Af bestyrelsesmedlem Nikolas Nørby.
Henrik Gaardsøe stopper som formand for Gug Boldklub efter næste generalforsamling i 2025.
Henrik har efter mange år i bestyrelsen og senest som formand valgt at stoppe og overlade roret til at anden ildsjæl.
I den forbindelse har vi lavet et lille interview med Henrik om virket som formand og hvad han har set som en formands primære opgaver i Gug Boldklub.
Derfor kunne et overordnet spørgsmål til Henrik være; Hvad laver en formand i Gug Boldklub?
- ”For mig har formandsposten primært bestået i at sikre der er en rigtig god og harmonisk bestyrelse. Dette er det vigtigste af alt i forhold til at få klubben til at fungere, og det må jeg sige vi er lykkedes ret godt med de seneste 3-4 år.
Ydermere har det været vigtigt for mig, at klubben får så mange ben at stå på som muligt, vi skal kunne rumme både senior, ungdom og børne fodbold. Det gælder både for piger, drenge, kvinder og mænd.
Vilkåret har været og vil fortsat, at vi fra bestyrelsen har en god kontakt med alle disse afdelinger og er repræsenteret i udvalg i afdelingerne.
Jeg har i mit virke som formand repræsenteret klubben udadtil og jeg har forsøgt at være så synlig som muligt i hele klubben. Dette er en høj ambition og kan være svært at klare som frivillig.
Indadtil har jeg blandt andet deltaget i sommerafslutninger, afslutningsfester, sommerfester, været med til en del afdelingsmøder, forældremøder, ansættelser af trænere, ansættelse af vores stadioninspektør. Desuden har jeg forsøgt at være til stede på anlægget når det privat har været muligt.
Udadtil har jeg deltaget i samarbejdsgrupper med andre klubber i Aalborg samt været kontaktperson hos AaB. Vi har et større byggeprojekt kørende, hvor jeg sidder og er med i byggeudvalget. Udvalget har stået for diverse byggerier og også det langsigtede projekt omkring renovering af klubhus.
Formandskabet består således i at repræsentere klubben som bredt så muligt; dels i samspil og dels i kommunikation af klubben værdier og visioner. Dette kan kun ske sammen med en god og energisk bestyrelse. ”
Bestyrelsen takker Henrik for hans store frivillige bidrag i klubben i mange år – vi glæder os til at se ham og hans familie i og omkring klubben og håber på et ”på gensyn” omkring mange af klubbens frivillige opgaver i fremtiden.