Nyt klubblad på gaden - Foråret suser afsted!

Årets første klubblad er på gaden og husstandsomdeles i Gug og Visse de kommende dage.

[ Læs det lige her ]

FRA REDAKTIONEN

Af Lars Fischer.

En ny sæson er for længst skudt i gang her i foråret 2021, som suser af sted og inden længe går over i sommeren. Der er fuld aktivitet på klubanlægget, hvor afvikling af træning og kampe foregår under hensyntagen til den fortsat hærgende pandemi, men det begynder dog efterhånden at ligne normale tilstande. For en efterhånden lettere bedaget Old Boys spiller er det en stor fornøjelse igen at komme i klubben, komme ud at spille kampe og herved møde de velkendte gamle holdkammerater og tilsvarende modstandere, som man har spillet med og mod igennem efterhånden mange sæsoner. Det er vel netop, hvad holdsporten handler om, at man dyrker en fælles passion – hos os fodbolden – og ved fælles indsats forsøger at skabe det bedst mulige resultat og tilhørende oplevelse med det hold, som der kan stilles med på kampdagen.

Heldigvis er det fortsat sådan - at det på kampdagen på arbejdspladsen trækker i den halvgamle cirkushest – og der ses frem mod aftenens kamp og lige ser lidt på hvem af holdkammeraterne, der er med på holdet netop denne aften. Måske kan holdet forstærkes lidt på dagen med en enkelt yngling under 50 år….Holdet mødes og de sædvanlige omklædningsrum jokes og vitser fyres af, de samme gamle ”travere” fra de samme spillere. Nogle er højrøstede, mens andre går lidt ind i sig selv og koncentrerer sig om den kommende opgave. Der varmes lidt op, og der skules lidt til modstanderne – har de nogle af de gode spillere, evt. nogle tidligere Jyllands- eller Danmarksserie spillere med, så bliver det svært, selvom de er blevet 10-20 kg tungere siden deres storhedstid for ca. 30 år siden.

Når kampen er i gang viser det hurtigt sig, om det er en af de aftener, hvor spillet kører og tingene lykkes, afleveringerne sidder (næsten) som i gamle dage og efter at have mistet luften første gang, føles lungerne bedre og benene flytter sig nemmere. Måske lykkes en af de gamle driblinger fra repertoiret og virker fortsat, er der virkelig nogle modstandere, som ikke kendte den ”husmandsfinte” – succes !

Præstationen diskuteres i pausen, hvor mindst 5-6 mandags trænere har hver deres mening og taktikken for 2. halvleg oftest ender med at blive, vi stiller os ned i en pindsvine stilling og lader modstanderne komme – spiller kontra eller går i ”helbanepres” – der er ikke rigtig nogen mellemvej…

Efter kampen drikkes en øl med modstander holdet, og øllet smager altså stadig bedst efter en sejr. Kroppen er som regel lidt medtaget dagen efter kamp, måske er der igen kommet en lille forstrækning i låret, men der ses allerede frem mod næste uges kamp og en ny sejrschance. Håret er blevet lidt gråt, men glæden ved legen med fodbolden er heldigvis intakt.

Ellers er det værd at notere sig, at Gug Stadion ikke længere bærer dette navn, men har taget navn efter storsponsor Skjøtt Tømrer og nu hedder ”Skjøtt Arena”. Tømrerfirmaet står for det arbejde, som pågår med ny Fan- og Eventzone. Det bliver spændende at se det færdige resultat, det ligner, at vi får nogle helt unikke faciliteter for en bette klub som Gug Boldklub. Der er sket en kæmpe udvikling, når man tænker tilbage på de beskedne rammer, der var på Borger Allé tilbage i 1980’erne.

Inde i bladet kan du bl.a. læse et indlæg fra formanden, ord om børneafdeling i fremgang, ord om det igangværende byggeri af fan- og eventzone m.m.

Go’ læselyst.