Af Poul Møller, holdleder, SGO 64+.
Ifølge LEX Danmark, da er myten og legenden om “Den gordiske knude” historien om et vanskeligt eller nærmest uløseligt problem.
Fortællingen har sit udspring i Lilleasien, i byen Gordion. Her fandtes der en vogn, som ifølge sagnet havde tilhørt kong Gordios. Vognens stang var fæstnet til vognen med en svær og slidsom knude. Den der løste knuden om vedkommende sagde man, at han eller hun ville blive Asiens hersker. Først da Alexander den Store på sit felttog gennem Asien i 334 f.k. indtog byen, huggede han knuden over med sit sværd.
Et stort og tungt spørgsmål blandt holdlederne i Oldboysafdelingen er … igen, igen blevet diskuteret frem og tilbage: Hvordan vi sikrer “føde-spiralen/ kæden” i mellem de forskellige Oldboys-grupper?
Det har ikke kun hos os i Gug Boldklub, været et “problem” - eller som vi ynde at sige det i dagens sproglig udtryk, det er en stor udfordring om, hvordan får vi løst, at oprykningen fra en aldersgruppe til en ny (læs ældre), går så nemt og smertefrit som mulig?
Det er helt, helt forståeligt, at vi, især på vores gamle dage som fodboldspiller, når vi har overstået - først ungdomsårene og efterfølgende vores “karriere”, som seniorspiller og er gået og nået ind i den fase af vores liv, hvor fodbolden ikke længere har højeste prioritet, men at vi nu i stedet søger fællesskabet.
Fodboldkampene består jo af to halvlege. Med årene får 3. halvleg en større og større betydning. Hyggen, snakkene, de godmodige drillerier, opfølgningen på kampen, hvad gik godt og hvad gik mindre godt, øllen eller sodavanden, ….
3. halvleg er “bare” så vigtig, fordi den skaber og styrker fællesskabet for både vi gamle drenge og de dejlige “voksne” damer!
At blive adskilt fra dette fællesskab er næsten ubærligt. Det er vi alle klar over! Og den følelse er jeg som skribent og indlægsholder også bekendt med og har mærket!
“Den gordiske knude” i Gug Boldklubs Oldboysafdeling har vi valgt at løse således:
Gældende fra sæsonen 2026, er det besluttet, at i det år man fylder år, da skal spilleren indgå i og spille den aldersgruppe (på det hold), man aldersmæssigt hører til.
I praksis betyder det, hvis man som spiller fylder 59 år i 2026, dvs. hvis man er født i år, 1967, da spiller man i den aldersgruppe, der hedder: 59+. Er man født i 1979, da spiller man på 47+.
Det betyder dog ikke, at man ikke kan hjælpe sine klubkammerater i en yngre årgang. Men man hører som udgangspunkt til og spiller i den aldersgruppe, man har fødselsår ind i!
Dette er præmissen i Gug Boldklubs Oldboysafdeling fra år 2026.
At styrke klubfølelsen og få et tættere samarbejde mellem klubbens bestyrelse og Oldboysafdelingen kan blandt andet ses og ske ved, at:
- Nikolas (formanden) fremover vil være oldboys-afdelingens kontaktperson ind i bestyrelsen.
- Oldboysafdeling får oprettet en Facebook-gruppe, der er gældende for alle vores Oldboyshold.
Ønsket er, at den samlede Oldboysafdeling bliver mere synlige for hinanden, hvilket vi håber på vil være med til at styrke fællesskabet.
Alle holdledere i Oldboysafdelingen er forpligtiget til at være med i oldboysafdelingens Facebook-gruppe!
Klubbens bestyrelse vil løbende hen over kalenderåret lægge nogle ønsker frem, som man gerne vil have at Oldboysholdene hjælper til med.
Oldboysholdene fra 32+ og frem til og med 64+ vil fremover - på linje med klubbens øvrige hold - lige fra ungdomsafdelingen - hen over klubbens førstehold og sekundahold i såvel herrer som dameafdelingen, ansvarsfuldt bidrage med frivilligt arbejde hen over året. Det kan eksempelvis være omkring juletræssalg, Gug-løbet, byfest, o. lign.
Det er som sagt ikke en nem opgave at få hugget - Den Gordiske Knude” over. Det kræver, at vi alle er villige til at hjælpe med til, at knuden ikke låses fast igen, fordi vi ikke vil rykke et alderstrin op. Har vi så fået den hugget over? Det må tiden vise.
Men hvilken løsning vælger man, hvis man ikke kan se gennem væggene? Ja, det enkelte svar er vel, at man sætter vinduer i.