Af Benny Nygaard.
Vennernes generalforsamling vel gennemført.
Nu om dage interesserer desværre kun meget få fra medlemskredsen sig for deres ret til både at møde op, gøre sin stemme gyldig og måske endda påtage sig en aktiv rolle, der kan sikre Vennernes overlevelse på længere sigt. En trist kendsgerning.
Dirigenten for årets generalforsamling - mandag den 17. marts - Johs. Knudsen, gjorde således opmærksom på den risiko, der er herved. En opløsning af foreningen – i værste fald.
Medlemstallet er heldigvis stabilt – på knap hundrede gode folk, der vil støtte den gode idé, Vennerne jo egentlig er. Generalforsamlingens fremmødte foreslog derfor bestyrelsen at fortsætte arbejdet med at skaffe nye medlemmer til også at omfatte nogle, der vil gå ind i bestyrelsesarbejdet. Bestyrelsen fungerer rent praktisk som en arbejdende bestyrelse, hvor alle giver et nap med efter bedste evne. Og det fungerer – på sin vis – ganske godt. Men som altid kan der bruges flere, når gode idéer skal blive til realiteter. Tiden må nu vise, hvem der vil tage stafetten og afløse nogle af lidt ældre medlemmer af bestyrelsen.
Og dette er nemlig nødvendigt – ad åre. På årets generalforsamling blev der taget afsked med en af disse, Willy Petersen (foto herunder), der efter 14 år ved bordet – først i en periode på seks år og nu også de seneste otte år – ønskede at takke af. Og desværre uden at en afløser blev fundet.
Kun 12 deltog i årets generalforsamling, som blev gennemført på 50 minutter – syv minutter længere end sidste år, og et helt kvarter længere end i 2022, hvor talelysten var mindst.
Johs. sørgede dog – med sikker hånd og fast stemmeføring – for, at alle kom til orde, så formalia blev overholdt, som de skal!
Formanden, Jørn Axelsen (foto herover), aflagde indledningsvis sin beretning med omtale af de forskellige traditionelle begivenheder gennem året – veteranaften og Vennernes Dag samt salg af julekalendere og juletræer. Det var således en tilfreds formand, der rettede en tak til de mange, der på forskellig vis har støttet Vennerne, ikke mindst Gug Boldklubs U8 og U9 Piger og Drenge, som fik solgt ca. 2.300 trykte julekalendere, samt til forældre, der hjalp med salg af juletræer. Super indsats.
Det store regnskab klarede kassereren, Maria V. Knøss, med gennemgang af nogle af de mange tal deri. Igen var det værd at bemærke, at Vennerne i det forløbne år havde videregivet godt 40.000 kr. til gode formål i Gug Boldklub, noget mindre end i 2023, hvor det blev til ca. 55.000 kr. Årsresultat var i øvrigt ganske flot – med et overskud på 57.787 kr., dvs. nogenlunde som sidste års på 58.925 kr. – og formuen var øget til 427.953 kr. Der er således fortsat herigennem fine muligheder for at støtte gode initiativer i Gug Boldklub.
Resten af dagsordenen – herunder valg - blev klaret uden sværdslag. Som nævnt oven for kom der dog til at mangle en afløser for Willy Pedersen, men som Johs. nævnte, så må bestyrelsen nu klare sig uden.
Efter beretninger, valg og debatter kunne Johs. til sidst takke for god ro og orden, hvorefter formanden takkede deltagerne for fremmødet og bød på skipperlabskovs med tilbehør og snak om lidt af hvert.
Inden spisningen fik Willy Petersen en erkendtlighed som tak for sin mangeårige gode indsats i bestyrelsen for Vennerne. Og han har heldigvis lovet fortsat at gå på banen, når der er brug for en ekstra hånd til MatchDays, salg af juletræer mv., så I vil i ny og næ fortsat kunne møde ham på klubanlægget.
I forhold til tidligere tiders tidsmæssigt set langstrakte arrangementer blev der i år lukket og slukket i så god tid, at alle kunne nå at komme hjem og se den sene udgave af TV-Avisen.
Læs i øvrigt referat fra generalforsamlingen på www.gugboldklub.dk/info/venneforening.