Af Benny Nygaard.
Jyllandsserieholdets jernmand og forsvarets krumtap, Christian, kunne tirsdag den 12. august fejre endnu et jubilæum – og denne gang for 150 kampe på klubbens 1. hold og i de spraglede rød/blå farver. Jubilæumskampen var ude mod oprykkerne fra Farsø, der overraskende og ærgerligt vandt med ikke mindre end 4-0. En kedelig jubilæumsgave til Christian, desværre. Efter en uafgjort kamp 1-1 ude på Frejlev Stadion nogle dage senere, blev Christian dog fejret på behørig vis lørdag en 23. august – med gavekort fra Gug Boldklubs Venner, Jørn Axelsen, samt en god sejr på 3-1 over naboerne fra Chang. Og så var der endda byfest med sol og sommer samt masser af mennesker på stadion. En rigtig god dag,
Christian begyndte i klubben allerede som seksårig og debuterede på 1. holdet tilbage i 2018 som kun 17-årig. Her blev han forholdsvis hurtigt fast mand på 1.holdet, og han har med sin ro og boldsikkerhed har været en sikker skanse i forsvaret – og samtidig en vigtig brik i den offensive stil, som i vid udstrækning har kendetegnet 1. holdet de senere sæsoner.
Hans kontante spillespil har dog desværre givet nogle perioder med behov for pauser, hvor bentøjet skulle restituere, inden han atter ville være fit for fight. En tendens, der tilsyneladende også ofte har ramt en del holdkammerater de senere år. God og effektiv træning i den kommende tid kan forhåbentlig imødegå yderligere drilagtige skader i tiden, der kommer.
For dem, der ikke ved det – eller ikke kan huske det – så er Christian i klubben i øvrigt kendt for en usædvanlig indsats en lørdag eftermiddag i sine yngre dage. Han spillede nemlig først en kamp på klubbens 2. hold, hvorefter han lige hjalp U19-holdet, der manglede en mand for at kunne stille med et helt hold. Tænk, 180 minutter i benene samme dag. Det er der vist ikke mange, der kan klare!
Christian er HA-studerende ude på Uni og er kun 24 år, så med mindre, at han - efter endt uddannelse - rejser ud i den store verden, kan han forhåbentligt forsvare de rød/blå farver i mange år endnu. Og med sin altid solide indsats opnå nye jubilæer og derved i statistikken overhale andre af klubbens dygtige spillere gennem tiden.
Han er lige nu nr. 18 – og er således godt på vej opad.
Herfra ønskes Christian STORT TILLYKKE med det nye jubilæum – med TAK for gode oplevelser på banen gennem årene