Ingen rekorder på generalforsamlingen

 Af Benny Nygaard.

Der blev ikke sat rekorder ved årets generalforsamling hos Gug Boldklubs Venner, dvs. for kalenderåret 2020. Hverken tidsmæssigt eller deltagermæssigt. Til gengæld blev den covid19-ramte forsinkede generalforsamling så gennemført på behørig demokratisk vis.
Tre kvarter skulle der i år bruges – 18 minutter mere end sidste år - så var det hele klaret. En stille mandag sommeraften i klubhuset – den 23. august. Effektivt og kompetent styret af den tidligere formand for både Gug Boldklub og Gug Boldklubs Venner, Johs. Knudsen.

Formanden, Jørn Axelsen, aflagde indledningsvis sin beretning med omtale af årets største begivenheder og fremhævede bl.a., at AaB’s tidligere sportsdirektør, Lynge Jakobsen, havde besøgt klubben ved den årlige veteranaften i februar – med ca. 90 deltagere.

Markedsdagen var ramt af covid-19 og kunne ikke gennemføres. Årets overskud blev derfor hentet ved de andre aktiviteter, bl.a. salg af julekalendere og juletræer. Forløbet her var særdeles godt, så det var en meget tilfreds formand, der kunne takke de mange, der stod bag det hele!

Det store regnskab klarede kassereren, Lars Fischer, med gennemgang af nogle af de mange tal deri. Her var det værd at bemærke, at Vennerne i det forløbne år havde videregivet ikke mindre end 164.523 kr. til gode gøremål i Gug Boldklub. 164.523 kr. Stort beløb, ikke!
De fleste af disse – ca. 140.000 kr. – var en investering i et nyt flot Invita-køkken på loftsetagen i klubhuset. En langsigtet investering til gavn og glæde for os alle, der færdes i klubben. Den store pose penge til Gug Boldklub medførte dog, at årets resultat endt med et underskud på 58.372 kr.
På indtægtssiden var der dog særdeles gode resultater, bl.a. et fremragende salg af julekalendere – med ildsjælene fra U8 og U9 Drenge og Piger – der sikrede, at alle julekalendere blev solgt! Fantastisk.
Også salg af juletræer gik godt, og her er det dejligt at opleve, at der flere og flere fra klubben bakker op om dette initiativ. Formanden har beregnet en stigning på ca. 70 % i forhold til året før. Trods det samlede underskud for regnskabsåret er formuen stadig ret så god – 656.203 kr. er der på kistebunden. Ved årsskiftet!

Resten af dagsordenen – herunder valg - blev klaret uden sværdslag. Alle, der var på valg, ville gerne være med på holdet igen, så der blev genvalg til dem alle. Dejligt med kontinuitet, selv om den noget aldrende bestyrelse meget gerne ser sig afløst af yngre, energiske kræfter. Disse stod dog desværre ikke på spring hin aften. Næste år, måske?

Efter fornuftige svar fra Bestyrelsen på gode spørgsmål fra deltagerne kunne Johs. - efter de tre kvarters indsats - takke for god ro og orden. Og afslutningsvis indbød formand Jørn til den traditionelle bespisning, Gule ærter - inkl. tilhørende snak og hygge.

Generalforsamlinger savner tydeligvis stadig flere aktive deltagere, og herunder fornyelse. De kun 13 fremmødte, der havde valgt at møde op netop denne aften, fik dog vist, at de alle interesserer sig for det gode fællesskab - Gug Boldklubs Venner. Og det er vi glade for.

Ønsker du i øvrigt – efter her at have læst lidt om os – at komme med i dette fællesskab? Hvis ja, kan du læse meget mere om os på www.gugboldklub.dk/info/venner - også om indmeldelse (kontingent = 150 kr.).


[ LÆS REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN HER ]