Thisted Forsikring har gennem flere år været blandt Gug Boldklubs faste sponsorer. Og nu kan klubben måske få endnu mere gavn af samarbejdet med et af landsdelens førende forsikringsselskaber.
Via støtteordningen ’Danmarks Rygrad’ giver Thisted Forsikring nemlig en håndsrækning til projekter, initiativer og ildsjæle i ’Danmarks Rygrad’, som er lokalområdet i Nord-, Midt- og Vestjylland. Thisted Forsikring mener nemlig, at de har et medansvar for det lokalområde som deres kunder bor, arbejder og lever i.
Sidste sommer kørte Thisted Forsikring kampagnen "Vi fra Danmarks Rygrad hylder fællesskabet". - Det er vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen i fællesskab, da stadig flere er ensomme og mistrives. Og når vi er sammen, opstår der trivsel, sammenhold og livslange minder. Sådan skaber vi det gode liv, lige her i Nord-, Midt- og Vestjylland.
Gug Boldklub har her i 2024 ansøgt Thisted forsikring "Danmarks rygrad" om kr. 300.000 i støtte til en totalrenovering af klubbens kantine.
Gug Boldklub har i dag 800 medlemmer som hver dag trives og arbejder for et socialt og fællesskabstilbud i bydelen. Medlemmerne har i mange år efterspurgt en bedre kantine som er samlingspunkt for fællesskaber, sammenhold og sociale tiltag. Kantinen mangler en gennemrenovering, nye hårde hvidevarer, maling/vedligehold og ikke mindst mangler den en renovering af fællesområdet, således det bliver lyst, indbydende og kan tiltrække, fastholde og udvikle sociale fællesskaber i og omkring klubben.
Vi kan kun krydse fingre for at Thisted Forsikring ser vores vej. Om vi får hele det store beløb eller blot en del af det er rigtig spændende.
-kma