i foråret 1977 havde nogle virkelig gode spillere på holdet, havde ugæstfrit slået englænderne med hele 4-0, da de besøgte Aalborg. Englænderne ville forfærdeligt gerne have revanche, men de værnepligtige var hjemsendt, så jeg tilbød dem Gug Boldklub's serie-3 hold. Dette accepterede englænderne.

Vi lejede en bus og englænderne betalte alt, inkl. diesel til bussen, fra det tidspunkt, hvor vi passerede den dansk-tyske grænse. 
Det blev en uforglemmelig tur. Da vi fredag sidst på dagen ankom til Osnabrück, så vi plakater i byen, hvor der blev annonceret med engelsk-dansk landskamp. Kampen skulle dømmes af en engelsk ligadommer, meget kendt herhjemme fra "Tipslørdag" som "Slagteren fra Wolverhampton" eller "The Butcher". 

Vi blev indkvarteret på militære belægningsstuer. Det var noget primitivt og ville langt fra have begejstret vore hjemlige "Jenser", men for to nætter var det helt OK.

Lørdag formiddag fik vi lejlighed til handle lidt ind i den engelske NAFI, den toldfrie forretning på basen. Det var nu mest flydende varer til hjemturen, der blev købt. 

"Landskampen" blev spillet lørdag eftermiddag på Osnabrück Stadion for øjnene af et par tusinde tilskuere, og vi vandt meget uretfærdigt med 3 - 2 på tre mål af John Larsen. "The Butcher" kendte ikke John og John´s fremragende faldteknik, så det lykkedes ham at få tilkendt to straffespark.

Til historien hører, at der fredag aften var arrangeret "kammeratligt samvær". Alle blev temmelig overrislede, og Gug's anfører - jeg skal undlade at nævne hvem det var - gik fra da af under navnet King George.

Først umiddelbart før kick-off blev vi klar over, at de engelske spillere slet ikke havde deltaget i festlighederne. De mødte op til kampen i meget ædru tilstand direkte fra træningslejr. 

Det stod så skidt til i vort omklædningsrum op til kampen, at træneren, Jørgen Christensen, måtte på banen, idet "King George" var nødt til at stå over. Efter kampen fik alle en medalje, men det hørte vist ikke rigtig til de engelske kalkuler, at de gyldne medaljer skulle tilfalde gæsterne.

Lørdag aften indbød værterne til stor fest med alt hvad hjertet og maverne kunne ønske sig. Mange af basens soldater var mødt op med fruer og kærester og der blev også lejlighed til en lille swingom.

I "kontrakten" var indlagt en forpligtelse til at spille en kamp søndag formiddag før hjemrejsen. I den kamp kom også alle lederne også på banen. Til stor glæde for værterne tabte vi kampen!!

Hjemturen foregik i højt humør. Vi havde, som nævnt, furageret i NAFI'en, og vi måtte jo ikke indføre ret meget den gang. Da vi hen på aftenen nåede grænseovergangen i Krusaa, måtte jeg overbevise en skeptisk tolder om, at vi havde nået at få beholdningerne ned til et acceptabelt niveau. Han lod os passere fordi vi havde vundet landskampen, men bemærkede dog, at nogle af spillerne nok burde have banderole på.

Desværre blev det den eneste kontakt til styrken i Osnabrück. Få måneder efter vores besøg blev bataljonen sendt til Fjernøsten, jeg tror nok, at det var til Hong Kong.