Sol og sommer over Vennernes Dag

Af Benny Nygaard.

Sommeren viste sig i år fra sin bedste side, da Gug Boldklubs Venner – efter en pause på grund af covid-19 - igen holdt en sommerfest på det lokale stadion, Skjøtt Arena – nemlig Vennernes Dag. Ud over at lave en social begivenhed for lokalbefolkningen i Gug og Visse er dagens aktiviteter en god anledning til at tjene penge til gode formål i Gug Boldklub - og det går selvfølgelig bedst, når vejret arter sig!
Kassereren har så nogenlunde gjort regnskabet op og konstateret, at omsætningen har været ganske god – og dermed også overskuddet.

Uden loppemarked
Tidligere tiders tilløbsstykke har været loppemarkedet, men dette er nu taget af programmet. Årsagen dertil er hovedsageligt, at de indsamlede genstande var blevet færre og færre i forhold til tidligere, og kvaliteten – generelt set – var blevet noget ringere. Konsekvensen har i flere år været nedadgående omsætning samt bagefter besvær med sortering og bortskaffelse af det, der ikke kunne sælges. Alt i alt ærgerligt, men andre muligheder for salg af folks overskud af gode sager foregår jo nu bl.a. via nethandel.

Masser af aktiviteter
Vennernes Dag begyndte med det traditionelle gratis kaffebord til de morgenfriske - med sprøde friskbagte rundstykker sponsoreret af vores lokale bager. Omkring middagstid blev der ligeledes budt på det traditionelle gratis sildebord, men det kunne konstateres, at tilslutningen til begge traktementer var ret beskeden – formentlig på grund af de manglende besøgende om formiddagen, som tidligere skulle ose og handle på loppemarkedet. 

Der var dog hen over dagen rigtig mange gæster på klubanlægget – både lokale og besøgende gæster. Og de spillelystne af disse brugte pænt med skillinger i den bugnende tombolavogn, som i år blev dagens sællert. De mange gevinster i tombolaen var alle sponsoreret af en række gavmilde sponsorer. Og disse er bestemt altid rare at have med på holdet – og uundværlige! Så 1000 x TAK til jer alle!

Sportslige indslag
Dagen bød i øvrigt på masser af fodbold – både med mange af klubbens små spillere, men også med klubbens hold i Serie 2 og Serie 3. Der var således traditionelt godt i gang i den midt på dagen, hvor solen var højst på himlen, og det var herligt at opleve mange børn tumle på den opstillede hoppeborg, mens familien slappede af på forskellig vis med mad fra grillen og læskedrikke af forskellig slags.

Fællesspisning
Som sidste år sluttede markedsdagen med fællesspisning i markedsteltet og musikalsk underholdning af det festlige orkester Rococo, der sørgede for god stemning og højt humør i den lune sommeraften – indtil lukketid.

En stor tak skal lyde til de mange gode klubfolk, der gav en hånd med, da der skulle klargøres, løftes, bæres, kokkereres, serveres og ryddes op samt lukkes ned. Dejligt med det gode samarbejde deromkring.  
Og som altid, når Vennerne går på banen, vil overskuddet nu gå til gode formål i Gug Boldklub, og herunder bl.a. til aktiviteter på ønskesedlen for enkelte hold eller afdelinger.