Desværre har det vist, at der har været meget lidt interesse for at deltage i lørdagens fællesspisning, når der holdes Vennernes Dag den 17/8 på Skjøtt Arena.
Bestyrelsen for Gug Boldklubs Venner har derfor nu besluttet, at den del af dagens program aflyses.
Hvad årsagen til den lille interesse for et socialt aften-arrangement på klubanlægget kan være, kan der selvfølgelig gættes mangt og meget på. Dette vil vi undlade her, og i stedet minde om, at dem, der finder vej til vores flotte klubanlæg på lørdag, kan hygge sig på anden vis.
AKTIVITETER
Fra morgenstunden den 17/8 bydes der nemlig på gratis kaffebord samt også gratis sildebord – ved frokosttid.
På banerne spilles der fodbold hele dagen af unge som lidt ældre – fra kl. 10 helt hen mod kl. 18.
Alt imens kan de helt små boltre sig på den opstillede hoppeborg, mens spillefugle kan trække lodder i tombolaen.
Grillen og fadølsanlægget er åbent hele dagen, så ingen behøver at være sultne eller tørstige, men benytte lejligheden til at komme ned i tempo fra hverdagens udfordringer – og hygge sig sammen med nye eller gamle bekendte.
Gug Boldklubs Venner håber nu, at solen vil skinne flittigt på lørdag, når Skjøtt Arena igen fyldes med mange glade fodboldspillere, forældre og andet godtfolk.
Og for resten, så sender Vennernes kasserer selvfølgelig straks pengene retur til dem, der allerede havde tilmeldt sig den nu aflyste fællesspisning.