Årets vennepris, uddelt af Gug Boldklubs Venner, blev overrakt på årets velbesøgte veteranaften mandag aften.
Prisen gik til de tre hovedmænd bag det succesfulde MatchDay-koncept, der i hele 2018 fik tilskuertallet til at bugne på Gug Stadion. Nøøøh, det er nok så meget sagt, men i hvert fald var der pludselig tilskuere langt ud over normalen på langsiderne til Gug BK’s førsteseniorholds kampe.
Med god opbakning fra klubben som helhed og Gug Boldklubs Venner er det lykkedes de tre, at gøre noget som ingen rigtig troede var muligt: At skabe en event omkring jyllandsserieholdets kampe, rigtig MatchDay-stemning på Gug Stadion, med mange tilskuere, flotte kampprogrammer, matchspeaker, lotteri, flotte vimpler, flag og jeg ska’ gi’ dig.
At jyllandsserieholdet så har leveret varen i løbet af året, har jo heller ikke gjort nogen skade.
Og dette gode initiativ fik Gug Boldklubs Venner til at give venneprisen til hhv. Jesper Kaalbye, Jonas Jensbye og Erik Steffensen (foto fra venstre). Prisen blev overrakt af venneformand Jørn Axelsen (foto yderst t.h.).
De tre sidder i øvrigt i det daglige i klubbens seniorudvalg og trækker i mange tråde i den efterhånden meget velfungerende afdeling.
[ Se modtagere af venneprisen gennem årene her ].
Mere om veteranaftenen følger her på siden inden længe.