JS: Nedsmeltning ved Mariagerfjord

Af Simon Frederiksen.


Hobro IK-Gug Boldklub 8-3 (2-2)
(… ja, den er god nok …)

Målscorere Gug: Tommi Fabricius (2), selvmål

Midt i anden halvleg dalede sneen ned over kunstgræsbanen i Hobro, og i hvad der føles som fimbulvinteren under Ragnarok, scorede og scorede Hobro IK af 1913 og endte til sidst på svimlende 8 mål.

Derfor burde der være nok at skrive om i redaktionens reportage om kampen, men det sparer vi væk ud fra devisen om ”bedre sent end aldrig; og bedst slet ikke.”

For dem som ikke så kampen, ville nok foreslå at sende skribenten til psykoteknisk prøve eller til indlæggelse, når vi skriver at et skadesramt Gug-hold faktisk var bedst i kampens første 50 minutter. Herefter brændte motoren sammen i kulden og Hobro lignede dét hold, der sidste sæson smadrede al modstand. Men frem til starten af anden halvleg var de til at ryste.

Gug skulle også være gået til pause med en 2-1-føring, men desværre udlignede hjemmeholdet i de sidste sekunder af første halvleg på en personlig fejl. Hvis og hvis, min røv er spids, men det havde været rart at gå i kabinen med en føring. Første halvleg var nemlig startet forfærdeligt, da Simon ’Traktor’ Frederiksen begik straffe efter få minutter, som Hobro eksekverede. Men under ledelse af de Barça-striwedes svar på Sergio Busquets og Ivan Rakitić, Nicklas Sørensen og Lasse Strandberg – til lejligheden omskolet til midtbanen – og på flere flotte fremlægninger fra (spillende) Coach Stiller, satte Gug sig på kampen. Først udlignede Simon Frederiksen på et afrettet indlæg – FIFA, VAR, UNESCO, FN og Datastryrelsen har kigget målet igennem og kan derfor helt objektivt tilskrive målet 100 % midtbanespilleren – og senere scorede Tommi ’Toptændt’ sit andet mål i sæsonen. Akkurat som mod Vildbjerg SF Elite på et skud, der rammes af en modstander. Da den tidligere NUBI- og Jammerbugt FC-angriber i anden halvleg scorer sit andet mål i kampen bliver den også rettet af, så facit må være: 3 tredjedele af et mål lig med ét helt sæsonmål.

Og så er vi fremme ved massakren. Vi må give kredit til Hobro og træner Peter Thomsen for taktisk at omstille sig i anden halvleg og bl.a. lukke ned for Andrea Pirlo fra Vejgaard, Nicklas Sørensen og konstant true Gugs bagrum bag vores backs. Det gav et par mål, ligesom de også scorer et par særdeles flotte langskudsmål.

De fremmødte tilskuere fra Gug sad med større lyst til at rive plastre af i 90 minutter, for hver gang Hobro entrede Gugs forsvarszone scorede de og alt imens rendte Gug-holdet rundt som hovedløse kyllinger med skuldrene hængende omkring anklerne.

Tommi 'Toptændt' blev kampens spiller med syv stemmer – liiiige nøjagtig nok til en kasse øl. Dermed skylder han både for en kasse bjaer for Man-of-the-Match, en kasse for debut, rater i bødekassen, samt sin sjæl, fordi halvdelen af holdet og trænerstaben hjælper den farlige angriber med at færdiggøre sin bachelor…;