Forleden har vi med sorg modtaget besked om, at en af klubbens tidligere meget aktive ledere er sovet stille ind – Bruno G. Schnoor, som var klubbens formand i perioden 1976-1980.
Os, der kendte Schnoor, vil altid huske ham som særdeles engageret i klubben - med den særlige lune sønderjyske humor og direkte væremåde, som altid skinnede igennem, når han var på banen.
Schnoor blev hurtigt efter familiens tilflytning til Gug i 1976 en del af Gug Boldklub, og her påtog han sig formandsposten gennem to perioder. Det var en tid, hvor den lille forstad – lige som i disse år - havde vokseværk. Sammen med andre af datidens gode klubfolk igangsatte han flere bæredygtige initiativer, som klubben stadig bygger på. God organisation og sund økonomi – og ikke mindst indsatsen omkring politisk godkendelse af planerne for etablering af vores nuværende klubanlæg. Fremsynethed og engagement var således kendetegn i den indsats Schnoor gjorde for Gug Boldklub.
Efter sin formandsperiode i Gug Boldklub påtog Schnoor sig, trods sin krævende karriere i militæret, senest som øverste chef for Aalborg Garnison, andre vigtige roller i det nordjyske, og herunder i sportens verden. Han var således en periode medlem af SIFA’s bestyrelse samt endvidere formand for bestyrelsen, som varetog etablering af Aalborgs store idrætscenter Gigantium. På lokalt plan i Gug var Schnoor gennem en del år formand for Gug Borgerforening, og tog herigennem flere gode initiativer til gavn og glæde for mange.
I Gug Boldklub har vi haft glæden af, at Schnoor gennem tiden altid mødte op til de årlige veteranaftener, hvorunder han bidrog til den gode tradition – at mødes med nogle af klubbens mange tidligere spillere og ledere og mindes tiden, der var engang.
Vi er mange, der med stor taknemmelighed vil huske Schnoor for hans engagement og store uegennyttige indsats for Gug Boldklub – og derigennem nu ære hans minde.
Bruno G. Schnoor, der døde efter kort tids sygdom, blev 84 år og efterlader sin ægtefælle, Gitte, deres to sønner, Michael og Henrik, samt deres familier.
-bn