Aalborg Freja-Gug Boldklub 0-3 (0-3)
Mål: Simon Frederiksen, Nicklas Sørensen x2
Gult kort Gug: Tommi Fabricius
Af Simon Frederiksen.
Lige nu, på denne lørdag aften, der nærmer sig midnat, sidder de nok og skåler over fadøl nummer ni og ti, mens kysten bliver ædt af havet udenfor. På en træbænk på Fishermans Rest. Nr. Lyngby, der skrænter ud til et brusende Vesterhav, mens de i dunkel belysning har væltet raflebægrene. Her sidder far og søn og taler. Som fædre og sønner, om kampen og faderens synder. Anton og Frode Langagergaard. Og heldigvis har den yngste håneretten.
Gug kunne nemlig - for anden uge i træk - sætte flueben ud for 'revanche', da Anton&Co. kunne drage fra Westbyen mod Westerhavet med tre point efter en især forrygende første halvleg.
Efter små ti minutter dukker målræven (ja, det er snart slut med at skrælle appelsiner i lommen, kære ex-formand Henrik Schnoor - målaktierne skal snart betales…), Traktor Frederiksen op efter et fladt hjørnespark, og med en behersket jordfræser af en inderside kvitterer han for vidunderligt velspillende Marc Dahls flotte assist. 1-0 og herfra så Gug sig ikke tilbage i første halvleg.
Heller ikke Traktoren, der fem minutter senere modtager bolden på kanten af feltet, vipper den op i luften og med et riv af en flugter i bedste Peter Foldgast-stil sender kuglen på stangen. På bænken var Stiller & Stokbro A/S klar til at skifte anføreren ud, hvis den var sejlet ind.
Spillet flød som mælken render fra en kos yver, glidende og med ordenligt tryk. Lidt ligesom Kødhakkeren fra Kaas, Søren Astrups løbestil. Især i Astrup og Nicklas Sørensens højreside er vi farlige, blandt andet på gode fremlægninger fra Daniel 'Fuglebryst' Moth. ‘Nick’ selv havde det dog svært med sine egne aktioner. Han savnede tydeligvis at spille på kunstgræs og som han konstaterede efter kampen: “Det var min ringeste kamp i Gug-trøjen”. Tak som byder, fortsæt endelig katastrofekursen! I løbet af ti minutter scorer han nemlig to gange, det første på et godt højt pres efter et Freja-indkast, hvor Tommi TopTændt spiller ham nøgen. 3-0-målet er en genialitet med et stænk af klasse, drysset med nordjysk Leo Messi. På kanten af feltet i højreside limer han kuglen fast til venstrefoden og dribler en tre-fire mand med hjælp af en fodsål, hvorefter han sikkert og behersket sender bolden i nettet.
Det kunne være blevet mere end de 3-0 i en første halvleg hvor Jakob Bæk i Gug-målet kunne have fået en P-bøde. Især Pyromanen fra Vadum, Tommi TopTændt, var farlig. To gange stryger han flot igennem efter besnærende opspil, men begge gange sparker ha… jeg mener, øh spiller han den på tværs. Ærgerligt Jens Joe Klagenberg (eller nogen andre) ikke var klar på de skæverter.
Anden halvleg var ikke nær så ophidsende. Der var lidt dejavu fra sidste uge mod FFI Fodbold, hvor de rødblå også førte 3-0 ved pausen og modstanderen kom ud som en godsvogn. Mod Freja tilragede Gug sig dog kun et gult kort, da Tommi får en advarsel for en kvart Peter Møller; højtløftet albue.
Herfra sejlede Gug lidt rundt. Den tidligere Gug-legende, Flemming Lyngøs afkom, Jonathan, headede på overliggeren, ligesom Keeper-Bæks uringule målmandstrøje fik jord på sig ved flere lejligheder, blandt andet en fodparade og en decideret WELTKLASSE-redning; i det lille felt midt for mål er (igen ret så verbale) Bæk egentlig væk, da bolden spilles skråt bagud til en Freja-spiller, men han når tilbage og kombinerer både et Black Panther-spring og en Spider-Man-refleks og redder dagen som alle de andre superhelte. Ganske fortjent honoreres han også med Man-of-the-Match for sit clean sheet. Egentlig ejendommeligt at en målmand bliver kampens spiller, når han ikke er med i første halvleg og vi vinder med tre, men det han leverede i anden halvleg var ekstraordinært godt. #Aastrup-effekten lever.
Frejas comebackhåb slukkes endeligt, da Jonathan Lyngø får et nåe-kun-tyndt rødt kort med ti minutter tilbage. Generelt var hjemmeholdet en kende frustreret over dommerens kendelser #tøhø, blandt andet da Marc Dahl takles hårdt på achillesscenen af rutinerede Michael Glad, der også havde et par bataljer med Gugs 7’er i træningskampen inden sæsonen. Han kunne nok stadig huske, at Marc fik spurgt gråhårede Glad til old boys-holdets træningstider …
Netop frisparket var Gugoffensivens skønhedsmæssige højdepunkt i anden halvleg. Joes fremragende spark reddes dog lige så fremragende af Simon Gasberg i Freja-målet, der vipper Joes David Beckham-klask på stolpen.
3-0 blev det - og så skylder vi også at nævne en fremrangende præstation af andetholdet i Serie 2. Torben & Sørens comebackkonger var bagud 2-0 mod topholdet, men formåede at hive en klassemoral med ud fra halvlegen og vinde 3-2. Dermed kunne Gug tage fra Frejaparken med seks point af seks mulige mod Frejas to højstrangerende mandskaber. Historisk. Som der blev bemærket fra nogle af de gamle Freja-folk, eller ‘Klubben med Kælenavnene’: “Gug? Vi har da aldrig mødt Gug, det var kun vores tredje-fjerdehold, der gjorde.”
Næste kamp er nok en revanche. Og heldigvis nok en #MatchDay. Og kuriøst nok endnu en familiefejde! Således er Raketten Kaalbye, der fortsatte sit comeback mod Freja, fætter til AaBs træner, Casper Fallingborg. AaB Jyllandsserien er et af rækkens klart bedste hold og skilte momentvis Gug af i første kamp, så vi kan godt love høj kvalitet. Om ikke andet så med selskabet.