Hjørring Idrætsforening-Gug Boldklub 2-3 (1-2)
Mål Gug: 0-1, Jens Joe Klagenberg; 1-2, Nicklas Sørensen(str.); 1-3, Tommi Fabricius
Gult kort Gug: Daniel Moth, Jacob Balleby, Søren Astrup(selvfølgelig…)
Af Simon Frederiksen.
Fight og finesse i forløsende sejr i Hjørring.
“Hvilken champ, hvilken match!”
“Der var showtime, der var action, fighttime”
Kurt Thyboe kunne ikke have løftet sine buskede bryn fra Ugens Rapport og ønsket sig en bedre kamp at kommentere. Gug viste “cojones”, ville han sige. Det er svensk og betyder “nosser”.
På rækkens sværeste udebane hjemtog man tre point til 9210 Gug og fordoblede sin pointscore i en tempofyldt og underholdende affære på Landlyst, hvor Gug mødte modgang, men også blev tilsmilet af det held, man så glubsk og savlende som over en blondine, har længtes efter.
Hjørring føler sig - objektivt set - retteligt snydt for et 2-1-mål ved Ruben Winther, hvor frisparket til Gug var til den pussenussede side ved et hjørnespark.
Det rødklædte hjemmehold var dominerende og til en afveksling fra normalen, var det ikke Gugs fødder der fordelte kuglen det meste af tiden. Boldmæssigt var det stadig meget lige, da HI med deres kolosser fra Rhodos på toppen spiller meget direkte, men for første gang længe var der tændt op i Tommi Toptændts kontrakanon og Gug var flere gange farlige via omstillinger. Noget som HI ellers selv er skarpe i, men nogen gange skal dild bekæmpes med dild og man må smage sin egen hostesaftsmedicin og alt det der.
1-0-målet faldt halvvejs i første halvleg. 'Joe' satte i sin karakteriske Road Runner-stil fra midten og spunsede forbi 3-4 HI’ere inden han - med Sir Benny Nygaards ynglingsafslutning, tåen - garnede. Selvom Joe ikke selv vil indrømme det kom assisten fra dagens anfører, Simon ‘Traktor’ Frederiksen, hvilket også fremgår af den officielle kamprapport. Størstedelen af æren for Joes solomål tilfalder dog holdleder Thomas Bruun - far til tidligere førsteholdsspillere Mikkel og Jens - der stod for idé- og konceptudviklingen af målet.
Der gik dog ikke længe for HI’s bedste, Casper Knudsen, der også tidligere har gjort sig på Vendsyssel FFs Reserveligahold, smækkede et indlæg ind mellem Simon Steffensen og Jonas Pedersen, hvor en HI-pande satte kuglen i nettet. 1-1.
Fremfor 2-1 i den ene ende, skar kontrakniven og -gaflen, Tommi TopTændt og Nicklas Sørensen sig igennem på en omstilling, hvor ‘Nick’ laver hoftevrik og fodsåler som på Stygges dansegulv og får straffe. 1-2 ved pausen.
Anden halvleg havde dramaturgi, drama og pondus som Braveheart eller Gladiator. Først kommer Gug på 3-1, endda mens man spiller 10 mod 10. Et hjørnespark fra Flødefoden fra Frejlev, Nick, ender hos rækkens farligeste mand på offensive dødbolde, kødhakkeren fra Kaas, Søren Astrup. Han smækker læderet på stolpen, men med næse for mål og et par (selfølgelig) driblinger for meget i det lille felt, samler Tommi bolden op og scorer. Til stor jubel, også på Gugs bænk, hvor Torben Uttrup vikarierede (ubesejret) for Casper Stokbro, mens Thomas Bruun smadrede sine briller i lykkerus.
Herfra omstillede HI sig fra direkte spil til endnu-mere-direkte-spil og trykkede Gug i bund. Her så Simon Steffensen i målet ud til at blive skurk, da hjemmeholdet bragte sig tilbage i kampen, da de var hurtigst over en bold Simon ikke holdte. Men i de afgørende sidste ti minutter af filmen rejser den unge keeper sig som Fugl Føniks og leverer to eminente redninger; et brag, højt i det korte hjørne og et hovedstød, der dirigeres over.
Og nu vi er ved hovedstød, udmærkede ‘Traktor’ Frederiksen sig nok engang med flere overraskende vundne dueller med både hangtime som NBA og brug af modspillere som trip-trap-stol.
Imellem alle disse højdepunkter, hvor Hjørring kunne have udlignet, var det dog Gug, der havde de største chancer. indskiftede Andreas Jeppesen har dels en halv friløber og dels et skud i feltet efter forarbejde i Joes højreside, ligesom klubbens nye blikfang, Anton “Ham fra DR P4 Nordjylland” Langagergaard misser en friløber, han selv skaber; med løbestil som Zonic the hedgehog vrister han sig forbi et par modstandere, men desværre brænder den ene halvdel af Nik & Jay fra Nordjylland, alt imens den anden del af Knold&To … øh, jeg mener Nik & Jay, Jacob Balleby, var sendt til ti-minutters afkøling.
Flere mål bliver det ikke til og et lettelsens suk kunne lyde ud over hele kommunen. Ikke verdens pæneste sejr, men den bedst egnede til den situation Gug er i. Måske er vi bare et bundhold? Et hold, der skal fighte for hver en inch, som Al Pacino vil have sine tropper til i Any Given Sunday. Sorry, endnu en filmreference, men det her var bedre end biffen. Bare se Jonas 'Jernmand' P.s ishockeyredning med tre udefinerbare lemmer fra halvlanden meters afstand.
Kampens spiller var en i øjnefaldende Marc Dahl der vanen tro havde snor i kuglen, så den var umulig at pille fra ham og især i anden halvleg erobrede et par vigtige bolde. Derfor gav han også en kasse efter kampen… indtil vi fandt ud af det var på Søren Astrups dankort.
Næste kamp er sidste kamp inden turneringen vender. Vejgaard Boldspilklubs andethold og oprykkere tager turen fra Soffy Road til Vissevej, og den bette #MatchDay skal du ikke snyde dig selv for.
Det er efterår og smattede baner giver smask på taklingerne. Der er stadig flækkede furtere og fadøl. Det er lokalopgør - og de er jo sjove. Også selvom det ikke er B52/AFC…