U19-træner med stærk trænerprofil søges

Gug Boldklub søger stærk trænerprofil til klubbens talentfulde U-19 herrehold.

Har du lyst til at træne et ambitiøst og talentfuldt ungdomshold efter sommerferien, så bør du kigge nærmere på følgende mulighed.

Gug Boldklub satser på at være repræsenteret i U19 Liga 1 efter sommerferien med et hold bestående af mange spillere, som i dag spiller U17, Liga 1, i Gug Boldklub. Der er tale om nogle godt skolede spillere, som har opnået flotte resultater sammen de senere år, og de suppleres de af en række etablerede og talentfulde U19-spillere.

Det er klubbens ønske at lave et meget seriøst U19-setup, hvor spillernes høje individuelle niveau kan videreudvikles, og hvor holdet i de kommende sæsoner kan fortsætte den gode og positive udvikling, de har haft gennem årene. Vi søger derfor en dygtig træner, der har kompetencerne til at kunne lykkes med denne opgave.

Den træner, vi søger, skal være god mandskabsbehandling og til coaching af unge mennesker. Han skal formå at skabe gode relationer og at opbygge et stærkt fællesskab samt et godt læringsmiljø omkring truppen. Endvidere skal han formå udvikle både den enkelte spiller og holdets tekniske, taktiske og fysiske niveau. Det er også vigtigt, at træneren har fokus på, at transitionen til seniorlivet lettes og løbende understøttes, så vi kan fortsat kan bringe vores unge talenter op omkring vores højest rangerende seniorhold.

Holdet vil have 2-3 træningspas om ugen.

Den træner vi søger:
- Har gode fodboldfaglige kompetencer, erfaring og gerne uddannelse
- Er seriøs, engageret, målrettet og altid velforberedt
- Er enig i klubbens fodboldfilosofi (*)
- Er ambitiøs på spilernes vegne og finder glæde ved at gøre andre gode
- Er bevidst om at gode resultater skabes i positivt miljø og i et godt samarbejde med andre trænere og interessenter i og omkring klubben.

Gug Boldklub er en meget velorganiseret fodboldklub med et stærkt klub-fællesskab samt et godt udviklingsmiljø for trænere og spillere. Klubben har et stort og flot anlæg med bl.a. en ny kunststofbane, et anlæg der i sæsonen byder på en række MatchDays, hvor et unikt MatchDay-koncept skaber en fantastisk ramme om klubbens Herre JS-holds kampe samt kampe for klubbens øvrige seniorhold – heriblandt U-19 holdet.

Såfremt du har yderligere spørgsmål til jobbet, kan disse stiles til vores seniorudvalg på mail: seniorfomand@gugboldklub.dk. Alternativt kan seniorudvalgsformand Jonas Thimm Jensbye kontaktes på tlf.: 41 18 09 10.

Skulle ovenstående have fanget din interesse, må du gerne sende os din ansøgning til mailadressen. Vi vil gerne have din ansøgning inden 25/6-2021.

Vi håber, at vi har vakt din interesse.

Sportslige hilsner
Seniorudvalget, Gug Boldklub


(*)
I Gug Boldklub tror vi på, at en god og ansvarlig fodboldudvikling:
1. Bygger på et fundament at høj trivsel og glæden ved at deltage
2. Behøver et godt fællesskab som grundlag for ”fælles” skabelse af positive resultater
3. Har en teknisk træning som et gennemgående fagligt fokusområde for træning
4. Har en spilstyrende spillestil som et gennemgående fagligt fokusområde for kamp
5. Relaterer sig til kampen og til taktisk og mentalt at lære at vinde i kamp
6. Kræver at der vejledes aldersrelateret, personrelateret og konstruktivt
7. Fordrer et langt sigte og bør måles i forhold til ”målene” - ikke kun på aktuelle sejre i kamp!

Disse syv forhold udgør de centrale elementer i Gug Boldklubs fodboldfilosofi for god fodboldfaglig udvikling af børn og unge samt af seniorspillere.

Klubbens trænere og dermed også seniortrænerne har til opgave at balancere disse forhold med hinanden og i forhold til den gruppe spillere, der arbejdes med.

Det centrale ved filosofien er, at det er spilleglæden og trivslen, der er hele udgangspunktet for den gode udvikling. Endvidere at det netop den gode balance, der giver den gode udvikling.