Portræt af en ildsjæl: Det er fint nok

Text: Simon Brix Frederiksen.

”Der har jeg overskriften,” sagde jeg. Og spørgsmålet: Hvad betyder det for dig, du hænger i glasramme og sort-hvid på æresmedlemspladsen. Gug Boldklubs udsendte har sat Benny Nygaard i stævne, det sted, der om noget symboliserer klubben og klubbens fremdrift: Eventhuset. Det er her ung møder gammel, når klubbens grand old man tager plads og skal udbasunere sit hadeemne: Sig selv.

Har rundet 50 år

For det han gør, er jo ikke særligt, mener han selv. Og netop det gør ham til noget helt specielt i Gug Boldklub. En klub, som har undergået mange forandringer siden Benny Nygaard første gang blev flået med.

Faktisk lå klubben et helt andet sted, fortæller han en forblæst efterårsaften i 2024. Det er jo så sjovt, at da vi i 1970 flyttede på Lykkegårdsvej, rykkede vi ind ret over for Børge Iversen (far til senere førsteholdsspiller, Lars Iversen, og bedstefar til førsteholdsspiller, Karoline Iversen, red.). Han fik mig hevet over på Gug Skoles baner i marts 1970. Så hang jeg på. Uden nogen forudsætninger, rendte jeg og passede nogle spillere op der, siger Benny Nygaard.

I en kælder på 6-8 kvm bag Gug Skoles gymnastiksal, lå Gugs ”faciliteter”. Primitive forhold.

Det er jo en fantastisk udvikling klubben har været igennem, betoner han.

”Hvorfor cykler du,” spurgte Jørgen Leth Jonas Vingegaard. Hvorfor knokler du, Benny – stadigvæk?

- Jeg har - med en floskel – sagt, klubben er blevet mit andet hjem. Der er så mange mennesker jeg kender, og her får jeg også opfyldt en del af mine sociale behov. Og så er fodbold jo fascinerede, syntes mange.

”Syntes mange.” Benny i en nøddeskal. Vi vil gerne have hans svar, men han inkluderer. Akkurat som hans væsen. Alle er velkomne.

Hvis der er en Gug-ånd, så bor den i Benny.

Kan du mærke en Gug-ånd – og hvad er den?

- Det kan jeg da. Åh, men det er jo nok svært at definere. Vi kan jo se på de årlige veteranaftener, at nogle af de rigtig gamle fra den periode dukker – selvom de ikke har noget ”job” hernede i hverdagen. Den gamle garde kommer også stadig til førsteholdets kampe, men folk har jo så mange gøremål nu om dage, siger Sir Benny – uden hverken anstrøg af bitterhed eller ærgrelse, men forståelse. Intet andet end overbærenhed og forståelse.


Foto: Benny (bagerst t.v.) som en del af Gug Boldklub Venners bestyrelse. Her har han været med 'en menneskealder'.


Hvad har drevet dig?

- Jeg har ikke haft nogle klare mål. Jeg har bare været med på holdet. Og gjort tingene fordi jeg synes, det var sjovt nok at være med og gøre lidt gavn. Der har været en plads åben, siger han og nævner også sin tid i bestyrelsen i ”tilbagetrukne roller”. Så har andre været frontfigurer. Men Benny har været Galionsfiguren.

Startede på bunden – rensede lokummer

Jeres udsendte bliver afbrudt éen enkelt gang under interviewet af altid høflige Benny. Jeg når ikke at spørge om der – hvis armen vrides på ryggen og en kniv sættes for struben – har været ét tidspunkt, hvor han ikke orkede at komme ned i den forbandede fodboldklub?

- NEJ!

Heller ikke når I rensede toiletter til ”På hat med Gug”, de daværende byfester?

- Det var sådan, at den kære Johs. (klubbens andet æresmedlem – Claus Willadsen er det tredje og hidtil sidste, red.) helt tilbage i tiden blev engageret, fordi han påtog sig at tømme lokummer og grave nogle huller deroppe på skolens baner.

Så ved I det, jer, der har gået på Gug Skole og spillet på banerne, der altså er gødet af en anden af klubbens legender.

Tillader du dig at være stolt?

- Åh. Jeg er jo den gamle skole. Jeg har ikke den slags tanker i mig og kommer fra en anden tid. Jeg gør bare det, jeg har påtaget mig. Så springer jeg på den næste opgave derefter. Hvis jeg skal – når du spørger så direkte – er jeg jo på en måde glad for at klubben stadig vil investere i klubbladet (der udkom første gang i 1972 – to år efter Bennys indtog, red.). Det er jeg noget stolt over, vi kan drive endnu.

- Det afspejler jo noget historie fra klubben. Og folk, der giver deres besyv med fra deres lille del af verden.

- Men også støtteforeningen Gug Boldklubs Venner, hvor vi har gjort meget arbejde for at skrabe penge til. Bare, hvor vi sidder nu (Eventhuset, red.), 400.000 kroner gav vi.

Har ikke gjort det alene

Ikke blot roses, men også hamstres, gør der, fra konceptet ”MatchDay”, som også er det miljø, Benny roser. Roses den, som roses bør.

Får du anerkendelse?

- Det er ikke noget jeg søger! Engang til en afslutningsfest, eller var det en træner-leder-fest, fik jeg et ophold til Hindsgavl. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på. Eller har behov for.

Den der lever stille, lever godt?

- Det princip har jeg – som så mange andre – altid syntes godt om.

Hvem har været dine vigtigste sparringspartnere?

- Det er nok først og fremmest Johs. Men ellers har der været utrolig mange og svært at fremhæve den ene fremfor den anden. For alle går jo ind i arbejdet med de forudsætninger, de hver især har.

Sådan runder han ydmygt af, uden at hverken løfte pegefingre eller kræve ’frivillighed’ af andre.

Hvad hans forudsætninger har været for at give, det han giver, ved kun Guderne. Men klubben siger tak for tiden. Både til dette interview, men i lige så høj grad til A L T det andet.



Foto: Benny (bagerst t.v. på begge fotos) som holdleder på vores bedste herrrehold. En tjans han bestred i rigtig mange år.