Genvalg hos Vennerne

Tænk, alle poster hos Gug Boldklubs Venner blev ved årets generalforsamling genbesat – hurtigt og effektivt. Uden modkandidater, så ingen nye kom således ind for at være med, hvor det sker – når der skal snakkes, fremsættes idéer, træffes aftaler og deles penge ud til gode formål. Og det er jo både godt og skidt. Godt, fordi det f.eks. afspejler, at det går, som det skal, men alligevel lidt skidt, for fornyelse ude fra er både ønskelig og nødvendig indimellem.

Nye koste fejer bedst, som det siges – og det er vel en slags sandhed, som mange synes om.  

Dirigenten for årets generalforsamling - mandag den 16. marts - Johs. Knudsen, gav i lighed med tidligere år derfor igen forslag til, hvordan medlemstallet kan forøges samt opfordrede bestyrelsen at være aktive heromkring. 

Inden generalforsamlingen gik i gang benyttede formanden. Jørn Axelsen, lejligheden til at uddele årets vennepris til Henrik Studsbjerg (foto herunder), som har gjort en mangeårig stor indsats for at skaffe gode sponsorgaver til arrangementer, som blev holdt – tombola under byfesten samt det amerikanske lotteri under veteranaftenen. Med venneprisen fulgte et gavekort til Henrik samt stor applaus fra de fremmødte.

16 deltog i årets generalforsamling, fire mere end sidste år, og den blev gennemført på 53 minutter – tre minutter længere end sidste år. Johs. sørgede dog – meget rutineret – for, at alle kom til orde, så formalia blev overholdt, som de skal!

Formanden, Jørn Axelsen, aflagde indledningsvis sin beretning med omtale af de forskellige begivenheder gennem året – veteranaften og den nye byfest samt salg af julekalendere og juletræer. Det var således en meget tilfreds formand, der rettede en tak til de mange, der på forskellig vis har støttet Vennerne, ikke mindst Gug Boldklubs U7-U9 Piger og Drenge, som fik solgt ca. 2.100 julekalendere, samt til forældre, der hjalp med salg af juletræer. Super indsats.



Det store regnskab klarede kassereren, Maria V. Knøss, med gennemgang af nogle af de mange tal deri. Igen var det værd at bemærke, at Vennerne i det forløbne år havde videregivet godt 84.000 kr. til gode formål i Gug Boldklub, og således noget mere end i 2024, hvor det kun blev til ca. 40.000 kr. Årsresultat endte med et overskud på 22.470 kr., dvs. noget mindre end sidste års på 57.587 kr. – men formuen var øget til nu 450.423 kr. Der er således fortsat herigennem fine muligheder for at støtte gode initiativer i Gug Boldklub.
Trods den pæne formue aftaltes det dog at lade kontingentet stige en smule – til 175 kr. Baggrunden herfor er bl.a. stigende administrationsomkostninger, specielt i relation til bl.a. gebyrer fra omverdenen.

Resten af dagsordenen, herunder valg, blev, som nævnt ovenfor, klaret uden sværdslag – med genvalg over hele linjen lige fra formanden til revisorsuppleanten.

Efter beretningerne, valg og debatter kunne Johs. til sidst takke for god ro og orden, hvorefter formanden takkede deltagerne for fremmødet og bød på skipperlabskovs med tilbehør og snak om lidt af hvert.

I forhold til tidligere tiders tidsmæssigt set langstrakte arrangementer blev der også i år lukket og slukket i så god tid, at alle kunne nå at komme hjem og se den sene udgave af TV-Avisen.
 
Læs i øvrigt referat fra generalforsamlingen på www.gugboldklub.dk/info/venneforening.

Og for resten, har du tid og lyst til at være en fast del af det gode selskab, Gug Boldklubs Venner, så kontakt os meget gerne. Se, hvem vi alle er via ovenstående link.  

- bn