November er måneden, hvor der for alvor sættes gang i mange forberedelser til julen forude. Og nogle af disse skal nødvendigvis være planlagt og gennemført i ret så god tid til de dejlige juledage.
Således også julekalenderen fra Gug Boldklubs Venner, der atter er klar til salg i Aalborgs store sydøstlige bydel. Den gode tradition fortsætter også i år - med klubbens U13- drengespillere som sælgere. Planen er, at de i løbet af november vil besøge alle husstande i Gug og Visse, så der bliver god mulighed for at købe et eksemplar eller to.
Forsiden af julekalenderen er også i år et herligt billede af årets kuld af små fodboldspillere - opstillet foran klubhuset tilbage i begyndelsen af september. Billedet blev taget lige inden træning og kampe den pågældende dag og viser, at fodboldspillet i stigende grad har fanget interessen hos rigtig mange. Også af de mindre børn – både piger og drenge.
Forsidebilledet viser i år rekordagtigt mange, idet knap 200 små fodboldpiger og -drenge lod sig forevige i det - der specielt for dem og deres familier - nu bliver et herligt minde om en dejlig barndomstid i Gug Boldklub.
Gug Boldklubs Venner håber, at Gug- og Visse-borgerne så småt er i julehumør - og vil tage godt imod sælgerne, når de banker på døren.
Julekalenderen er en slags lodseddel, så - ud over at støtte ungdomsarbejdet i Gug Boldklub - er der samtidig chance for at vinde en ekstra julegave.
Vindernumrene kan fra mandag den 10. december ses her på www.gugboldklub.dk. Herfra kan du i øvrigt også købe en julekalender i webshoppen, hvis du f.eks. ikke har haft besøg af en af de små fodboldspillere.