SGO 59+: Der var mandefald, stort mandefald

Af Poul Møller, poet og skriverkarl, coach, SGO 59+.

Et tordenvejr blev med ét (lyn)slag ændret til et dejligt varmt sommervejr.

Vejrudsigten mandag aften havde lovet opholdsvejr omkring kl 19.00.

I timerne op til kampen mod NFB havde der bestemt også været et vist uvejr over Gug.

Ikke det fysiske og naturmæssige uvejr med regn, lyn og torden.

Derimod havde uvejret ramt Gug’s oldboys SGO 59+.
Der var mandefald - ikke blot mandefald.
Men et masse mandefald på SGO59+

Holdet måtte ty til en halvskaldet klubkammerat fra 64+.

Hvem skulle passe målet, nu “springfyren og “Die Mauer” nu var taget til Tyskland for at bakke Hjulmand’s rød-hvide danske fodboldhelte op!
Hvilket i den grad viste sig nødvendigt - men det er en helt, helt anden historie.

Men sommetider åbner himmelen sig og magien strømmer ud i en nærmest fortryllet stråle - og magien bliver omsat til vilje og handlekraft.

Da “Fodboldprofessoren” alias Thomas Bruun” iførte sig den grønne målmandsdragt og målmandshandskerne - som iøvrigt er på størrelse med hvalros’ luffer - da var det som løftede magien og energien sig rundt i omklædningsrummet og strømmede ind i holdkammeraterne.

Høj og rank! Stod han der - som en skildvagt- som var han på vej til at passe sin vagt på Amalienborg og passe på Frederik og Marry og dronningemoderen, Margrethe.
Han skulle dog ikke på vagt for konge og fædrelandet - men for Gug’ super oldboys 59+

 
Og hvilken kamp han præsterede i målet - omend han allerede nær havde tabt pusten og opgivet sin mission - allerede under opvarmningen!

Bolden tyret og sparket mod målet fra alle retninger - og enten den kom højt eller lavt - eller uden skru - højre eller venstre i målet - alt blev nappet!

• og dog … én gang svigtede forsvaret og Thomas “Neuer” Bruun var chanceløs!

I de bagerste geledder blev der herefter bare lukket af for “det varme vand!”

Med stoisk ro herskede Thorsen. Han optrådte og opførte næsten som en Alexander den Store og han havde herredømmet over sit landområde foran Thomas’ mål.

 Og som altid gav han sig fuldt og helt for holdet - og måtte midt i anden halvleg måtte han humpe ud og blive erstattet af en anden “humper!” “Ham der den gamle fra SGO 64+.”

(“Den gamle humper” - Poul Møller)

Thorsen var dog mistænkt for, at han blot ville ud og nyde den nedadgående flotte aftens sol.

Jess Mose og Jesper Sørensen - de var om nogen Thorsens tro væbnere og hjælpere!
Og på denne aften fik de lov at være “ring-bærer.”
De var to stolte hirdsmænd!
Der kunne bryste sig af at få ære og liv at bære kælenavnene - “Merry og Pippin.”



Og “slipset” det viste de, som rette helte og “ringbærere” frem mangen en gang Igennem kampen.
Og “slipset” blev behørigt og velfortjent vædet i den nordiske mjød, en kold humledrik fra fad- efter kampen!

En anden havde også travlt med “at række tunge - både i tide og i utide!”
Luften var til tider iltfattig - hvor han stod! og hvor han opholdt sig.

• “Det er dog utrolig, Frank Assing, efter snart 10 år i klubben, da formår du år efter år, at holde grundformen på samme - lave niveau!”
• “Det er jo pinligt, du vores gode ven.”
• Jeg er da bare - ligeglad med, hvad I tænker, mener og synes”, er det som om “Frankie-boy” tænker.
• “Jeg giver dem da bare svar på tiltale.
• Jeg lader støvlerne tale!”

Som tænkt - så gjort.
Tre af de fem mål bankede den aldrende goal-getter ind i kassen, “Værsego!”

“Los italianos” alias Carsten Bendixen, ….. “Jamen, Carsten, Carsten, Carsten dog - den mand er dog - utrolig!”
To nye hofter - men hvad betyder det, for vores “Elkjær” …. Bendixen løber og sprinter som i de go’e gamle dage.



Og selvfølgelig blev det lige krydret med et mååååååål!

I foyeren i NFB’s klubhus er der en buste af - ikke blot Aalborgs største helt og fodboldspiller - men i hele Danmark og Europa … ja hele verden, Henning Jensen.

Henning Jensen var en mand af få ord.
Henning’ far var en mand af få ord - han blev derfor også kaldt “Den tavse dansker.”

Således arbejdede min kære fader tilbage i tresserne med - netop Henning Jensen’s far, Svend.

Han fortalte mig, at “Tavse-Svend” kunne møde ind om morgenen og her sagde han høfligt, “Go’ mor’n” og da han næste gang sagde noget, var da han gik hjem - hvor han igen - høfligt - denne gang, sagde “Fa’vel.

Sådan en spiller har og ka’ SGO 59+ også bryste sig af at have på deres hold.
Han taler heller ikke meget!
I stedet lader han sine støvler tale.
Og hvilket blik for spillet, sine medspillere han har.
Det bliver så lige krydret med en meget fin teknik - der er ud over det sædvanlige.
Han bliver hurtigt og selvklart et helt naturligt omdrejningspunkt på - og for holdet.
Faderen, Bruno Schnoor, var militærmand! … måske havde han ikke lige titel af general … men mindre kan også gøre det.
Den titel har sønnike, Henrik så “taget” og fået på fodboldbanen.



Her er han - generalen. Manden og spilleren med ideerne og de kreative bolde.

Da kampen mandag-aften blev fløjtet af, stod der 1:5 på resultattavlen.
En flot og heroisk indsats fra et noget afbudsramt - mannschaf, auf Gug.